Patrick Andersen

Landsholdsspiller må se sig slået

I en sæson, hvor Lionel Messi igen stjæler overskrifterne, har en dansker for alvor gjort opmærksom på sig selv i Major League Soccer. Anders Dreyer har taget USA med storm og er blevet en af ligaens mest toneangivende spillere i sin første sæson for San Diego FC.

MLS-eksperten Sacha Kljestan placerer Dreyer som nummer to på listen over kandidater til årets MVP – kun overgået af Messi. Og det siger alt.

"I enhver anden sæson ville Anders Dreyer formentlig vinde MVP," skriver Kljestan. "Men han må nok nøjes med prisen som Newcomer of the Year."

Den tidligere FCM-profil har leveret en præstation, der næsten trodser fornuft: 17 mål og 18 assists i sin debut-sæson – flest af alle i San Diego og delt flest assists i hele ligaen sammen med selveste Messi.

Med 35 målbidrag i alt har Dreyer været det kreative og afgørende omdrejningspunkt på et San Diego-hold, der som ekspansionsklub allerede har skrevet MLS-historie med den bedste debut-sæson nogensinde.

Mens Messi jagter sit andet MVP-trofæ i træk, er Dreyers navn blevet synonymt med alt det, den nye klub i Californien drømte om – og mere til. Den danske kantspiller er ikke bare et internationalt gennembrud, men også et symbol på, at europæiske profiler kan sætte et nyt standardniveau i MLS.

Og hvis Messi ikke havde været der, ja – så havde MVP-trofæet med stor sandsynlighed stået i San Diego.