Fodbold nyheder

Bog: Den ramte jeg sgu lige i røven

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer et uddrag fra bogen om John "Faxe" Jensen, som handler om "måljagten"...

Article image

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg skulle have spillet venskabskampen mod Ungarn onsdag den 20. april 1994 i Parken. I hvert fald ikke, hvis det stod til George Graham.


Arsenal var inde i en intens slutspurt i toppen af Premier League med mulighed for at nå tredjepladsen, og samtidig var der under en måned til finalen i Europa Cup for pokalvindere mod Parma, sæsonens helt store kamp for klubben. En dag ringede Richard Møller Nielsen. Jeg kunne høre, han var sur.

”Hvorfor har du meldt afbud til kampen mod Ungarn,” spurgte han. ”Er du skadet?”

”Jeg har sgu ikke meldt afbud,” svarede jeg. ”Jeg er i god form og klar til at spille.”

Det måtte være George Graham, der havde været på spil igen. I England gav de ikke meget for testlandskampe og var hurtige til at sige fra. Det havde jeg selv mærket året før, da jeg ikke fik lov til at rejse til Argentina. Men denne gang ville jeg spille for mit land og vise mit gode spil frem, der var trods alt kun tale om en kort tur hjem til Danmark, og jeg lovede Richard at tage en snak med manageren.

Næste dag efter træning bankede jeg på døren til hans kontor.


”Jeg kan forstå, at du har meldt afbud for mig til landsholdet.”

Han nikkede.

”Jeg vil gerne spille. Det betyder meget for mig.”

Graham kiggede alvorligt på mig.

”Er du 100 procent sikker på det?”

”Ja, det er jeg 100 procent sikker på.”

Han påpegede, at vi skulle spille Europa Cup-finalen i min hjemby.

”Jeg har ikke råd til, at du bliver skadet,” tilføjede Graham.

”Jeg bliver ikke skadet. Jeg har styr på det,” lovede jeg.

Så gav han sig.

”Men du skal ringe og sige til landstræneren, at du kun må spille én halvleg.”

Det lovede jeg, og det accepterede Richard selvfølgelig.

Nogle dage senere startede jeg inde i min landskamp nummer 63 – og kom godt fra start. Spillet flød, og jeg løb rundt med en fornemmelse af at være i en zone, hvor intet kunne gå skævt.

Efter 13 minutter modtog jeg bolden og tæmmede den. I det samme kom en ungarsk spiller flyvende i en tackling med strakt ben og ramte mig hårdt på både skinnebenet og knæet på venstre ben. Det var det ben, hvor jeg før havde kæmpet med knæskader, og jeg kunne med det samme mærke, at den var gal.

Jeg faldt om på banen med store smerter, og med det samme begyndte tankerne i hovedet: Fuck, George Graham havde jo ret. Jeg skulle ikke have spillet. Nu skal jeg ringe og fortælle ham, at jeg misser finalen.

Jeg vidste, at skaden var slem, og jeg tudbrølede, mens de bar mig ud fra banen på en båre. Ikke så meget på grund af smerten, men fordi jeg var klar over, at min sæson var forbi.

Anette kom stormende ned i omklædningsrummet og var rasende på spilleren fra Ungarn.

”Jeg flår ham i småstykker,” hvæsede hun.

Hun vidste, hvor meget jeg havde glædet mig til den finale, og var knust på mine vegne.

Bagefter blev jeg kørt til undersøgelse på Rigshospitalet, inden jeg vendte tilbage til Parken og drak en bajer med mine holdkammerater, der havde vundet 3-1. Det var lidt svært at glæde sig over, for jeg fortrød selvfølgelig, at jeg havde løbet risikoen og stillet op til en landskamp, som manageren havde frarådet. Det var nærmest, som om han havde kigget ind i en krystalkugle, da han advarede mig mod at tage hjem til kampen.

Samme aften ringede jeg til George Graham og gav ham den dårlige nyhed. Han skældte ikke ud, men sagde bare, at han var ked af det på mine vegne.

Allerede næste dag var jeg til undersøgelse hos Eilif Larsen på Gildhøj Privathospital. Han var eksperten inden for fodboldskader i Danmark og sørgede med det samme for en skinne på benet. Tre måneders pause fra fodbold, lød beskeden. Den var sgu svær at sluge.

Så mens jeg begyndte min genoptræning, begyndte mine holdkammerater i Arsenal forberedelserne til finalen mod Parma. Heldigvis hev Graham hurtigt fat i mig.

”Du skal have den her oplevelse med,” sagde manageren.

Det betød, at jeg fik lov til at rejse med til Parken og være en del af holdet, så jeg kunne komme med ind og fejre triumfen, hvis vi vandt. Det samme gjaldt Ian Wright, der jo var spærret oven på det gule kort fra Peter Mikkelsen. Jeg sagde ja til at kommentere kampen på tv sammen med Carsten Werge, men jeg understregede, at jeg ville gå lidt før tid, hvis vi vandt, så jeg kunne komme til at juble med mine holdkammerater.

Det blev en taktisk affære mod et godt Parma-hold med spillere som Tomas Brolin, Gianfranco Zola og Faustino Asprilla. Brolin havde et skud på stolpen i kampens start, men Alan Smith bragte os foran 1-0 efter 20 minutter – og den stilling holdt kampen ud, fordi Seaman, Dixon, Adams, Bould og Winterburn havde godt styr på det nede bagi. Da der var syv minutter tilbage, vendte jeg mig mod Werge.

”Jeg kan ikke sidde her mere,” sagde jeg.

I stedet humpede jeg ned på banen i min Arsenal-træningsdragt, som jeg havde på, mens jeg kommenterede, og stillede mig op sammen med Ian Wright – og vi jublede mindst lige så meget som de andre, da kampen blev fløjtet af. Det var en fantastisk fornemmelse at gå en sejrsrunde med pokalen foran vores fans i Parken, og selv om jeg havde misset selve finalen, havde jeg stadig en fornemmelse af at have spillet en vigtig rolle i løbet af turneringen, især med to rigtig gode kampe i semifinalen mod PSG, men også på grund af det faktum, at jeg havde spillet alle kampe i turneringen frem mod finalen. Fansene sang også mit navn mange gange i Parken, og den aften endte alligevel som et stort øjeblik i min karriere.

Det var blot anden gang, Arsenal havde vundet en europæisk turnering – første gang var tilbage i 1969-70-sæsonen, hvor George Graham selv spillede på holdet – og stemningen var elektrisk bagefter i omklædningsrummet. Der blev drukket og sunget igennem, inden vi skulle flyve tilbage til London samme aften. Sæsonens sidste kamp i Premier League, mod Newcastle, manglede.

På et tidspunkt kom George Graham over til mig.

”Vil du ikke blive og fejre det med din familie og dine venner?” spurgte han. ”Du skal jo alligevel ikke spille.” Om jeg ville. Selvfølgelig. Jeg havde en gruppe på otte-ti venner med inde til finalen, og så røg vi i byen inde i centrum. Vi gik fra Kongens Nytorv og op ad Strøget, fordi vi ville på Exalon, hvor Brøndby-drengene også festede i gamle dage. Jo mere vi nærmere os Rådhuspladsen, desto vildere blev festen. Der var Arsenal-fans over det hele, og da de opdagede mig i menneskehavet, blev jeg fejret som en anden Beatles-stjerne.

Indenfor fik vi et afspærret område for os selv, men i min glædesrus lod jeg mig lokke til at gå på livescenen inde på Exalon og give et enkelt nummer. Jeg prøvede at komme igennem mylderet, men det var umuligt med krykker, så i stedet blev jeg løftet op af de mange Arsenal-fans og crowdsurfede på ryggen op til scenen.

”Sing a song for us, JJ,” skreg de.

Hvad fanden skulle jeg synge?

Så kom jeg i tanke om, hvad vi havde sunget i omklædningsrummet på Wembley året før.

”We beat the scum 1-0, We beat the scum 1-0,” begyndte jeg.

Og så skrålede de mange Arsenal-fans med.

Faktisk endte jeg på scenen to gange den nat, og det blev en vidunderlig sejrsfest. Jeg havde misset muligheden for europæisk triumf med Brøndby i 1991 – og nu fik jeg min revanche, endda på hjemmebane i København.

Heldigvis blev jeg min knæskade så hurtigt kvit, at jeg kunne vende tilbage til Arsenal-holdet allerede på sommerturen til Norge som optakt til 1994-95-sæsonen, min tredje i Arsenal-trøjen. Jeg var lige fyldt 29 år, havde giftet mig med Anette i pinsen og glædede mig over at være tilbage på banen. Samtidig var jeg på vej ind i mit sidste år af kontrakten og ville gerne overbevise Arsenal om, at jeg skulle blive og have en ny kontrakt.

Men desværre blev det efterår en stor skuffelse. Jeg startede inde i masser af kampe, men vi kunne ikke få spillet til at glide og dumpede stille og roligt ned gennem tabellen, fordi vi havde svært ved at score mål.

Det gik lidt bedre ude i Europa, hvor vi skulle forsvare pokalen fra den foregående sæson. Vi kom nemt videre mod Omonia Nicosia fra Cypern i første runde – og så trak vi sgu Brøndby i anden runde. Da jeg hørte det, jublede jeg derhjemme sammen med Anette. Tænk at møde sin barndomsklub i en europæisk turnering. Det er der trods alt ikke mange, der får lov til, og jeg glædede mig helt vildt til at lande på Brøndby Stadion og vise mig frem.

De danske journalister elskede selvfølgelig den historie, og Brøndby var med til at sætte fut i den ved at lave en helt særlig trøje til min far, hvor halvdelen var en Brøndby-trøje, og den anden halvdel en Arsenal-trøje. Det var underligt at vende hjem og sidde i det forkerte omklædningsrum på Brøndby Stadion, og det var lige så underligt at løbe ind og vide, at man var på udebane. Men Brøndbys fans var søde og tog godt imod mig, og det var en fed fornemmelse at vise holdkammeraterne, at de godt kunne huske mig på Vestegnen.

I øvrigt var det min gode ven Franks søn, Emil, der var mascot for Arsenal i den kamp. Emil var ikke ret gammel, men han ville gerne have tjansen, og jeg tog ham med ned i omklædningsrummet for at hilse på Arsenal-spillerne. Da han nåede til Ian Wright, gav han hånd op opdagede så, at det var en sort mand, han hilste på. Det var nok første gang for Emil, og han kiggede chokeret på sin hånd.

”Bare rolig, det går af i vask,” sagde Ian Wright.

Og så skreg hele omklædningsrummet af grin.

Kampen vandt vi 2-1, så også sportsligt var jeg ovenpå. Desværre blev det lidt en sovepude i returkampen i London, fordi de fleste bare tænkte, at vi ville køre Brøndby over på hjemmebane. Og så blev det faktisk en tæt affære, hvor Brøndby kom foran 1-0 og senere også udlignede til 2-2 med 20 minutter igen. Det betød, at Brøndby med en enkelt scoring mere ville gå videre til næste runde.

Vi kom ikke rigtig frem til flere chancer, men sent i kampen var der en situation, hvor Tony Adams fældede Ruben Bagger i feltet. Derfra hvor jeg stod på banen, lignede det et klart straffespark til Brøndby, og da jeg så det på tv bagefter, havde jeg det på samme måde. Men dommeren fløjtede ikke, selv om Brøndby-spillerne selvfølgelig protesterede helt vildt. De blev snydt, og vi red stormen af og sikrede os en plads i kvartfinalen i foråret 1995.

På grund af min skade og min svingende form var Richard Møller Nielsen også blevet i tvivl om min startplads på landsholdet i den periode. Jeg blev godt nok udtaget til alle tre EM-kvalifikationskampe mod Makedonien, Belgien og Spanien, og jeg startede også inde og spillede en time mod makedonerne, da vi spillede 1-1. Men til kampen efter, hjemme mod Belgien, var jeg pludselig sat ud på bænken. Det var jeg sgu ikke tilfreds med, og det lod jeg Richard vide. Det var første gang i mere end fire år, at jeg skulle varme bænken på landsholdet.

Efter 70 minutters spil i Parken stod der stadig 1-1, og vi havde brug for en sejr. Så vendte Richard sig mod mig.

”Så gå ind og vis mig, at jeg tog fejl,” sagde han nærmest arrigt.

To minutter senere kom jeg på banen i stedet for Kim Vilfort.

Da spillet blev sat i gang igen efter udskiftningen, blev bolden spillet ud i venstre side og skudt indover til Mark Strudal. Jeg lagde mig på kanten af feltet, og da han spillede bolden tilbage til mig, huggede jeg til den første gang. 2-1 – og vild jubel hos de 40.000 tilskuere i Parken.

Vi endte med at vinde 3-1, men det gav mig ikke min plads tilbage i startopstillingen. Jeg startede også ude i den efterfølgende udekamp mod Spanien, men jeg fik hele anden halvleg i en kamp, vi tabte 3-0. Hjemme i Premier League gik det ikke bedre. Da vi nåede det hårde juleprogram, var vi røget helt ned på 12.-pladsen, og selv om der manglede en halv sæson, vidste vi godt, at det nu mest af alt handlede om at redde æren. Vi havde 14 point op til Liverpool på tredjepladsen og hele 21 point op til Blackburn, der førte Premier League.

Til gengæld havde jeg stadig et stort personligt ønske: Jeg ville gerne score for Arsenal. Min evige måljagt var efterhånden blev en kult-ting hos klubbens fans. De havde jo set EM-finalen i 1992 og troede, at klubben havde købt en spiller, der scorede mange mål. Fansene hungrede efter en ny Liam Brady, der scorede igen og igen fra sin position på midtbanen, men jeg var i virkeligheden købt til en lidt anden rolle. Derfor var de nok skuffede i begyndelsen, men siden hyldede de min arbejdsindsats og bakkede mig virkelig op i at score bare et enkelt mål i Arsenal-trøjen.

”Shoot, shoot, shoot,” lød det fra tilskuerne, når jeg havde bolden og lagde an til skud. Det var ikke ment som en joke eller hån, men som oprigtig opbakning til en spiller, de godt kunne lide. Allerede i foråret 1994, før Europa Cup-semifinalerne mod PSG, gik der rygter om, at der allerede var trykt en særlig fan-T-shirt med teksten ”I was there when JJ scored”. Nu skulle jeg bare lige score, så de 1.000 trøjer kunne sættes til salg i fanshoppen.

Samtidig havde Dansk Tipstjeneste premiere på Oddset før hjemmekampen mod pariserne, og de startede med at ville give pengene 33 gange igen, hvis jeg scorede. Men folk spillede så vildt på det, at oddsene måtte sættes ned før kampen. I øvrigt afslørede tv-kommentator Carsten Werge senere for mig, at han i den periode flittigt spillede 100 kroner på mig som første målscorer.

Men ind ville bolden ikke, og det irriterede mig grænseløst. Jeg ville ikke huskes som den spiller, der aldrig scorede for Arsenal. Selvfølgelig handlede det altid først og fremmest om, at Arsenal skulle vinde sine kampe. Det ville altid gå forud for mine egne ambitioner. Men alligevel var det svært ikke at jagte det forbandede mål – og det skulle helst være på Highbury, så jeg kunne fejre det sammen med de fans, der havde bakket mig op.

Den jul sad jeg over anden juledag, da vi spillede 0-0 hjemme mod Aston Villa, men var tilbage i startopstillingen to dage senere, da vi slog Ipswich med 2-0 på udebane. Tre dage senere, nytårsaften, skulle vi møde Queens Park Rangers på hjemmebane og se, om vi kunne lukke året ordentligt ned.

Anette var syg og kunne ikke være med på stadion – og det kom vi til at ærgre os over. Hun havde set alle mine hjemmekampe for Arsenal indtil da og drømte også om at være der, når jeg en dag endelig scorede. Vi kom tidligt bagud og halsede efter gæsterne for at få udlignet. Allerede i første halvleg havde jeg flere skud, hvor jeg helt ærligt ramte den lige i røven, og jeg var sikker på, at jeg ville score. Men Tony Roberts stod bare i Queens Park Rangers-målet og tog det hele. Det virkede nærmest, som om målet var forhekset, når jeg hakkede løs.

Men efter 64 minutter fik jeg bolden fra Nigel Winterburn ude i venstre side et par meter fra kanten af straffesparksfeltet. Jeg lagde bolden lidt fremad, tog et træk ind i banen og ind i feltet og sparkede behersket mod det lange hjørne med indersiden. Bolden fik et perfekt svæv og skruede smukt ind ude ved stolpen, så Tony Roberts ikke havde en chance. 1-1. Mit første mål i Arsenal-trøjen.

Jeg spurtede ud mod tilskuerne på endetribunen og jublede med begge arme i vejret, indtil jeg blev overfaldet af mine holdkammerater.

Vi tabte 3-1, men alligevel endte det med, at tilskuerne rejste sig og sang mit navn og klappede mig af banen, da kampen sluttede. Det var et stort øjeblik, og jeg var vildt taknemmelig for, at det blev på hjemmebane, at jeg endelig scorede.
Normalt vankede der en skideballe fra George Graham, når vi havde tabt. Men den aften kom han ned i omklædningsrummet og var mere rolig.

”Congratulations, JJ. Fucking great goal,” indledte han. ”And to the rest of you: Happy New Year.” Og så gik han igen. Ugen efter satte fanshoppen den særlige T-shirt til salg, og den blev udsolgt på ingen tid. Faktisk gik det så stærkt, at jeg ikke nåede at købe en selv. Men de gode mennesker i butikken forbarmede sig og trykte en ekstra.


Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik