Siqueira - bedst af de næstbedste
Indkast vil i en serie sætte fokus på de spanske midterholds største profiler - "Los MVPs". Tredje spiller er Granadas spektakulære venstre back Guilherme Siqueira.
Guilherme Siqueira, Granada CF: Mere end en back
FC Barcelona har i mange, mange år slået sig op på at være Més que un club – cat. mere end en klub. Den højt hævede status til trods har den catalanske klub bøvlet en del i dette kalenderår med en venstre back fra lilleputklubben Granada CF. Måske fordi denne Guilherme Siqueira hos Granada er Mas que un lateral – sp. mere end en back.
Blandt et ængsteligt og usædvanligt tøvende publikum på Camp Nou kunne denne ydmyge skriver sent lørdag aften bevidne FC Barcelona levere en fantasiforladt og usammenhængende optræden, hvor den ekstra ”ganas” (lyst) så ud til at mangle.
Omvendt var det med modstanderne Granada, der nærmest udelukkende levede på, at de ville dét det ekstra. Blandt andet holdets brasilianske venstre back Guilherme Siqueira, som i flere omgange brød spillet for derefter at køre direkte mod et mål. Det var ikke blot omstillingsspil, han udførte - Siqueira var selve omstillingen. Som sædvanlig, fristes man til at sige.
Siqueiras dynamiske fremdrift burde ikke komme som en overraskelse - især ikke - for FC Barcelona-spillerne. For efter lidt mere end et år i Primera División er der ikke den ikke den træner, der ikke giver sine spillere en ekstra lille påmindelse om Granadas offensive trumf – venstre backen.
I Pozzo-familiens klør
I midten af august i år forlængede Guilherme Siqueira sin kontrakt med Granada, så den nu løber frem til 2017. Ydermere er spillerens frikøbsklausul gået fra € 15 mio. (ca. 112 mio. kr.) til hele €25 mio. (ca. 186 mio. kr) for at holde de mange interesserede topklubber på afstand.
For at forstå, hvordan en klub som Granada i første omgang kunne få fat på Guilherme Madalena Siqueira (f. 28. april 1986), er det vigtigt at have for øje, at en hvis familien Pozzi med farmand Giampaolo i spidsen ejer og har aktiemajoriteten i Granada CF.
Businessmanden Giampaolo Pozzi er kendt for sit mangeårige ejerskab af Serie A-klubben Udinese Calcio. Da han købte den daværende Segunda División B-klub Granada CF i 2009 gennem sin Barcelona-bosiddende søn Gino var det dog ikke ham selv, men derimod den småexcentriske og åbenmundede fodboldagent Enrique ”Quique” Pina, der fik titlen som klubbens præsident. Men tag ikke fejl.
Som en anden Don Corleone sidder gamle Giampaolo, der i sommer gjorde engelske Watford FC til sit nye legetøj, stadig og trækker i trådene.
Her tre år efter har det således vist sig, at man ikke kan sige Granada CF uden også at sige Udinese Calcio. Granadas optur skyldes nemlig i høj grad den brogede skare fra Udineses overskudslager, der er strømmet til klubben på halve-, hele- eller for det meste blot lejekontrakter siden Pozzo-familiens overtagelse. Et af de mest succesrige udbytter af koloniseringen står ikke til diskussion, det er Guilherme Siqueira.
Omtumlet tilværelse i italienske hænder
At Guilherme Siqueira i år er i gang med sin tredje sæson i træk som Granada-spiller er lidt af et særtilfælde. Hvis man ser på den landflygtighed, der har præget den 26-årige brasilianers karriere indtil nu, vil der danne sig et billede af en lille, uvidende brik i et spil med deltagere for hvem faste ejerforhold har det med at være lige så solidt fundamenteret som busafgange i sydlandske provinsbyer. Med andre ord så var Siqueira et af mange ofre for de italienske topklubbers hang til at dele unge spillere imellem sig.
Det startede tilbage i 2004, hvor Inter Milano hentede det lovende talent Guilherme Siqueira til dens Primavera(U19)-hold. Siqueira blev dog hurtigt udlånt til brasilianske Ipatinga, klubben han var kommet fra. Serie A-fodbold fik Siqueira først lov til at snuse til i sæsonen 2006/2007. Efter et halvt år som udlejet i Lazio købte Udinese den ene halvpart af Inters ejerskab i Siqueira, en halvpart som i det halve år havde tilhørt Lazio.
Udine-klubben var der Siqueira kom på græs, men efter bare 24 kampe i alle turneringer på to år blev han udlejet til Serie B-klubben Ancona. Her fik Siqueira chancen og spillede omtrent det samme antal kampe på en sæson. Udinese og Giampaolo Pozzi valgte i sommeren 2009 at købe Inters resterende halvpart i Siqueira blot for igen at lade ham blive på bænken i en hel sæson. Det var derfor oplagt, Guilherme Siqueira blev udlejet til familiens Pozzis nye projekt, Granada CF.
Omgivelserne i Andalusien skulle hurtigt vise sig at være de helt rigtige for Siqueira, der oprindeligt er øbo fra Florianópolis i den sydligste del af Brasilien. Sammen med en masse andre Udinese-legionærer såsom Fabian Orellana, Dani Benitez, Nyom, Alex Geijo m.fl. fik Siqueira nu muligheden for at vise ansvar og værd, hvilket lykkedes til fulde med oprykningen til Primera División. Siqueira blev nævnt som værende blandt de vigtigste spillere i denne bedrift. Et stort vendepunkt efter den flakkende tilværelse i italiensk fodbold.
Nu hvor modtageren hed Granada, var det oveni købet blevet lettere for Udinese at lade dets stagnerede talent ”gå” for good. Den 30. juni sidste år kunne Granada CF stolt præsentere Guilherme Siqueira som ny mand på en aftale for de næste fire år. Granadas og Siqueiras fremtid var sikret før den enorme opgave, der ventede: La Primera División.
I Marcelos fodspor
Her lidt mere end et år efter sin debut i Primera División regnes Guilherme Siqueira af mange for at tilhører top-5 af venstre backs i Spanien. I disse år er der ellers et særdeles skrapt udvalg af venstre backs med FC Barcelonas Jordi Alba og Real Madrids Fabio Coentrao og Marcelo som de nok største profiler. Netop sidstnævnte er Siqueiras helt store idol.
- Marcelo er den bedste back i verden. Jeg ser Real Madrids kampe kun for at se ham spille og lægge mærke til alt det, han giver holdet. Det er en drøm at spille på landsholdet, men det bliver meget svært bare at blive udtaget, udtalte Guilherme Siqueira til AS før mødet med Marcelo og Real Madrid i starten af januar i år.
Guilherme Siqueira får, som han selv konstaterer, ualmindeligt svært ved at slå Real Madrid-spilleren af på landsholdet, uden at en fremtidig landsholdsudtagelse af den grund er helt udelukket. Både Italien og Spanien har således mulighed for at gøre brug af Siqueira. Men hvad er det helt præcist, der har fået brasilianeren ind i varmen på den europæiske fodboldscene?
Det simple svar ville være de seks mål, der gjorde Siqueira til delt topscorer for Granada i sidste sæson. Et højt tal for en back (med til historien er, at fire af dem var på straffespark), og endnu mere set i lyset af det var for en oprykkerklub. Målene er vigtige, men Siqueira har frem for alt gjort sig bemærket alene ved sin måde at spille på.
Det er interessant at sammenligne Siqueiras bolderobringer fra sidste sæson (273) med idolet Marcelos (192). Det, der til gengæld for alvor fortæller noget, er Siqueiras afleveringer (1216) og forsøgte driblinger (102) over for den endog meget offensivt funderede Marcelos (1818 afleveringer og 77 forsøgte driblinger).
Begge er de meget angrebslystne backer, men en forskel på de to er, at Siqueira oftere går efter at følge et angreb til bunds. På et hold som Granadas er der - i modsætning til i Real Madrid – lettere at tage teten, og det var netop hvad Siqueira gjorde i sidste sæson.
”Panenka” på Camp Nou
Granada hørte gennem hele sæsonen til i den nedre del af Primera División, men Siqueira boblede alligevel af spillemæssigt overskud, besat af at overbevise omverdenen om sit uomgængelige talent.
Er han back eller wing? Extremo er det spanske begreb for en wing. Det er muligt, man vil vurdere Siqueira til at være en ”moderne back”, men så er han til gengæld en ekstrem en af slagsen. Det er overlegne dribleegenskaber på en bund af kompakt fysik, hvor det defensive overblik så småt er begyndt at følge med den medfødte hurtighed. Den sidste ingrediens er brasiliansk fantasi.
Betegnelsen ”Joga Bonito” blev ofte brugt, da Ronaldinho for et par år siden fortryllede en hel verden. Ronaldinhos scene var Camp Nu, men det catalanske hjemmepublikum var ikke henførte af ret brasilianske på samme måde i marts måned i kampen som præsenterede Guilherme Siqueira for det brede fodboldpublikum. Det Siqueira gjorde, var at diske op med noget af det ”det skønne spil”.
Kampen, der endte 5-3 til FC Barcelona, vil blive husket for flere ting. For Granada var det som en sejr at komme tilbage fra 0-2 til udligning 2-2. For Siqueira var det en personlig sejr at krone en udsøgt præstation med sin anden straffesparkscoring, der samtidig var kampens sidste og flotteste.
En vaskeægte ”Panenka”, som Italiens Andrea Pirlo senest gjorde sig bemærket med ved Europamesterskaberne i sommer, og som Siqueira tidligere på sæsonen også havde udført mod Levante. Lionel Messi havde nok en gang hovedrollen med et hattrick, der på sin 24 års fødselsdag gjorde ham til den mest scorende i Barcas historie, men Siqueira fortjente en award for bedste birolle.
- Siqueira er en fantastisk back, som man er nødt til at følge meget tæt, lød det lovprisende fra Josep Guardiola i sidste sæson, mens han stadig var træner for FC Barcelona.
Et af de mest interessante aspekter ved Guilherme Siqueiras opblomstring er at den er kommet i forholdsvis ujævne rammer. Var de mange klubadresser i Italien en udfordring, så var tre trænere på en sæson og en tærende kamp for overlevelse måske heller ikke det bedste for ham. Fødderne fortsatte deres dansen fra start til slut, men hovedet føltes tungt sidst på sæsonen.
Realistisk nedrykning eller realisering
I sidste sæsons to opgør mod FC Barcelona gjorde Granada med en dominerende Siqueira det særdeles godt. Anderledes var det med spansk fodbolds anden gigant, Real Madrid. I den første kamp i 2012 havde Real Madrid-karavanen tromlet over en lammet Granada med en 5-1 sejr på Santiago Bernabéu. Det der havde lignet en forholdsvis sikker overlevelse ændrede sig de sidste runder; specielt da Real Zaragoza gik fra ingenting til at vinde 8 af deres sidste 11 kampe. En sejr over de nykårede mestre fra Real Madrid hjemme på Nuevo Los Cármenes kunne redde Granada.
Granada var ti min. fra den livsgivende sejr hjemme mod en reservespækket udgave af det spanske mesterhold - og så smed andalusierne næsten en flot sæson på gulvet. Først begik Moisés et urutineret straffespark på Ronaldo og i overtiden sparkede hjemmeholdets David Cortes den uheldigt i eget net.
Det fuldstændige forfald udspillede sig efter kampen, da først skurken Moíses, siden Siqueira og til sidst Dani Benitez fik rødt kort af den i Spanien så berygtede dommer Clos Goméz. Benitez fik for at smide en flaske efter dommeren og kunne efterfølgende tage imod en karantæne på tre måneder.
- Det var ikke fornuftigt, at en dommer fra Zaragoza dømte os. Nu kan du tage til rolige Zaragoza, hvor de opsætter et monument af ham. Jeg stoler ikke på renligheden af en administration (red. ligaforbundet), som jeg ikke kan se er ren, udtalte Granada CFs præsident Quique Pina i kraftige vendinger om Real Zaragozas præsident, Agapito Iglesias, og dennes omgang med det spanske ligaforbund.
Episoden fjernede al fokus fra Granada flotte sæson. På grund af sit røde kort grundet brok var Siqueiras sæson ovre før tid. Tilbage var der kun at se på, mens et meget afkræftet Granada som forventet tabte til den anden nedrykningskandidat Rayo Vallecano og Real Zaragoza vandt over Getafe.
Havde Villarreal ikke indkasseret en Radamel Falcao-træffer i de dødende minutter foran et grædefærdigt hjemmepublikum på El Madrigal… ja, så havde Granada måtte sande en hurtig descenso tilbage til Segunda División.
Da Sir Alex sendte brormand på jagt
Siqueira havde med nød og næppe undgået nedrykning med Granada, men det kunne på ingen måde fjerne den grundlæggende begejstring over hans imponerende første sæson i Primera División. Heller ikke hos de europæiske storklubber.
Rapporter fra England fortalte, at Manchester United i flere omgange sendte en scout (Martin Ferguson, bror til Sir Alex) til Spanien for at observere Siqueira i sidste sæson. På den Iberiske Halvø havde topklubberne Benfica, Valencia, Athletico Madrid og FC Barcelona alle navnet Siqueira oppe og vende i deres jagt på en ny venstre back til denne sæson.
Der blev angiveligt budt på Guilherme Siqueira (læs: Valencia), uden at nogen af buddene var af en ”overbevisende” størrelse, som Granadas sportsdirektør Juan Carlos Cordero formulerede det. Cordero var også manden, som ved juletid sidste år gik ud og fortalte offentligheden, at ”Siqueira har kvaliteterne til at spille for en af de store”.
Nogle af disse storklubber klubber har søgt andetsteds, mens andre klubber som Villarreal forrige sommer er blevet skræmt væk af backens høje klausul. Den nye frikøbsklausul er - som nævnt i indledningen - endnu højere, men kan den mon holde storklubberne væk til næste sommer? Og hvad sker der, hvis klubben rykker ned?
I linket herunder er et udpluk af nogen af nogen af Guilherme Siqueiras bedste sekvenser fra sidste sæson, hvor de føromtalte ”Panenka'er” selvfølgelig er i blandt:
Et navn for fremtiden
Catalanerne fejrede i den forgangne weekend deres nationale festdag Mercé, men på samlingsstedet Camp Nou var det dog primært de sardana-dansende (catalansk folkedans) personer i pausen, der bragte underholdningen. For på banen var underhundene fra Granada godt i gang med at spolere en weekend i det selvstændighedssøgende Cataloniens tegn.
I flere omgange måtte undertegnede medstemmende bekræfte over for den Barca-tilbedende sidemand, der før kampen havde været komplet uvidende om Siqueiras meritter, at den var god nok: Det var ganske rigtigt Granadas venstre back, der legede offensiv midt, når chancen bød sig, der havde et farligt forsøg lige over hovedet på Victor Valdes, og samme venstre back, der i kraft af sin hurtighed hele tiden var først på bolden, inden den ellers hurtige Alexis Sanchez havde strejfet det en tanke at løbe imod bolden.
Det var på ingen måde hans største kamp, men af en venstre back at være er der lige nu få af slagsen så iøjnefaldende og viljelystne som Guilherme Siqueira. Igen i år har Granada fået tilsendt spillere fra Udineses bænk. Sæsonstarten har været omtrent lige så svag som sidste år. Det er her, en tilvendt profil som Siqueira skal gå forrest og forsøge at samle det kuld af spraglede personligheder, som Granada har til rådighed i år. Ellers hedder det nedrykning.
Så snart Siqueira befinder sig i en topklub, vil det ikke kun være modstanderholdenes træner, som har tjek på hans kvaliteter. Indsigten og den dertilhørende bekymring vil i ligeså høj grad være tillagt selv de mest indadskuende klubaficionados – som undertegnedessidemand på Camp Nou lørdag aften.
Navn: Guilherme Madalena Siqueira (f. 28. april 1986)
Født: 28. april 1986
Fødested: Florianópolis, Brasilien
Klubber: Figueirense, Ipatinga, Inter Milano, Lazio, Udinese, Ancona, Granada CF
Position: Venstre back
Trøjenummer: Nr. 6 i Granada CF
Landshold: Ingen landskampe
Høje: 184 cm
Tidligere artikler i serien:
Beñat, Real Betis – klik her
Joan Verdú, Espanyol - klik her