Balotelli ligner ny mand i oprykker-klub
Rapporter fra Italien meddeler, at Mario Balotelli allerede i går aftes skulle have sat sin signatur på en aftale med Brescia.
Den italienske avis Gazzetta dello Sport hævder, at den transferfrie italienske angriber Mario Balotelli i går aftes underskrev en aftale med Serie A-oprykkerne fra Brescia. Grunden til, at der blev skrevet under lige op til midnat, var angiveligt for at sikre, at nyheden ikke kom med i lørdagens skrevne medier.
Efter sigende skriver Balotelli under på en et-årig aftale med Brescia. Aftalen forlænges dog automatisk med et år, hvis oprykkerne bliver i den bedste italienske række. Lønnen vil være omkring 10 mio. kroner om året. Den kan stige til det dobbelte. Det afhænger dog af de klausuler og bonusser, der befinder sig i aftalen.
Tidligere på ugen kunne Indkast meddele, at italieneren forhandlede med brasilianske Flamengo. Aftalen blev dog ikke til noget, da Balotelli hellere ville hjem til Italien og Brescia, som er hans hjemby.