Corona – hvordan kommer fodbolden videre?
Indkast.dk har fundet fem løsninger, men altafgørende er en EM-flytning, hvilket vil skabe nye problemer blandt andet med FIFA og mange andre økonomiske interesser…
Taget den nuværende krise i hele Verden i betragtning, og at det først er nu – mindst fire måneder efter udbruddet – at der begynder at komme forholdsvis normale tilstande i epicenteret i kinesiske Wuhan, så virker det meget realistisk, at fodbolden i Europa har lange udsigter, før der igen er normale tilstande.
Går man bare to måneder frem fra nu, så vil man nærme sig en normal sæsonafslutning for langt de fleste nationale turneringer i Europa. Derfor kan det være ualmindelig svært at gætte på en løsning på dette problem. Altså hvordan kan man – lige pludselig – afvikle de ca. ti spillerunder, som der mangler i de europæiske turneringer efter et tidspunkt, hvor der normalt har været sæsonafslutning. Ikke mindst fordi der en måned herefter skal afvikles en EM-slutrunde i masser af europæiske byer, som for tiden er afskåret fra andre lande.
Det er altid svært at spå om fremtiden, men endnu sværere er det at gætte på fremtiden, når der ikke er nogen sammenligninger. Der er ingen forhistorie for corona-virusset i fodboldens verden, og vel næsten ikke i nyere almen verdenshistorie. Så hvordan kan man gætte på noget i forhold til fremtiden – udover at bruge sin sunde fornuft. Her kommer fem mulige løsninger, som Indkast.dk kunne se som en løsning for fodbolden i denne krisetid. Dog er nogle af dem langt mere sandsynlige end andre – mere om dette senere!
1. Fastfrys ligaerne – mestrene og nedrykkerne findes ud af deres nuværende position. Altså i England bliver Liverpool mester og nedrykning skulle være Bournemouth, Aston Villa og Norwich. Dette er sportsligt ikke en fair løsning og kan få store retslige og økonomiske efterspil.
2. Slet sæsonen 2019/20 – ingen mester eller nedrykker. Folk, der har udtalt sig om denne løsning, taler i den grad ud fra egne interesser, og derfor er denne løsning heller ikke helt korrekt. Det kunne være en let løsning, men ikke rimelig.
3. Udvid ligaen med oprykkerhold og tophold bliver kåret som mester. I England skulle Leeds og West Brom rykke op og Liverpool blive mester, mens FCM skulle være mester i Danmark og Vejle skulle rykke op i Superligaen, som skulle have 15 hold til næste sæson. Ingen smertefulde nedrykninger og en kopi af ligaen fra Chile. I oktober blev turneringen pausestillet efter protester imod landets regering. Universidad Catolica havde på daværende tidspunkt 13 points forspring og blev kåret som mester og de to tophold fra anden division rykkede op i den bedste række, hvor turneringen blev udvidet fra 16 til 18 hold. En løsning som vil gøre oprykkerholdene glade, men som vi give masser af problemer i den kommende sæson, hvor et større antal nedrykkere formentlig skulle findes. En fair løsning, som derfor nok ikke får store retslige efterspil.
4. Spil sæsonen færdig… når det er muligt. Flyt EM... må være helt afgørende for denne løsning. Hvis UEFA vælger at flytte EM til sommeren 2021, giver det mere tid til at gøre sæsonerne færdig. Alle kampe blive spillet, hvilket vil give en retfærdig afvikling, men er dette muligt, for hvornår kan der igen spilles fodbold i Europa?
5. Start sæsonen op i næste sæson med samme antal point. Nok den mest urealistiske, da den næsten efterlader flere spørgsmål end svar, men den har været nævnt, da den umiddelbart kunne være en god løsning. Kigger man længere end i denne løsning, dukker der mange problemer op i forhold til tv-aftaler, sponsorer, antallet af kampe i den næste sæson osv.
Så selvom der er flere løsningsmuligheder og nogle af dem måske kan overvejes, er der ikke én oplagt løsning på dette gigantiske problem, hvilket i den grad hænger sammen med, at man ikke kender udløbsdatoen på problemet.
Gjorde man det, kunne det være lettere at være fortaler for løsning nr. 4, hvor man spiller kampene færdig på et senere tidspunkt. Selvom vi ikke kender udløbsdatoen for, hvornår fodbolden igen har opnået en normal tilstand i Europa, er nr. 4 bare det mest korrekte - altså at spille kampene. Måske under en lidt anderledes og meget komprimeret version, men denne løsning vil være mest sportslig korrekt. Om den er mulig, handler i den grad om EM2020.
EM2020 kan blot rykkes et år, men dette er langt fra ligeså let, som det måske lyder, da FIFA til næste sommer har planlagt en stor VM-turnering for klubhold. Skal EM flyttes, kræver det gode overtalelsesevner af UEFA’s ledere overfor FIFA-præsidenten Gianni Infantino, som ikke er let at danse med.
En af bevæggrundene for, at UEFA skulle ønske at flytte EM2020, kunne være, at de nationale turneringer dermed kunne blive afviklet, men i den grad også UEFA’s egne turneringer – Champions League og Europa League. Både UEFA og FIFA kan dog være tunge at ”svinge rundt”, men det har politikerne også været i England.
Torsdag aften sagde den engelske premierminister, at weekendens Premier League-kampe skulle afvikles… endda med tilskuere. Kort tid efter meddelte Arsenal, at deres manager Mikel Arteta – ligesom Chelsea-spilleren Callum Hudson-Odoi blev kort tid efter – var testet positiv for corona. Lige herefter aflyste Premier League weekendens kampe, hvilket meget overraskende ikke kom fra den engelske premierminister…
Denne mangel på politisk ledelse fik voldsom kritik fra blandt andet Watford-manageren Nigel Pearson, der var alt andet end imponeret af det manglende lederskab i England, og det fulgte den tidligere engelske landsholdsspiller Wayne Rooney op på ved at sige:
- Efter hastemødet i fredags blev den rigtige beslutning truffet. Indtil da føltes det, som om fodboldspillere i England blev behandlet som forsøgsdyr. Alle andre sportsgrene som tennis, formel 1, rugby, golf og fodbold i andre lande blev lukket ned, men vi fik bare ordrer om at fortsætte spillet. I Derby sad vi til træning i torsdags og ventede på premierministerens tale. Folk var bekymrede. Heldigvis traf fodbolden den rigtige beslutning til sidst. Vi er nødt til at sætte sæsonen på pause. Nogle vil ikke være glade for beslutningen, men jeg mener, at fodbolden er nødt til at komme i anden række. Det er bare en sportsgren.
England er jo et dybt konservativt land, hvilket regeringen viste i denne sag. De ønskede Premier League-kampene skulle spilles i weekenden, hvor der også blev afviklet den store badminton-turnering All England og flere store hesteløb – alt sammen med masser af tilskuere. Samtidigt med dette lukkede flere andre europæiske lande deres grænser, så den engelske regering har været meget langsomme – ligesom man kan frygte, at UEFA – og måske også FIFA - kan blive.
Selvom der kun har været aflyst en enkelt spillerunde i Premier League, så skal der komme klare udmeldinger fra UEFA i særdeles i forhold til EM-slutrunden. Netop folkefesten EM kan man vel ikke forestille sig uden tilskuere – ligesom det kan være svært at forestille sig en historisk stor fodboldfest starte om mindre end tre måneder i flere forskellige lande med store folkevandringer til følge. Det er vel ikke muligt?
Lige nu er der mange steder ytringer om, at fodbold ikke er det vigtigste i livet, men at det er selve livet. Oven i det er der store økonomiske interesser i fodboldens verden. Men at der igen skal spilles fodbold den 4. april, som er den nuværende startdato i flere lande, er et meget urealistisk tidspunkt for, hvornår fodbolden vender tilbage… desværre!