Bales agent: Tvivler på Real Madrid-fremtid
Jonathan Barnett er agent for Real Madrid-ejede Gareth Bale, og ifølge ham er det usandsynligt, at waliseren fortsætter i kongeklubben i den kommende sæson.
Tre kampe har Gareth Bale tilbage med Tottenham før lejeaftalen udløber, og han igen skal tørne ud for ”Los Blancos ” i Madrid. Spørger man dog Bales agent Jonathan Barnett, er der ikke meget, som tyder på, at hans klient er at finde på Santiago Bernabeu i næste sæson. I hvert fald ikke iført en Real Madrid-trøje.
- Det er en sag mellem tre parter. Os, Real Madrid og Tottenham. Vi har vores synspunkter, og dem fortæller vi. En fremtid i Real Madrid for Bale? Det tvivler jeg meget på, men hvis de vil sætte ham på bænken, så er det også fint, udtaler Jonathan Barnett til London Evening Standard.
Selvom de seneste meldinger har gået på, at Gareth Bale sandsynligvis vil optræde for Real Madrid igen i den kommende sæson, så virker waliserens agent noget lunken omkring det. Mon ikke også Bale atter er interesseret i at komme væk fra Real Madrid, idet han og cheftræner Zinedine Zidanes forhold fortsat er anstrengt.
Gareth Bale har haft god succes med sit lejeophold hos Tottenham, især på det seneste, hvor han blandt andet scorede et hattrick mod Sheffield United. Sammenlagt er det blevet til ni mål i 17 Premier League-optrædener for Gareth Bale.