Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Europa: Champions League
FT
1 - 2
(0 - 0)
Real Madrid
Manchester C
Isco (60), S. Ramos (86)
G. Jesus (78), K. De Bruyne (83)
Frederik T. Sørensen

De Bruyne blev helten på Bernabéu

Det lignede efter 1. halvleg, at det skulle blive en tam uafgjort, men denne topkamp skulle få en intens afslutning og et overraskende udfald.
Det var to verdensklassemandskaber, der under aftenens kamp på Santiago Bernabéu skulle krydse klinger mod hinanden. Real Madrid fik besøg af de engelske mestre fra Manchester City, og de to hold havde, ud fra opstillingerne, et ønske om at kreere chancer, da de begge stillede op i en offensiv 4-3-3-opstilling.

City startede lovende og havde allerede efter et minuts spil en fin chance, men Bernardo Silvas skud blev blokeret af Dani Carvajal. Herefter tog hjemmeholdet dog patent på boldbesiddelsen, men formåede ikke at skabe det store. Efter 22 minutters spil fik udeholdets Gabriel Jesus en fin mulighed for at bringe City i front, men Courtois stod det rigtige sted, og neutraliserede dermed brasilianerens forarbejde og chance.

Efter en halv time fik landsmanden Vinicius Junior en endnu større mulighed, men evnede ikke at prikke bolden i kassen, efter at Karim Benzemas hovedstød var blevet reddet på stregen. De to mandskaber måtte derfor gå til pause med samme udgangspunkt som ved kick-off.


2. halvlegs nøgleord var nedsmeltning og De Bruyne

Efter knap en times spil åbnede kampen sig dog op. Efter en fejl i City-opspillet kunne Vinicius Junior opsnappe bolden og efterfølgende spille Isco helt fri foran mål. Den spanske midtbanespiller skuffede ikke og lagde sikkert bolden i nettet bag Ederson.

Med scoringen fik intensiteten i kampen en anden dimension, og begge hold skiftedes til at forsøge sig med offensive gennembrud. Her var madrilenerne tættest på, men City formåede akkurat at stå imod presset. Efter 77 minutter kom Manchester City, næsten ud af ingenting, også på tavlen.

Kevin De Bruyne modtog bolden på Reals tredjedel af banen, tog et par driblinger rundt om sig selv og sendte bolden ind til Gabriel Jesus, der dukkede op bag Sergio Ramos og pandede bolden i mål. Scoringen blev hurtigt set igennem af VAR, da der var mistanke om et skub i ryggen mod Ramos fra Jesus, men dommeren anerkendte hurtigt scoringen trods protester fra madrilenerne.

Få minutter senere var den gal igen i Real-forsvaret. Efter et par skarpe driblinger af Raheem Sterling på venstrekanten blev Dani Carvajal sat, og så hægtede han utilsigtet englænderen inde i feltet. Kevin De Bruyne tog ansvaret og omsatte sikkert, og så lignede det pludseligt, at Zinedine Zidane for første gang ville tabe en playoff-kamp i Champions League.

Efter det fornemme comeback af Manchester-klubben begyndte Real Madrid-tilhængerne så småt at udvandre fra Bernabéu. De tilbageværende tilskuere kunne med fem minutter igen se Sergio Ramos trække en udvisning, da han hægtede målscoreren Jesus lige uden for feltet, efter at brasilianeren var i frit løb mod Courtois og målet. Dermed lignede det en nedsmeltning fra hjemmeholdet, der de sidste minutter ikke havde kræfterne eller mandtallet til at true City, som let kunne kvæle kampen.

Dermed trak Pep Guardiola og hans City-hold det længste strå i denne profilerede kamp i det spanske. De står nu med de bedste kort på hånden, i deres håb om at avancere til dette års kvartfinaler efter et 2-1-resultat på en svær udebane.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER