Lyngby forlænger med klubmand
Lasse Fosgaard og Lyngby er blevet enige om en kontraktforlængelse på et år.
Papir og blæk har der været gang i, i Kongens Lyngby siden overlevelsen i Superligaen blev sikret. Christian 'Greko' Jakobsen er købt i Sønderjyske, Thomas Mikkelsen i målet har forlænget sin aftale og nu er næste mand i rækken meldt ud.
33-årige Lasse Fosgaard fortsætter i Lyngby og det bliver klubmandens niende sæson i klubben.
- Jeg kan jo næsten kun sige det samme, som jeg sagde sidste år. Det har endnu engang været en vild sæson, hvor vi heldigvis endte med at overleve i Superligaen og opnå vores målsætning. Det har været en vild rejse på mange måder, og jeg er glad for at kunne fortsætte, fortæller Lasse Fosgaard til Lyngbys hjemmeside.