Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Europa: Europa League
FT
5 - 0
(3 - 0)
Manchester U
Club Brugge
B. Fernandes (27), O. Ighalo (34), S. McTominay (41), Fred (82), Fred (90)
S. Deli (23)
StillingReferat
Frederik T. Sørensen

Manchester United overvandt selvsikkert Club Brügge

United vandt på selvsikker vis, og Bruno Fernandes modtog stående ovationer.
Manchester United tog i aftenens kamp imod belgiske Club Brügge, der noget overraskende formåede at spille 1-1 hjemme på Jan Breydel Stadium. Aftenens opgør var med andre ord fuldstændig åbent fra kampens begyndelse.

United stillede til kampen op i en 4-2-3-1-opstilling, hvor nyerhvervelsen Odion Ighalo var med fra start. Club Brügges opstilling symboliserede, at de stadig var med i kampen om videre avancement, da de stillede op i en offensiv 4-3-3-formation.

Opgøret startede med høj intensitet, hvor både Juan Mata og Bruno Fernandes testede den tidligere Liverpool-målmand Simon Mignolet fra distancen, mens centerforsvareren Harry Maguire ad flere omgange gik med frem og skabte ravage i belgiernes felt.

Efter lidt over 20 minutters spil var en bizar situation årsag til, at Club Brügge måtte spille resten af kampen med ti mand.

Unge Daniel James forsøgte med et skud fra distancen at udplacere Simon Mignolet i målet, der unægteligt så ud til at have styr på afslutningen. Mellem bolden og Mignolet stod Brügge-forsvareren Simon Deli, der bevidst brugte sin arm til at afværge James’ skud. Dommer Gozubuyuk fløjtede resolut for straffespark og gav Deli et rødt kort.

Umiddelbart efter ville dommeren dog være sikker på, at han havde truffet den rigtige beslutning i forhold til udvisningen, men efter et kort gennemtjek ved skærmen på sidelinjen, fik det røde kort lov til at stå. Bruno Fernandes kunne derefter let gøre det til 1-0 til United fra pletten.

Små ti minutter efter var United på spil igen, da selv samme Fernandes fandt Juan Mata i feltet med en maskeret aflevering og i stedet for at afslutte, sendte spanieren i stedet bolden på tværs til en fri Odion Ighalo, der let kunne prikke sin første scoring som Manchester United-spiller i kassen.

Ighalo var tæt på igen kort tid efter, da han modtog bolden i feltet og vendte flot, men denne gang var Mignolet på pletten og parerede flot.

Kort før pausen blev det også 3-0 til Manchester United, da Scott McTominay kunne sende bolden mål med et flot langskud, der efterlod Mignolet chanceløs på stregen. Dermed var kampen så godt som afgjort, da Gozubuyuk fløjtede til pause få minutter efter skottens scoring.

United havde fået dét, de var kommet efter

Ole Gunnar Solskjær erstattede fra 2. halvlegs start Daniel James med marginalspilleren Tahith Chong, da kampen mere eller mindre allerede var afgjort.

United fik i store dele af 2. halvleg tiden til at forsøge at finde hullerne i Brügge-forsvaret og sad næsten på hele boldbesiddelsen, da Brügge-mandskabet havde nok at gøre med at forsvare, efter at være blevet decimeret til ti mand før pausen.
Omvendt virkede Manchester-klubben også til at være tilfredse med dét, der allerede stod på måltavlen og forsøgte ikke at forcere noget, men ventede på, at den rette mulighed bød sig.

Da Bruno Fernandes i 65. minut forlod banen til fordel for Jesse Lingard, var det til stående ovationer fra United-tilhængerne der anerkendte, at deres nye talisman igen havde præsteret i den røde trøje.

I den sidste periode af kampen døde tempoet en smule, da United mageligt kørte bolden rundt i egne rækker, og Brügge-spillerne virkede trætte af at jagte bolden.

I det 82. spilminut blev det også 4-0 til United, da indskiftede Lingard fra venstre fandt Fred med en cut back-aflevering på kanten af det lille felt. Brasilianeren kunne let dirigere bolden i mål efter en velplaceret afslutning.

De ellers tilfredse tilskuere på Old Trafford fik også en scoring at gå hjem på, da Fred i overtiden scorede sit andet mål i kampen. Målet lignede tilnærmelsesvis den første, men denne gang var det en anden indskifter, Tahith Chong, der assisterede midtbanespilleren. Brasilianeren modtog i denne situation bolden på kanten af feltet, og gjorde det med et velplaceret langskud til slutresultatet 5-0 til Manchester United, der på selvsikker vis går videre til næste runde i Europa League.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER