Real Betis har ny træner klar – hvis de overlever
Det bliver chilenske Manuel Pellegrini, der skal overtage det varme trænersæde i den andalusiske klub, såfremt klubben overlever La Liga-sæsonen. Kontrakten gælder til sommeren 2022.
Hvis Real Betis overlever endnu en sæson i La Liga, har de en ny træner klar i kulissen. Det bliver chilenske Manuel Pellegrini, som skal forsøge at løfte den tunge arv i den spanske klub Real Betis. Det blev annonceret mandag af den spanske avis ”ABC.”
Real Betis fyrede i forrige måned den daværende træner Rubi, som i de tre første kampe efter coronapausen kun fik skrabet et point til sig. Det satte pres under den andalusiske klub, der er blevet hevet med i nedrykningsgyseren i La Liga.
Siden er den 53-årige Alexis Trujillo kommet ind og har overtaget trænerrollen for resten af sæsonen, men med fire runder tilbage er klubben stadig ikke matematisk sikret en ny sæson i Spaniens bedste række.
”ABC” skriver, at der efter tre ugers forhandlinger er kommet en aftale på plads mellem klubben og den chilenske træner, der senest var træner i kinesiske Hebei Fortune. Aftalen gælder til sommeren 2022 med mulighed for yderligere et år.
Foruden et kinesisk eventyr har den 66-årige manager været forbi både Villarreal, Malaga og Real Madrid i den spanske liga, mens han også står bag et af Manchester Citys engelske mesterskaber.
Real Betis har 38 point for sæsonen og ni point ned til Mallorca på den forkerte side af nedrykningsstregen. ”Los Verdiblancos” mangler Osasuna, Atlético Madrid, Alaves og Valladolid i sæsonens sidste fire kampe.