Torsten Brix

Bog - Der er antal på alt

Indkast.dk bringer her et kapitel fra bogen af Lars Høgh - det handler om EM 2021 og hvordan han oplevede vennen Christian Eriksens dramatiske kollaps.
Vi mødtes fredag den 28. maj i Kastrup for at flyve til den første del af træningslejren i Østrig, og for mit eget vedkommende var det med en stor usikkerhed i maven. Jeg havde været svækket hele foråret, og Tine og jeg havde talt om, at jeg måske reelt ikke kunne klare det. Min form var langt fra toppen, og corona-epidemien havde bestemt ikke hjulpet mig. Alle fitnesscentrene havde været lukket igennem længere tid, så mine muligheder for at styrketræne lidt havde været begrænsede. Kasper Hjulmand var selvfølgelig fuldt informeret, og lægen på landsholdet havde også rådført sig med Per Pfeiffer og fået noget bredspektret penicillin med, hvis jeg skulle få et tilbagefald af infektionerne undervejs. Så jeg var for så vidt godt dækket ind, men meget spændt på, hvad jeg egentlig kunne magte.

Derfor blev den første træningsdag en kæmpe optur for mig. For jeg kunne sagtens. Jeg kunne være med hele vejen og sparke med god kraft, uden at smadre mig selv helt igennem, og jeg var usigeligt glad og lettet, da jeg tog derfra. Det var gode lange træningspas, vi kørte i Østrig, og min plan B havde nok været noget med at overlade lidt mere til målmændene selv og måske lade dem være med i noget fælles pre-activation med resten af spillerne inden den egentlige træning. Men det blev ikke nødvendigt, og det føltes som en stor befrielse.

Efter Innsbruck, som var et helt fantastisk sted at lade op, og kampen mod Tyskland, fløj vi tilbage og stemplede ind i vores corona-boble på Hotel Marienlyst. Det var dog ikke værre end som så, for der var 97 procents belægning på hotellet og masser af gæster hele tiden, men der var nogle ret enkle regler, vi skulle overholde. De handlede mest om at tænke sig lidt om og udvise sund fornuft, og vi kunne sagtens gå en tur og tage en dukkert.

Så det var ikke noget, der sled på nogen måde. Vi følte virkelig en stor frihed midt i alle begrænsningerne, og den familiære stemning, som personalet deroppe altid skaber for os, var helt afgørende for, at der ikke på noget tidspunkt undervejs var det mindste optræk til lejrkuller. Det kan der jo ellers godt komme i løbet af sådan en lang samling, men vi var alt for glade for at være der. Både da vi var i Amsterdam og i Baku, glædede vi os som små børn til at komme ”hjem” til Marienlyst.

Jeg havde beordret Kasper Schmeichel til at lære Gasolins ”This is my life” på guitar, og vi udstyrede Rønnow med et lille keyboard, som jeg var inde at hente til ham i Hillerød. Så sad vi og øvede og jammede lidt oppe på værelset, og andre aftener sneg jeg mig op til vores kok, Per Thøstesen, i restauranten, og så sad vi i karnappen der og så solen gå ned og fik et glas vin. Nogle gange så vi en af kampene imens, og måske kom Hjulmand eller Wieghorst eller nogle af de andre også forbi, og så sad vi bare og snakkede og lukkede dagen stille og roligt ned.

På den første kampdag havde Michael, som er chef på hotellet, arrangeret med Hummel, at alle ansatte havde fået landsholdstrøjer. De er nok omkring tre hundrede, og da vi stod op om morgenen, gik alle rundt med de trøjer på. Fra gartnerne til kokkene. Det var aldeles gennemført, og ude foran stod folk med flag, og det fortsatte hele vejen ind til byen. Ingen af os havde oplevet noget lignende, og det føltes helt overvældende. Vi havde gået og ventet på den kamp mod Finland så uendeligt længe, også fordi EM var blevet udsat et år, og vi havde trænet til den og gennemtænkt den i vores hoveder så mange gange efterhånden. Utallige møder havde vi holdt, de mindste detaljer var blevet vendt og drejet, og vi havde planlagt og planlagt. Nu var dagen pludselig kommet, og vi kunne mærke suset og føle den opbakning, som er helt særlig, når den udgår fra ens eget land.

I Parken var jeg nærmest første mand på banen. Kasper gik måske foran mig, men vi fire kom i hvert fald ind som de første, som vi altid gør, og det brøl, der mødte os, var fantastisk. Det var et rød-hvidt inferno af begejstring, og vi kunne mærke den fedeste følelse rulle igennem os. En dyb, dyb glæde. Vi havde så meget lyst til det, vi troede så meget på det, og endelig, endelig sker det. Nu skal vi i gang, og vi skal bare give den så meget gas.

Og pludselig skete det med Christian. Som altid befandt jeg mig nogle rækker oppe over bænken for at have et bedre overblik, og der sad jeg sammen med Ebbe Sand, Peter Møller og nogle andre DBU-folk. Jeg kunne se med det samme, at den var gal med Christian. Måden, han faldt på, var helt forkert. Det sagde jeg til Ebbe, kan jeg huske, og så begyndte tårerne bare at løbe ned ad kinderne på mig. Jeg tænkte på, om jeg kunne gøre noget, bidrage med et eller andet, i stedet for bare at sidde og glo. Pludselig stod Sabrina, Christians kone, nede på banen, i chok, og jeg tænkte på at løbe over til hende, men så så jeg, at Simon Kjær var på vej nede fra det sted, hvor Christian lå. De to familier bor nærmest dør om dør i Italien, så det var fint.

Men det var selvfølgelig ikke det mindste fint. Christian og jeg har kendt hinanden i mange år, og vi har et ganske tæt bånd. Familiens hus i Odense ligger kun tre hundrede meter fra vores, og vi har tit kørt sammen til alt muligt. Vi har besøgt hinanden, spist middage sammen, vi snapchatter og taler tit i telefon, og vi kalder altid hinanden for Fyn. Hej Fyn, siger vi, og vi har berøringsflader på kryds og tværs. OB, Odense, landsholdet og så videre. Nu lå han der, og jeg var ikke et sekund i tvivl om alvoren. Det var aldeles rædselsfuldt, men jeg kunne kun observere. Der var intet at bidrage med.

Christian blev kørt ud til ambulancen, og vi gik i omklædningsrummet, og heller ikke der var der meget, man kunne gøre. Jeg husker det som en tumultarisk blanding af panik, sorg, rædsel og magtesløshed, og vi gik bare rundt imellem hinanden og snakkede lidt og græd. Vi var i chok, og det stod stadigvæk tydeligt og klart for os, at han var ved at dø. Vi fik muligvis bulletiner om, at han havde været ved bevidsthed, og at hjertet slog, men det overbeviste ikke nogen om noget. Vi vidste i bund og grund ingenting.

Der gik cirka halvanden time, fra vi stoppede, til vi gik ud igen, og jeg husker tiden ret utydeligt. Den gik ufatteligt hurtigt. Det var kaotisk, og jeg havde utroligt svært ved at tænke klart. Jeg stødte på Simon Kjær et par gange, hvor jeg sagde, ”Vi kan da ikke spille, mand, kan du spille?”. ”Nej, jeg kan ikke spille,” sagde han. Jeg kan også huske, at Thomas Delaney og jeg på et tidspunkt bare stod og holdt hinanden i hånden og græd. Det var godt nok vildt.

Men vi skulle jo finde ud af, hvad der skulle ske. Der blev diskuteret og stillet spørgsmål, og Simon og Kasper Schmeichel var meget i fokus her. Kasper havde faktisk prøvet noget tilsvarende før, og han holdt hovedet rimeligt koldt. Han havde lidt overskud i situationen, og snakken svingede meget frem og tilbage. Vi kan ikke spille, måske skal vi spille, kan vi det og så videre. Vi er nødt til at finde ud af, hvad alternativet er, sagde jeg, og det var vist mit eneste fornuftige bidrag.

Nogen fandt så ud af, at alternativet var at spille dagen efter klokken 12, og det gjorde valget en smule nemmere. For det var en lodret umulighed. Ingen ville få sovet, og ingen ville overhovedet kunne overskue at stille til kamp tidligt næste dag. Så det var udelukket. Derfra kunne spillerne ret hurtigt enes om, at de måtte spille kampen færdig. Men først afventede vi nyt om Christian, og da vores læge Morten kunne fortælle, at han nu havde talt med Christian og skulle hilse og sige, at han havde det godt og faktisk også kunne se kampen på sin stue på Rigshospitalet, var der kun tilbage at gå ud og gøre det. Det var suverænt spillernes beslutning, og de fik et nydeligt valg mellem pest og kolera.

Set i bakspejlet skulle vi selvfølgelig være taget hjem og helt have nægtet at acceptere præmissen. Det var også både Kasper Hjulmands og Peter Møllers umiddelbare indstilling. Men det er ikke let, når der står nogle UEFA-folk og slår en i hovedet, og man lige har åbnet en kæmpe turnering i sit eget land. Så det var en frygtelig situation og en meget vanskelig beslutning, og for spillernes del traf de den, som de trods alt kunne leve med.

Så igen gik jeg sammen med de tre målmænd ind på banen som de allerførste efter omkring halvanden times fravær, og det var en af de mærkeligste oplevelser i mit liv. Efter at vi havde gået nøjagtigt de samme skridt nogle timer før i en rus af energi, glæde og forhåbning, gik vi nu ind i en tom skal. Det var slet ikke det samme sted, det var slet ikke det samme stadion, og det var ikke de samme mennesker. Det var dødt, næsten uhyggeligt, og det var meget mærkeligt. Vi blev klappet ind, selvfølgelig, men i en ganske anderledes atmosfære. Hvert eneste sind derinde var farvet i en komplet anden tone nu.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER