Europa: Champions League
FT
2 - 5
(2 - 2)
Liverpool
Real Madrid
D. Núñez (4), M. Salah (14)
V. Júnior (21), V. Júnior (36), É. Militão (47), K. Benzema (55), K. Benzema (67)
Daniel Fisker

Optakt: Liverpool - Real Madrid

Da Champions League-finalen blev udkæmpet i den forgangne sæson, stod den mellem Liverpool og Real Madrid. Vi tager her et kig på, hvordan det kommer til at gå, når de to storhold, der har et indgående kendskab til hinanden, tørner sammen i ottendedelsfinalerne.
Kommentar:

Der bliver tale om en gentagelse af sidste sæsons Champions League-finale, når Liverpool og Real Madrid tirsdag tørner sammen i den første af to ottendedelsfinaler. Jürgen Klopps tropper sluttede gruppespillet på andenpladsen i Gruppe A – bag Napoli – mens de forsvarende mestre fra Real Madrid sluttede på førstepladsen i Gruppe F, som desuden bestod af Celtic, Shakhtar Donetsk og RB Leipzig.

Selvom Liverpool har gang i en mildt sagt tvivlsom sæson i Premier League, så skal ”The Reds” forsøge at bygge videre på en flot Champions League-stime fra gruppespillet – med fem sejre i træk. Det er få klubber, som i denne sæson har været bedre end Napoli, men Serie A-mandskabet sluttede kun højere end Liverpool i gruppespillet på grund af en bedre målscore.

Jürgen Klopps tropper er kun røget ud af Champions League i ottendedelsfinalerne én gang i de seneste fem år – i 2019/20-sæsonen mod Atlético Madrid – og stimen af ubesejrede kampe på Anfield er oppe på syv, før Real Madrid besøger det traditionsrige stadion tirsdag aften.

Real Madrid er den mest succesfulde klub i Champions League-historien, og ”Los Blancos” jagter i denne sæson Champions League-trofæ nummer 14. I det hele taget er det mindre end to uger siden, at Real Madrid kunne tilføje endnu et trofæ til det i forvejen bugnende trofæskab, da ”Kongeklubben” gjorde rent bord ved VM for Klubhold.

I La Liga kører det også på skinner for den spanske hovedstadsklub, selvom der er otte point op til FC Barcelona på førstepladsen. ”Los Blancos” har således vundet fire ligakampe på stribe. Weekendens kamp – og 2-0-sejr over Osasuna – var dog ikke en perfekt optakt til tirsdagens Champions League-opgør. Real Madrid kom sent i gang og scorede det første mål efter 78 minutter – efter en første halvleg med tre skudforsøg.

Selvom Real Madrid er kongerne af Champions League, og selvom det kører på skinner i La Liga, så har Real Madrid kun vundet to ud af de seneste seks Champions League-kampe på udebane. Finalenederlaget til Real Madrid i den forgangne sæson betød, at Liverpool ikke havde vundet i seks Champions League-kampe. Hvorom alting er, har Anfield tidligere vist sig at kunne indeholde en pæn portion magi på Champions League-aftener.

Karantæner og skader:

Luis Díaz, Ibrahima Konaté, Thiago Alcântara og Calvin Ramsay udgør listen over Liverpools bekræftede skader. Derudover er Arthur tvivlsom, hvorfor Stefan Bajcetic kan se frem til en startplads i Champions League-opgøret.

Liverpools sejr over Newcastle i weekenden var ikke gratis. Darwin Núñez blev således tvunget fra banen af en skulderskade, som man i skrivende stund ikke kender omfanget af. Roberto Firmino, som netop er vendt tilbage fra en skade, og Diogo Jota er dog efter al sandsynlighed klar til at vikariere.

Bud på kampens profil:

Det er vanskeligt at pådutte Liverpool eller Real Madrid en favoritværdighed, så derfor forsøger vi her at udpege en profil fra hvert holdkort.

I Liverpool er det svært at komme udenom Cody Gakpo i øjeblikket. Hollænderen har foreløbig spillet otte kampe for Liverpool, siden han skiftede fra PSV Eindhoven, og han er kommet på måltavlen i de to seneste opgør, hvorfor den 23-årige offensivspiller må siges at være dagens mand i skysovs i Liverpool.

Derudover er Mohamed Salah en konstant trussel, og han er Liverpools topscorer i Champions League i den igangværende sæson. Han har spillet seks kampe mod Real Madrid, som han aldrig har formået at besejre, hvilket har resulteret i et enkelt mål.

Hos Real Madrid er det Vinicius Junior, der foreløbig har været mest målfarlig i Champions League, mens det også var den brasilianske angrebsprofil, som scorede sejrsmålet i den forgangne sæsons Champions League-finale, hvor Real Madrid som bekendt vandt 1-0 over ”The Reds”.

I La Liga er det Karim Benzema, som topper topscorerlisten hos ”Los Blancos”, men det er som sagt tidligere tvivlsomt, om den prominente franskmand kommer i aktion tirsdag aften. Han havde scoret i de forudgående to kampe, før han i weekenden måtte side over i forbindelse med kampen mod Osasuna – på grund af et muskulært problem.

Bud på kampens resultat:

Liverpool har haft en skuffende sæson indtil videre, men ”The Reds” har på det seneste opbygget noget momentum i Premier League, hvor det senest er blevet til to sejre på 2-0. Man må dog på den anden side aldrig undervurdere Real Madrid i Champions League – selv ikke på udebane. Buddet på et resultat bliver derfor 2-2.

Kampen spilles på tirsdag, den 21. februar, klokken 21:00 og kan ses på enten TV3+ eller Viaplay. Kampens dommer er István Kovác fra Rumænien.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER