Tilbagevendte Delaney: Frustrerende at være udenfor
Danskeren vil overhale Bayern München, når de skal i gang med at spille – uden tilskuere…
- Jeg er jo ikke i Dortmund for at nyde bylivet og hygge mig – og slet ikke for at sidde på tribunen. Fodboldlivet er kun rigtig sjovt, når man er på banen og spiller mange kampe. Det har da været mentalt hårdt og frustrerende at være udenfor.
Sådan siger Thomas Delaney i dagens udgave af Politiken efter han blot har spillet seks Bundesliga-kampe i denne sæson, hvilket skyldes skader, hård konkurrence og corona-virussen. Nu skal Dortmund i gang igen i Bundesligaen, men uden tilskuere… men Delaney glæder sig:
- Det har været slemt med den uvished, jeg har oplevet, først i forbindelse med skaderne og derefter, da coronaen kom. Hvornår ville jeg blive kampklar igen, hvornår starter Bundesligaen igen? Et ledbånd i højre ankel var revet over. Jeg holdt den nødvendige pause. Da jeg var startet med at træne igen i januar, skete der noget med venstre knæ.
- Nu skal jeg kæmpe mig tilbage på holdet og være med til at forsøge at overhale Bayern München og vinde Bundesligaen. Vi er ude af de andre turneringer, og det er det sidste store sæsonmål for klubben. Jeg tror på, at vi har pæne chancer i titelstriden, hvor kampene vil komme tættere end sædvanligt. Det bliver selvfølgelig noget andet med kampe uden tilskuere, når man er vant til hjemmekampe med 81.000 på tribunerne. Men det er bedre at afvikle turneringen sådan i stedet for at aflyse det hele…