Fodbold nyheder

Tidligere FIFA-præsident byder på USA som erstatningsvært for VM 2022

Af Christian Bang Jensen

Om seks år er USA, sammen med Mexico og Canada, værter for VM 2026, men spørger man den tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter, kan USA allerede få værtsskabet for VM i 2022.

Article image
Ritzau-Scanpix

Siden 2009 har hele verden på godt og ondt set frem mod et skandaleramt VM 2022, der efter planen skal afholdes i Qatar fra november med finale afviklet den 18. december.

Det amerikanske justitsministerium udsendte dog i sidste uge en anklage, hvor de beskylder Rusland og Qatar for at have bestukket sig til VM-værtskaberne i henholdsvis 2018 og 2022. Denne anklage åbner på ny muligheden for, at FIFA kan fratage Qatar deres værtskab, selvom det vil skabe et logistisk og økonomisk mareridt for såvel FIFA, Qatar og en mulig ny vært.

Men den tidligere FIFA-præsident og korruptionsbeskyldte Sepp Blatter har overfor det tyske dagblad Bild kommet med forslag til en mulig værtsafløser, og her peger schweizeren blandt andet på værterne i 2026; USA.

- Tyskland kunne gøre det. Men dette ville betyde, at VM spilles i Europa to gange i træk. Europa ville derfor ikke være førstevalget (for FIFA). USA kunne gøre det i stedet for i 2026. Det er ikke raketvidenskab at sige, at de vil kunne være i stand til at afholde det. Japan ville også kunne gøre det. De bød i forvejen på at være værter for VM i 2022.

Skulle USA blive udvalgt som værter for 2022, bliver det formentlig nødvendigt at udvælge nye værter for 2026, da det i øjeblikket er utænkeligt, at Mexico og Canada skulle kunne løfte opgaven alene. Fra 2026 bliver VM udvidet til 48 hold, hvilket sætter pres på mængden af godkendte stadioner i de to lande.

Sepp Blatter afsoner i øjeblikket et seksårigt forbud fra alle fodboldrelaterede aktiviteter på grund af de etiske overtrædelser i hans tid som FIFA-præsident. Den i dag 84-årige schweizer var præsident for FIFA, da beskyldningerne om korruption og FIFA-skandalen var på sit højeste. Det var også Blatter der i december 2009 kunne trække først Rusland og dernæst Qatar ud af kuverterne, der gemte på de udvalgte værter for VM i 2018 og 2022.

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik