Fodbold nyheder

Gruppefinaler på den iberiske halvø: Spanien og Serbien sikrede sig VM-billetter

Af Christian Bang Jensen

Der var dømt gruppefinaler i både Spanien og Portugal søndag aften, da begge mandskaber spillede kvalifikationsgruppefinaler mod henholdsvis Sverige og Serbien.

Article image

Der var dækket op til stor fest i både Sevilla og Lissabon, da Spanien og Portugal skulle sikre sig VM-billetterne i to deciderede gruppefinaler mod henholdsvis Sverige og Serbien.


På et tændt Estadio de La Cartuja skabte de spanske tilhængere en fantastisk stemning på den nationale hjemmebane i Sevilla, selvom den dårlige banen ville få Kløvermarkens bulede plæner til at ligne en flad motorvej. Det satte sig også i spillet i starten af opgøret mod de gulklædte svenskere, hvor det flotte og polerede fodboldspil var blevet skiftet ud med mange dueller, hårde tacklinger og utallige spilstop.

Svenskerne havde ikke tabt i de seneste tre kampe mod Spanien, men da man dummet sig torsdag aften ved at tabe til Georgien, resulterede det i, at Spanierne bare skulle tage point i søndagens opgør i Sevilla, mens Sverige skulle frem og vinde.

Det ændrede dog ikke nævneværdigt på den forventede drejebog for opgøret. Spanierne var i boldkontrol, mens svenskerne stod i en solid defensiv og satsede på farlige på kontraangreb. Den taktik gav også pote for Janne Anderson og de svenske drenge, der havde de største chancer i første halvleg, og de skulle også have ført ved pausen, men nervøsitet og uskarphed var ofte kendetegnet for de gulklædte. Især Emil Forsberg og Alexander Isak var fremragende med flere gode forsøg.

Netop nervøsiteten blev kendetegnende i anden halvleg for begge mandskaber. Cesar Azpilicueta var blandt andet tæt på at servere VM-billetten for fødder af svenskerne, men Alexander Isak hamrede den store mulighed ud på tilskuerpladserne, beliggende bag både mål, sandgrav og løbebanen på Estadio de La Cartuja.

Spanierne var omvendt tamme, ideforladte og havde ikke den vanlige kvalitet i opspillet, hvorfor den første afslutning mod Robin Olsen først kom midt i anden halvleg. En lang ørkenvandring var dømt til at ende med en hæsblæsende afslutning, og inden de sidste 20 minutter gjorde både Luis Enrique og Janne Anderson klar til det endelige opgør. Noget overraskende var det de tre store kreative kræfter for Sverige Emil Forsberg, Alexander Isak og Dejan Kulusevski der blev udskiftet, netop som det svenske hold skulle frem og angriber for at tage førstepladsen i gruppen.


Og det kom til at koste, for selvom Zlatan Ibrahimovic blev skiftet ind, var Sverige sjældne gæster på Spaniens halvdel i den afgørende fase, og i stedet var det Dani Olmo som med et drøn af et spark tvang den tidligere FC København-målmand Robin Olsen ud i en pragtparade. Riposten endte for fødderne af Alvaro Morata, som lobbede den ind over en nedlagt keeper, hvilket blev det afgørende moment.

Svenskerne kom ikke tæt på en udligning, og dermed udnyttede Spanien svenskernes dårlige uge og tog VM-billetten uden om play-off. En play-off som svenskerne derimod skal ud i.

På den anden del af den iberiske halvø var Portugal også tvunget ud i en gruppefinale. Her ventede Serbien, men det var hjemmeholdet, der havde fordelen. Da de to lande havde matchet hinanden på point samt antal scorede mål og i det indbyrdes opgør, var tiebreaken inden opgøret færrest mål indkasseret. Her havde Portugal klaret det bedst med fire mod Serbiens otte. Derfor skulle Portugal blot klare uafgjort mod gæsterne, men værterne kom blæsende fra start. Allerede efter to minutter scorede det tidligere kæmpetalent Renato Sanches på et drømmehug fra kanten af feltet, men efter en halv time udlignede Dusan Tadic føringen.

Serberne skulle ud at jagte en sejr i anden halvleg for at tage gruppens førsteplads og den direkte billet til Qatar 2022, men portugiserne anført af Cristiano Ronaldo kontrollerede begivenhederne og først mod slutningen af kampen blev serberne farlige.

Men serberne skulle blot bruge en chance, og den kom i det 89. minut. Den indskiftede Aleksandar Mitrovic stod helt blank på den bageste stolpe efter et Dusan Tadic-indlæg, og den kyniske målræv headede bolden ned i jorden, hvorefter den hoppede over en chanceløs Rui Patricio. Mens Cristiano Ronaldo skældte ud på samtlige forsvarsspillerne, der blundede i situationen, blev Aleksandar Mitrovic overfaldet af sine landsmænd i en kæmpe bunke.

Scoringen betyder, at de lamslåede portugiske spillere og fans (sammen med Sverige) skal ud i det drabelige play-off-spil, hvor 12 nationer kæmper om tre pladser ved VM. Play-off-turneringen spilles i marts 2022.



Relaterede artikler

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik

ANNONCE