Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Europa: Champions League
FT
1 - 0
(1 - 0)
Lyon
Juventus
L. Tousart (31)
Thomas Ræbild Poulsen

Stærk defensiv sikrede Lyon sejren over Juventus

Lyon forsvarede sig flot mod Juventus, og det var stærkt medvirkende til, at hjemmeholdet slog de italienske mestre 1-0. Kampens enlige mål blev scoret af Lucas Tousart.
Selvom Lyon til dagens opgør mod Juventus stillede med tre mand i bagkæden, så var det uden Joachim Andersen, der måtte starte på bænken. Herfra kunne danskeren se sine holdkammerater byde udeholdet op til dans.

Det var dog Juventus, som startede kampen bedst, og her førte brandvarme Cristiano Ronaldo an. Han legede ude på venstrekanten og sendte et lumsk indlæg mod fjerneste stolpe, der lige var ved at snyde Anthony Lopes i målet.

Italienerne fortsatte med at trykke på for en stund, men som halvlegen skred frem, begyndte franskmændene at komme bedre med. Et hjørnespark endte i pandebrasken på Karl Toko Ekambi, hans hovedstød ramte overliggeren, og det gav en advarsel til Juventus-defensiven.

Det begyndte mere og mere at lugte af en scoring til Rudi Garcias tropper, og efter lidt over en halv time var scoringen til hjemmeholdet også en realitet. Et hurtigt indkast i venstre side af banen snød udeholdet, og så satte Houssem Aouar tempo. Efter et kort drev i venstre side af banen, serverede franskmanden et indlæg Lucas Tousarts fødder, der let kunne putte bolden i kassen. En bitter scoring at sluge for italienerne, der måtte undvære Matthijs de Ligt i situationen, da han var ved at blive lappet sammen på sidelinjen.

Første halvleg fortsatte med Lyon dominans, mens Juventus blev pakket godt ned af franskmændene, der havde godt styr på begivenhederne. Den eneste spiller fra udeholdet, som kunne være sin indsats bekendt i første halvleg, var Cristiano Ronaldo.

Lyon under belejring

Maurizio Sarris mandskab kom bedre ud til anden halvleg, og det lod til at være en naturlig følge af, at hjemmeholdet stillede sig længere tilbage på banen, men de kom stadigvæk ikke frem til de helt store chancer af denne grund. Der gik over 25 minutter af anden halvleg, før det rigtigt brændte på foran Anthony Lopes mål, men Paulo Dybala sparkede bolden forbi efter et flot indlæg fra Alex Sandro.

Med ti minutter tilbage af kampen blev Joachim Andersen skiftet ind, og han skulle være med til at parere Juventus angreb, som havde belejret franskmændenes banehalvdel.

Med fem minutter tilbage var det også lige ved at gå galt for Joachim Andersen og hans holdkammerater. Først misbrugte Gonzalo Higuain en stor mulighed fra tæt hold, dernæst smækkede Paulo Dybala bolden i netmaskerne, men argentineren var offside i situationen.

Tættere kom Juventus ikke på udligningen, og derfor kunne Lyon gå fra banen som sejrherrer efter en flot defensiv præstation.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER