Snakken om en ny frontangriber til FC Barcelona er for alvor taget til, og klubben meldes på jagt efter en langsigtet arvtager til Robert Lewandowski. Flere navne er blevet sat i forbindelse med Hansi Flicks tropper, men internt i truppen har én spiller allerede fundet sin favorit.
I et interview med den spanske avis SPORT blev midtbanetalentet Marc Bernal stillet over for en række hurtige spørgsmål. Ét af dem lød: Hvilken spiller ville du helst have til Barcelona? Svaret faldt uden tøven – Atlético Madrids Julian Álvarez.
Den argentinske angriber har haft en stærk periode i hovedstadsklubben og kan allerede notere sig for 36 mål i 66 kampe iført de rødhvide farver.
Om Bernals drøm går i opfyldelse, må tiden vise – men ønsket understreger det generelle pres på Barcelona for at finde en ny 9’er, der kan tage over på sigt.