Real-profil inden returkamp: Vi har en fordel
Manchester City og Real Madrid mødes på fredag i returopgøret af deres Champions League-ottendels-finale.
Første opgør mellem Real Madrid og Manchester City endte med et 1-2-nederlag til Real Madrid på Bernabeu, hvilket stiller Manchester City i en ganske god position ift. at gå videre i turneringen. Modsat den første kamp så kommer de to hold til at spille for tomme tribuner, og det mener Real Madrids brasilianske-midtbanespiller Casemiro, er en fordel for ”Los Blancos”.
- Uden fans bliver det en anden kamp. Det vil blive en god kamp og vanskelig for begge hold, men vi er Real Madrid, og vi ved, at vi har en god chance for at gå videre, lød det fra Casemiro til Esporte Interactivo.
- De har ikke deres fans på tribunerne, og det kan blive en fordel for os. Men spillerne er de samme, manageren er den samme, så vi ved, det stadig bliver en svær kamp, da de er et godt hold.
Som nævnt så vandt Manchester City det første opgør med 2-1, hvor Real Madrid ellers bragte sig i front, men i slutningen af opgøret kunne først Gabriel Jesus udligne til 1-1, hvorefter Kevin De Bruyne kunne sikre englænderne sejren med en straffesparksscoring. Real Madrid-holdet kommer til kampen til at undvære deres anfører Sergio Ramos, der modtog et rødt kort i det første opgør.
Kampen bliver spillet på fredag d. 7. august på Etihad med kampstart fra klokken 21. Vinderen af det samlede opgør skal i kvartfinalen op imod vinderen af opgøret mellem Juventus og Lyon.