Barca lurer på midtbane-dynamo fra Premier League
Barcelona er angiveligt interesserede i at bringe Leicesters formstærke midtbanemotor Wilfred Ndidi til Camp Nou.
Ifølge det spanske medie El Gol Digital er Wilfred Ndidi kommet på radaren hos de spanske giganter fra FC Barcelona. Barcelona har i lang tid haft et godt øje til den tidligere Leicester-spiller nuværende Chelsea-stjerne Ngolo Kante, men den catalanske storklub vurderer, at de ikke er i stand til at lokke Kante væk fra London. Derfor har de kastet deres kærlighed på den spiller, som tog over for Kante i Leicester, og som sidenhen har gjort et godt indtryk på midtbanen hos The Foxes.
Ndidi kom til Leicester fra Genk i januar 2017, og siden har han altså udviklet sig til en enorm profil for klubben. Hvis man tager Ndidis indflydelse for Leicester, som spiller med om Champions League-pladserne, i betragtning. Så er det ikke overraskende, at flere storklubber nu banker på døren for at erhverve sig den dygtige og hårdtslidende midtbanemand. Barcelonas interesse giver ydermere god mening, eftersom Sergio Busquets efterhånden er kommet op i alderen.
Barcelona er også blevet sat i forbindelse med Adrien Rabiot fra Juventus, og Georginio Wijnaldum er kontraktfri hos Liverpool til sommer. Derfor kommer der til at være flere spillere på blokken hos Barcelona til sommer. Wilfred Ndidi kommer heller ikke til at forlade Leicester gratis, da klubben næppe lader en så stor profil gå billigt. Det kan derfor blive en forhindring for Barcelona, som kæmper med økonomien. Derfor spekuleres der også i, at den spanske storklub overvejer at vente til næste sommer med at rykke på den dygtige nigerianer.