Spanske medier: Ernesto Valverde er fyret i FC Barcelona
Ifølge Mundo Deportivo, ESPN og Catalunya Radio er Ernesto Valverde blevet fyret i FC Barcelona.
På træningsanlægget Ciutat Esportiva Joan Gampe i Barcelona forstaden Sant Joan Despí mødte Ernesto Valverde ind mandag morgen til FC Barcelonas formiddagstræning. Det gjorde han to timer før træningen begyndte, selvom rygterne om trænerens fremtid har svirret i den spanske presse siden FC Barcelona tabte 2-3 til Atlético Madrid i den spanske Super Cup-semifinale i torsdags.
Valverde tog dog formiddagstræningen som normalt, men rapporter i det spanske antyder, at der var planlagt et møde med præsident, Josep Maria Bartomeu, efter træningen. Præsidenten var i hvert fald mødt op i Sant Joan Despí, og her skulle præsidenten havde overbragte Ernesto Valverde meddelelsen om, at han var blevet fyret.
Den spanske træner med fortid i blandt andet Athletic Bilbao og Valencia skulle efter mødet have pakket sine personlige ting, og da han forlod træningsanlægget i sin blå BMW, var det med et smil på læben og en vinkende hånd til de ventende journalister og deres kamera. Josep Maria Bartomeu fortsatte angiveligt videre til et planlagt bestyrelsesmøde på Camp Nou, hvor spanske medier mener at vide, at bestyrelsen har truffet den formelle beslutning om Ernesto Valverdes afskedelse, og den mulige afløser.
Efter nederlaget har FC Barcelonas sportslige ledelse ifølge AS holdt møde med ikonet Xavi, der skulle overtage trænersædet. Andre medier byder på, at Mauricio Pochettino og Ronald Koeman også skulle være blevet bragt op som mulige arvetagere for Ernesto Valverde.
På indkast.dk byder vi på, at trænere som Unai Emery og Quique Setién også kan være mulige kandidater til et trænersæde i den catalanske hovedstad. Unai Emery har siden sin fyring i Arsenal flere gange nævnt, at han ønsker at komme tilbage og træne i Spanien, hvor han tidligere har arbejdet i Almeria, Valencia og Sevilla. Quique Setién stod seneste i spidsen for Real Betis, hvor han blev opsagt i maj 2019 og siden ikke har haft et job, men han er erklæret cruyfista, og derfor passer han perfekt til den spillestil som Barca er kendt for.