Bayern München undskylder til Manchester City
Bayern München var tilsyneladende for ivrige efter at præsentere Leroy Sané som ny spiller i den sydtyske storklub.
Rygterne har længe sendt Leroy Sané til Bayern München. Nu er det dog officielt, at den sydtyske storklub får glæde af den 24-årige tysker, som dermed har sat en stopper for sin Manchester City-karriere og for sin sæson.
Handlen var dog endnu ikke bekræftet, da en række billeder af Sané dukkede op på internettet. En del af billederne viste Sané til det obligatoriske lægetjek, mens den nu forhenværende Manchester City-venstrekant tilmed var iført en Bayern München-trøje på nogle af billederne.
Den forhastede afsløring af Leroy Sané i hans nye omgivelser har ifølge Manchester Evening News fået Bayern Müncen til at gribe telefonen og ringe til Manchester og sige undskyld. Den engelske avis meddeler i forlængelse heraf, at Manchester City har accepteret undskyldningen.
Bayern München var også tvunget til at undskylde til Manchester City sidste sommer, da den daværende Bayern-træner Niko Kovac offentliggjorde, at han var sikker på, at Leroy Sané dengang var på vej til den sydtyske storklub.
Denne sæson udviklede sig til et skadeshelvede for Sané, som kun nåede at spille en enkelt Premier League-kamp, inden skiftet til Bayern München blev realiseret. Denne ene kamp var opgøret mod Burnley, hvor Bayern Münchens nye spiller blev indskiftet og fik 11 minutter på banen.