Stort Manchester City-slag: De Bruyne ude i 4-6 uger
Det hårde kampprogram kan nu også mærkes hos den belgiske profil.
Kevin de Bruyne er ude de næste fire til seks uger. Det bekræfter Pep Guardiola ifølge BBC. Belgieren skulle have pådraget sig skaden i onsdagens 2-0-sejr mod Aston Villa, og det er en fiberskade, som der har været så mange af i denne sæson.
Det er potentielt ti kampe, som belgieren vil misse, og heriblandt er topopgør mod Liverpool og Tottenham samt det første Champions League-opgør mod Borussia Mönchengladbach d. 24. februar.
Ifølge Pep Guardiola er skaden et resultat af det hårde kampprogram, og den spanske manager synes, der er for mange kampe.
- At kræve at spillerne er spilleklar i 11 måneder, med kampe hver tredje dag, er umulig. Med denne mængde af kampe siger kroppen på et tidspunkt; nu er det nok, siger Pep Guardiola.
I FA Cuppen er det tilladt at lave fem udskiftninger, så det er muligt at belaste færre spillere. Sådan burde det også være i andre turneringer ifølge Guardiola.
- Når vi vil have fem udskiftninger, er det fordi, der er en grund til det. Hvorfor kan vi gøre det i FA Cuppen, men ikke i andre turneringer? Jeg siger det ikke kun, fordi det er sket med Kevin (de Bruyne, red.). Men der er for mange kampe og i sidste ende, er det spillerne, der betaler for det, siger han med henvisning til de mange skader.