Mehmet Piro Yildirim

Dansk angriber genfødt i Italien, United klar til at sælge

Rasmus Højlund har fået gang i målene i Napoli-trøjen, og ifølge Fabrizio Romano er et permanent skifte allerede på vej.

Efter et skuffende år i Manchester United, hvor han kun scorede fire Premier League-mål, blev Rasmus Højlund sendt på leje til Napoli i sommer.
Beslutningen kom fra manager Ruben Amorim, som ikke længere så danskeren som førstevalg i angrebet, en beslutning, der ifølge engelske medier ramte Højlund hårdt.

Men i Italien har historien taget en markant drejning.
Den 22-årige dansker har fået en drømmestart på livet i Serie A med fire mål i sine første seks kampe, og både Napoli og Højlund selv er begejstrede for samarbejdet.

Ifølge den velrenommerede transferjournalist Fabrizio Romano forventes Napoli at gøre handlen permanent til sommeren 2026.
Klubberne har en obligatorisk købsoption på €44 millioner, som aktiveres, hvis visse betingelser bliver opfyldt, og United har allerede modtaget €6 millioner i lejegebyr.

“Manchester United er overbeviste om, at aftalen bliver permanent. Alle parter forventer, at Højlund bliver Napoli-spiller,” siger Romano til Givemesport.

Skiftet vil bringe Højlund tilbage til det land, hvor han for alvor slog igennem i Atalanta, og markerer et nyt kapitel i karrieren for en af Danmarks største angriberprofiler.
Hos United ser man ud til at acceptere, at danskeren ikke blev den langsigtede løsning, men stadig kan give klubben et solidt økonomisk afkast på omkring €50 millioner i alt.