Kapitel fra Exit Parken
Indkast.dk bringer her et uddrag fra bogen om Don Ø - det handler om "Den saudiarabiske prins", og et opkøb af Parken Sport & Entertainment.
I begyndelsen af 00'erne får Flemming Østergaard en fortrolig henvendelse fra en agent, der gerne vil gøre opmærksom på en libysk fodboldspiller, som måske kunne være interessant for FCK: Spilleren er angriber for mesterklubben Al-Ittihad i hovedstaden Tripoli, og han er også anfører på Libyens landshold. Agenten opgiver hans navn:
Al-Saadi Gaddafi.
Flemming Østergaard er ikke særlig velbevandret i libyske forhold, men efternavnet kan han omgående genkende – og agenten bekræfter mistanken: Fodboldspilleren er søn af oberst Muammar Gaddafi, den gale diktator, som har styret sit land med en brutal jernnæve siden et statskup i 1969. Ikke ligefrem en person, som FCK-formanden nærer nogen drøm om at involvere sig med, så han fejer agenten af banen.
I Libyen nyder Al-Saadi Gaddafi en berømmelse og beskyttelse, som næppe nogen anden på kloden: Fodboldkommentatorer må således kun nævne ham ved navn, når der transmitteres kampe. Alle andre omtales med deres rygnummer. Endnu værre: Obsternasige modstandere bliver ofte før og efter kampe udsat for overfald og indespærringer i det hæslige diktatur, som Gaddafi-kulten styrer.
I årene, der følger efter afslaget til agenten, kan Flemming Østergaard måbende iagttage Al-Saadi Gaddafis vej til professionel fodbold. Fra 2003 til 2007 spiller han i tre italienske Serie A-klubber – Perugia, Udinese og Sampdoria. Det er mildest talt en farce. Ved sin tiltræden i Perugia meddeler Al-Saadi Gaddafi, at han har hyret ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona som sin personlige træner.
Lige lidt hjælper det – for efter sin eneste kamp, en sen indskiftning, bliver han trukket til side og taget for doping. I Udinese får han ti minutter i årets sidste og ubetydelige kamp – og i Sampdoria kommer han aldrig på banen. Til gengæld rapporterer italienske aviser, at årsagen til, at Al-Saadi Gaddafi overhovedet er på kontrakt, er, at Italien gerne vil forbedre mulighederne for at handle på Libyens attraktive oliemarked. Formanden for Sampdoria er eksempelvis og 'tilfældigvis' også direktør for et stort italiensk olieselskab.
Det fortælles, at fodboldinteresserede libyere den dag i dag joker med, at Gaddafi-sønnen er den eneste professionelle fodboldspiller, der har betalt for at spille i Serie A – og italienske medier har kåret ham som den værste spiller nogensinde i ligaen. Lækkede amerikanske efterretninger fra Al-Saadis tid i Italien viser i øvrigt, at han var en virkelig bad boy – konstant involveret i narko, vilde fester og prostitution med både kvinder og mænd.
Godt, tænker Flemming Østergaard flere gange op igennem 00'erne, at den mand aldrig kom til F.C. København. Men Gaddafi-familien viser sig at være svær at slippe af med. Via den libyske statskasse køber oberst Gaddafi sig ind i den største italienske klub, Juventus, som han ender med at eje tæt ved syv procent af. Ejerne af to mindre Premier League-klubber – nemlig Crystal Palace og Burnley – har i britiske medier fortalt om konkrete henvendelser i 2004 og 2009.
I 2006 modtager Flemming Østergaard en fortrolig henvendelse fra en schweizisk advokat, der siger, at han repræsenterer en endog meget velhavende person, der ønsker at afgive et købstilbud. FCK-formanden vil vide, hvem det er, men får besked på, at han må komme til Schweiz for at høre nærmere. Henvendelsen lyder seriøs nok til, at han sender Henrik Nørkær, selskabets advokat, af sted – og den udsendte bliver præsenteret for et ambitiøst forslag, men ringer til København og siger, at han ikke kan få at vide, hvem køberen er.
Flemming Østergaard fortæller Nørkær, at forhandlingerne stopper nu og her, hvis han ikke kan få sat navn på personen. Den udsendte advokat går tilbage til schweizeren og ringer umiddelbart efter tilbage til København:
”Jeg ved det nu: Det er oberst Gaddafi, som står bag tilbuddet,” fortæller Nørkær.
”Okay,” svarer FCK-formanden, ”så kan du godt fortælle dem, at vi stopper her. Det har ingen interesse. Tag bare hjem igen.”
Bortset fra disse Gaddafi-episoder har FCK-formanden ingen særlige erfaringer med mellemøstlig eller nordafrikansk fodbold. Klubben driver en fodboldskole i Sydafrika og har også enkelte afrikanske spillere på kontrakt – mest berømt naturligvis Sibusiso Zuma, men også Elrio van Heerden, begge sydafrikanere, og Razak Pimpong fra Ghana – men ellers er kontakten til kontinentet lige syd for Europa minimalt.
Flemming Østergaard bemærker, at flere ekstremt velhavende forretningsfolk fra nye lande begynder at købe sig ind i europæiske klubber – mest berømt er russeren Roman Abramovitj, der overtager Chelsea i 2003.
Imod slutningen af 00'erne køber også arabiske rigmænd – altid fra de royale familier – i den grad også stort ind: Sheik Abdullah fra Qatar overtager Malaga i La Liga i Spanien, sheik Mansour fra De Forenede Arabiske Emirater køber Manchester City – og der er masser af forlydender om andre bud på europæiske klubber.
Med jævne mellemrum opsøges også Parken og F.C. København af nogle af disse rigmænds repræsentanter, men det er i reglen meget løse henvendelser, der ingen vegne fører. Lige indtil torsdag den 3. december 2009, da der tikker en bemærkelsesværdig mail ind til Lene Visti, som er Flemming Østergaards privatsekretær. I emnefeltet står der:
”Sætte op indledende møde om investering og køb af Parken Sport & Entertainment.”
Mailen ryger direkte videre til Flemming Østergaard, som læser den med interesse – for her i slutningen af 2009 er verden fortsat hårdt ramt af finanskrisen og recessionen, og derfor er der længere mellem mulige, pengestærke investorer end normalt. Mailen er en første businesshenvendelse – tydeligvis forfattet af en dansker, der er vant til at udtrykke sig på engelsk:
Jeg skriver til dig for at jeg ville gerne, sætte op og arrangere et indledende investering dialog med Hr. Flemming Østergaard, Bestyrelsesformand, PARKEN Sport & Entertainment A/S. For at diskutere en interesse og mulighederne for et køb af hele PARKEN Sport & Entertainment på vegne af en international investor gruppe, som jeg repræsenterer med blandt andre H.H. Prince Faisal Al-Saud, Saudi-Arabien, og H.H. Sheikh Hamid Bin Saif Al Sharqi samt nogle danske investorer.
Jeg er i København i næste uge til United Nations Klima konference i København og til møder med nogle banker/virksomheder. Ville høre, om der var mulighed for et personligt møde med Hr. Flemming Østergaard, eventuelt torsdag den 10. december 2009 eller fredag den 10. december 2009? Jeg er ret fleksibel disse to dage, da jeg har nogle åbninger i min kalender. Jeg ser frem til at høre fra dig snarest muligt.
Sincerely
Jan Larsen
Business Development Director – EMEA1
London, United Kingdom.
Flemming Østergaard studerer mailen. Bemærker, at den virksomhed, Jan Larsen arbejder for, er Nova Capital Partners, som har en fin New York-adresse på hjørnet af 42nd Street og Lexington Avenue tæt ved FN-bygningen. Et hurtigt opslag viser, at firmaet er ekspert i opkøb af virksomheder. Henvendelsen virker interessant, måske endda seriøs. Der aftales et møde mellem de to på Flemming Østergaards kontor torsdag den 10. december klokken ni om morgenen.
I Saudi-Arabien er der flere multimilliardærer, alle sammen kongelige, end i noget andet land i regionen – og med formuer på mellem 100 og 200 milliarder kroner hører de til klodens allerrigeste. Penge er med andre ord ikke noget problem, hvis man er royal. Der er grund til at tro, at der er alvor bag henvendelsen til FCK.
Få måneder inden henvendelsen til FCK har prins Faisal Al-Saud, som Jan Larsen siger, at han repræsenterer, i øvrigt vist sin store fodboldinteresse, da han er på Anfield Road for at se Liverpool pulverisere Hull City med 6-1 i Premier League. Prinsen sidder i æreslogen ved siden af George Gillett, den ene af Liverpools to amerikanske ejere – og i løbet af september og oktober 2009 mødes de to for at forhandle en stor aftale på plads.
Ifølge britiske medier drejer det sig blandt andet om oprettelse af eksklusive Liverpool-fodboldakademier i Saudi-Arabien og Nordafrika; om en stor aktiepost i det hold, som Gillett-gruppen har i det amerikanske NASCAR-racerløb; og om opkøb af op til halvdelen af den berømte fodboldklub. Prinsen fortæller begejstret om planerne til dagbladet Al-Riyadh efter mødet på Anfield Road, og han forklarer, at han har ”indgået adskillige aftaler med Liverpool efter at have besøgt klubben”. Over for den store britiske avis The Guardian taler han åbent om ønsket om at blive ejer af en Premier League-klub.
”Lige nu ser vi frem til at købe 50 procent af klubbens aktier. Aftalen vil snart blive færdiggjort. Hvis vi får aftalen endeligt på plads, vil det være fantastisk, fordi Liverpool er en af de bedste og mest berømte klubber i England og i hele verden,” fastslår prins Faisal Al-Saud.
I midten af oktober rejser Gillett selv til Saudi-Arabien for at tale videre med den stenrige prins, der fortsat koketterer med en egentlig overtagelse af den berømte klub via sit sportsinvesteringsselskab F6.
”Vi har øje for mange muligheder. Lad mig sige det på den måde, at vi ser på Europa, på Asien, på Nordamerika, på Sydamerika. Hvor kan vi tilføre værdi? Hvor kan vi bedst investere vores penge? Hvor kan vi bedst bidrage?”
Prins Faisal Al-Saud gentager efterfølgende flere gange over for medier i Saudi-Arabien og England, at han er i forhandlinger om at købe op til halvdelen af Liverpool. Anslået pris: et sted mellem to og fire milliarder kroner. Det er en seriøs mand, som tydeligvis indtager en vigtig position i Saudi-Arabien. Endnu et tegn på at det er en god idé at tage mødet med Jan Larsen, tænker Flemming Østergaard.
FCK, der tidligere på sæsonen er røget ud af kvalifikationen til slutspillet i Champions League, er stærkt spillende i Europa League, hvor holdet efter en svag start er begyndt at vinde. Få dage før mødet med Jan Larsen vinder FCK hjemme over rumænske CFR Cluj – og holdet kan med en sejr i den sidste, svære udekamp mod tjekkiske Sparta Prag nå videre til knockoutfasen. Det er med andre ord et attraktivt sportsligt hold, som potentielle investorer kigger på. Jan Larsen møder op på Flemming Østergaards kontor den 10. december 2009:
”Han lignede en typisk banker fra Wall Street med dyrt jakkesæt og slips og talte dansk som en, der har boet mange år i udlandet, men sommetider ledte han efter ordene.”
Mødet begynder om formiddagen, men trækker ud, så Flemming Østergaard får leveret frokost til dem. Efter de godt tre timer, samtalen varer, sidder formanden tilbage med dette indtryk:
”Larsen virkede underlig nervøs – især i begyndelsen af mødet på mit kontor. Han var ekstremt ivrig efter at gøre et godt førsteindtryk, herunder at understrege sin egen betydning for projektet – men som mødet skred frem, virkede han stadig mere engageret og, ja, overbevisende. Det, han sagde, lød reelt, tænkte jeg, da han var gået,” forklarer han.
Efter mødet sender Jan Larsen en optimistisk mail tilbage mandag den 14. december:
Mange tak for et rigtigt godt og givende møde om PARKEN Sport & Entertainment med dig, Flemming. Jeg fik et meget bedre indblik i, hvad I gør, og du tænker. Jeg vender som aftalt tilbage på onsdag med 'NDA'2, og hvilken dag og tidspunkt, der passer ind hos H.H. Prince Faisal Al-Saud og H.H. Sheikh Hamad Bin Saif Al Sharqi, ud fra de dage, som du havde tilgængelige […] Jeg ser frem til næste skridt og fortsat god dag.
Flemming Østergaard svarer venligt tilbage – og fortæller, at han netop er på vej til den afgørende europæiske kamp i Prag, og han understreger i en mail tirsdag den 15. december 2009, at også han ser frem til det videre forløb:
Ligeledes tak for sidst. Det var hyggeligt at lære dig at kende. Jeg er netop landet fra Liverpool/Manchester […] Hører fra dig vedrørende møde med H.H. Prince Faisal Al-Saud og H.H Sheikh Hamad Bin Saif Al Sharqi.
Om onsdagen kommer den aftalte fortrolighedsaftale, der betyder, at de to parter nu kan udveksle flere oplysninger mellem hinanden – og forhandlingerne, forklarer Jan Larsen i en mail, kan fortsætte som planlagt:
Vi har mulighed for at mødes med dig i dagene den 26-27-28 January 2010 i Danmark, da vi er på møder med Danfoss og SEB3. Vi er i London fra den 8 January til 12 January 2010, og vi ser på muligheder for at få det til at passe ind, at vi kan mødes med dig enten ved, at vi kommer til København eller at vi mødes i London […] Vi finder en dag og løsning på, at vi mødes […] God vind samt held og lykke med fodbolden i aften.
Flemming Østergaard svarer med det samme. Han kan ikke mødes nogle af de foreslåede dage, men giver en stribe andre bud:
Tak for din mail og dit 'held og lykke' for vort hold i aften. De af dig foreslåede datoer er uheldige for mig, idet jeg er på en kombineret ferie-/forretningsrejse til USA […] Jeg har mulighed for at træffe jer f.eks. den 8., 9., 10. eller 11. januar i New York, ligesom jeg kunne træffe jer i New York den 9. eller 10. februar. Jeg kan tilrettelægge min planlagte rejse til USA efter disse datoer […] Jeg læser NDA, når jeg er tilbage i Danmark i morgen og returnerer den underskre- vet med eventuelle kommentarer.
Samme aften triumferer FCK, da holdet på udebane vinder med 3-0 over Sparta Prag. Holdet er videre til 32.-delsfinalen i Europa League i februar. Jan Larsen returnerer få dage efter med nye datoer:
Jeg har fået accept af og bekræftet, at vi kan mødes med dig i København den 11 og 12 februar 2010 […] og da vi efterfølgende har møder med Danfoss i Sønderborg og flyver der til om investeringer i havneprojektet, ville vi også gerne i den forbindelse se Lalandia om dette kan lade sig gøre, da vi planlægger et besøg på Lego. Jeg fremsender en møde agenda.
Flemming Østergaard bekræfter, at han kan mødes de pågældende dage. Telefonisk forklarer Jan Larsen, at dagsordenen til februarmø- det bliver en anelse forsinket, fordi han er på vej til Jeddah i Saudi-Arabien. På årets sidste dag i 2009 skriver Larsen, at det hele næ- sten er på plads. Dagsorden for mødet fremsender han efter, at han ”i dag i aften” – altså nytårsaften – mødes med de to investorer:
H.H. Sheikh Al Sharqi kommer her til Jeddah […] og vi vil sammen med Prince Faisal Al-Saud færdiggøre agendaen, og vi arbejder på at udarbejde et 'Memorandum of Understanding'4 for de forskellige investeringer, vi vil byde på, og er interesseret i i Danmark, så det ligger hos dig på lørdag.
Jan Larsen og Flemming Østergaard taler sammen i telefon søndag den 3. januar 2010 – og nu begynder det at gå stærkt.
”Midt under vores telefonmøde kaster Jan Larsen pludselig et overraskende tilbud på bordet – nemlig at jeg, hvis prinsens opkøb af Liverpool kommer på plads, skal træde ind i den engelske klubs bestyrelse. På det tidspunkt forlyder det jo fra engelske medier, at den handel er meget tæt på at blive til virkelighed, så det er klart, at det frister mig. Larsen understreger, at det er ham, der har foreslået det til prinsen, som nu gav tilbuddet videre til mig. Jeg sagde, at jeg ville tænke over det, men at jeg efter al sandsynlighed ville takke ja.”
Efter samtalen bekræfter Flemming Østergaard flere aftaler i en mail – blandt andet detaljer om, hvordan aktierne konkret skal købes; at Nordea kan få at vide, at Parkens gæld vil blive indfriet; at der kan bygges en Arena ved Parken; at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling; at der nu indsættes en officiel advokat; og at han selv er villig til at indtræde i blandt andet Liverpools bestyrelse.
”I telefonen foreslår jeg endnu en gang, at køberne hurtigst muligt hyrer en dansk advokat, som kan varetage deres interesser, og et kommunikationsbureau til at forberede, hvordan det køb, der måtte komme, skal præsenteres. Jan Larsen beder mig tage indledende kontakt til dem, jeg anbefaler,” fortæller Flemming Østergaard.
Han foreslår fire forskellige advokatfirmaer til Larsen, som ender med at vælge Danders & More, der har mange advokater med stor er- faring i den type internationale handler. De skal briefes om opgaven og Larsen hyrer dem efterfølgende til at repræsentere køberne.
Jan Larsen og Flemming Østergaard aftaler nu at mødes i New York i stedet for i London, fordi den saudiarabiske prins og sheik er i USA. Det planlægges til fredag den 15. januar 2010 – og Larsen beder om flynummer, så ”vi kan bestille chauffør og bil til at afhente dig i lufthavnen”.
Flemming Østergaard, som er i Miami, rykker for de aftalte papirer, så han kan forberede sig på mødet. Jan Larsen beklager forsinkelsen, men skriver, at ”der er nogle ting, som vi mangler at få på plads i Investment Memorandum”, men at det vil blive fremsendt ”i morgen”– altså onsdag den 13. januar, to dage før New York-mødet. Dagen efter kommer det lovede imidlertid ikke – tværtimod:
Vi bliver nødt til at indstille vores møde i New York […] Vi er lige blevet færdige med mødet her i Jeddah med H.H. Prince Faisal Al- Saud og H.H. Sheikh Hamad Bin Saif Al Sharqi, og de har besluttet at udsætte rejsen […] De undskylder udsættelsen mange gange […] Der var for mange ting, de følte, som der endnu manglede.
Jan Larsen forklarer i mailen, at det mest er teknikaliteter, som ikke er på plads – og lover, at det færdige Investment Memorandum vil komme i løbet af en uge. Flemming Østergaard er ikke glad. I en mail skriver han tilbage, at han er ked af, at endnu et møde er blevet aflyst – især fordi han forstår, at der åbenbart kun er tale om tekniske detaljer. Han skruer bissen på:
Jan, jeg håber IKKE, du misforstår mig, men du bedes bekræfte, at der er tale om en seriøs interesse. Fortroligt forventer bl.a. hovedaktionær LD, bank, advokat m.v. at høre fra mig efter det nu aflyste og planlagte møde i New York.
Larsen svarer med det samme:
Ja, det er den tekniske del, som der var uenigheder om, men det kan jeg forklare dig senere i dag, og det er en seriøs interesse fra deres side …
Flemming Østergaard beder om at blive ringet op – og kort efter er Jan Larsen i telefonen.
”Jeg var oprigtigt meget vred – for min hustru og jeg var på ferie i Miami med et vennepar, som jeg allerede havde orienteret om, at jeg desværre måtte tage til New York et par dage. Min kone var ærligt talt ikke begejstret for, at jeg – der så sjældent holdt rigtig ferie – hele tiden afbrød den og brugte timevis på at besvare mails og tale i telefon. Da jeg fik Jan Larsen i røret, gjorde jeg det klart, at jeg ikke ville være til grin – og at hvis møder og den slags fremadrettet ikke ville blive opfyldt, var der ingen grund til at fortsætte forhandlingerne.”
Jan Larsen bedyrer, at alt fremover vil blive anderledes, og han undskylder mange gange på prinsens vegne. Han understreger, at de naturligvis vil betale for alle de udgifter, som Flemming Østergaard måtte have til flybillet til New York, hoteller og så videre.
”Jeg blev i tvivl om seriøsiteten og Larsens rolle – for ikke mindst hans opførsel begyndte at give mig grund til bekymring. Men igen: I løbet af telefonsamtalen virkede han igen overbevisende – og ikke mindst hans meget præcise gennemgang af, hvad der nu ville ske, gjorde, at jeg igen troede på projektet.”
Efter samtalen fremsender Jan Larsen en meget specifik gennemgang af, hvad der nu skal ske: Det aftalte Investment Memorandum vil blive fremsendt mandag den 17. januar 2010 – og det vil blandt andet indeholde tidspunkt for indgåelse af aftale, det konkrete købstilbud og gennemgang af købsdokumentet.
Larsen redegør præcist for, hvilke aktieposter der ønskes opkøbt – nemlig dem alle i forbindelse med en afnotering fra Fondsbørsen, så de nye saudiarabiske ejere alene vil eje Parken Sport & Entertainment. Han tilføjer til slut:
Endvidere ville jeg bekræfte, at Flemming Østergaard fortsat vil indgå som en meget central nøgle position i bestyrelse og i fremtiden direktion af den strategiske udvikling af Parken Sport & Entertainment A/S og den nye investeringsfonds aktiviteter i ind- og udland.
Flemming Østergaard forklarer i sit næste svar, at det er afgørende, at de danske børsregler og love overholdes, når et salg rykker tættere på. Han understreger således, at ”det er vigtigt for mig at pointere, at jeg 100 procent ønsker at følge de regler, der er gældende for tilbud på børsnoterede selskaber i Danmark”, og ”at så længe, der ikke foreligger et skriftligt tilbud til bestyrelsesformanden, men orienterende samtaler, kræver det ingen indkaldelse” af bestyrelsen. Formanden fastslår, at han straks, han modtager og har læst Investment Memorandum, vil ”informere dem om, at vi kan forvente et skriftligt tilbud”.
Jan Larsen erklærer sig indforstået. Han bekræfter endvidere, at prinsen og sheiken kommer til Danmark den 11. og 12. februar, hvor de skal mødes – og hvor Flemming Østergaard også er inviteret med til middag på restaurant Noma i København med saudiaraberne og Danfoss' øverste ledelse. Den direktør i Danfoss, som Larsen havde henvist til, bekræfter efterfølgende besøget og Larsens udlægning af sagen over for Flemming Østergaard. Det virker lovende. Torsdag den 21. januar kommer der for alvor skred i forhandlin- gerne – for Jan Larsen har gode nyheder i en ny mail:
Her kommer første draft af LOI5 til dig, Flemming […] Jeg har talt med Sheikh Bin Saif Al Sharqi, og vi skal bare tilpasse det og ikke gøre det mere besværligt end nødvendigt …
Flemming Østergaard svarer natten til fredag i en længere mail – og det er nu tydeligt, at en egentlig handel rykker endog rigtigt tæt på: Han takker for det tilsendte Letter of Intent – og opremser flere vigtige forhold:
Nova Capital bør få en dansk advokat, der kender reglerne for overtagelse af aktier i et børsnoteret selskab. På grund af en allerede planlagt kapitaltilførsel til Parken – som handler om at finde midler til at sænke den gæld, der er til Nordea, og som er en afgørende post i at få økonomien helt på plads igen – kan handlen først gennemføres efter den 10. marts 2010.
I forbindelse med kapitalforhøjelsen bliver der udarbejdet en due diligence – altså en detaljeret gennemgang af selskabet. Til sidst foreslår Flemming Østergaard i mailen til Jan Larsen, at de saudiarabiske købere bruger advokat Claus Abildstrøm, som kender alle danske regler til bunds, og som kan udarbejde et tilbud, som overholder alle regler. Til sidst konkluderer FCK-formanden:
Jeg modtager et bindende tilbud fra 'the F 16 fund'6, som jeg skal forelægge for Parkens bestyrelse (et tilbud, som jeg 100 % vil støtte). Bestyrelsen vil derefter anbefale overtagelsen, hvorefter der vil blive indkaldt til en generalforsamling i Parken.
I de følgende dage aftales en stribe detaljer i det, der stadig mere ligner en handel. Møder sættes op i København og holdes mellem advokatfirmaet Danders & More og Larsen, mellem direktør Jeppe Christiansen fra storaktionæren LD og Larsen og mellem Flemming Østergaard og Jan Larsen. Det er en af de danske advokater med allermest international erfaring, som Jan Larsen hyrer – Anders M. Hansen, partner i Danders & More, har i årevis beskæftiget sin med transaktioner på tværs af grænser. Han ved, at den type opgave, han nu står over for – et udenlandsk opkøb af en stor virksomhed – sommetider klares forbløffende hurtigt, mens det andre gange trækker ud.
”Da Jan Larsen kontakter mig, tjekker jeg, som jeg altid gør ved nye kunder, jeg ikke kender, op på, hvem han er: Det ser fint ud. På Nova Capitals hjemmeside kan jeg se, at firmaet præsenterer flere succesfulde transaktioner i stil med den, som Larsen foreslår – og jeg kan også se, at han ganske rigtigt er tilknyttet firmaet. Der står, at han er director, hvilket er en fin titel i et stort amerikansk firma – ikke i toppen, men pænt langt oppe. Der er med andre ord ingenting, der gør, at Flemming Østergaard, jeg eller andre bør være bekymrede. På overfladen ser alt fint ud,” forklarer Hansen i dag. Alt ser ud til at gå op i en spektakulær handel.
Forhandlingerne er nu så fremskredne, at Flemming Østergaard går i gang med at planlægge det besøg, som den saudiarabiske prins og sheik endelig vil komme på i midten af februar 2010. Han fremsender et officielt program for besøget i Billund hos Lalandia og i København i Parken.
Ud over de mange forretningsmøder vil det sportslige højdepunkt være 32.-delsfinalen i Europa League mellem FCK og franske Olympique de Marseille. En stribe danske notabiliteter vil deltage i middagen før kampen – blandt andre finansminister Claus Hjort Frederiksen, klima- og energiminister Lykke Friis, hofmarskal Ove Ullerup, en repræsentant fra kongefamilien og adskillige direktører fra erhvervslivet. Flemming Østergaard afslutter brevet, der er dateret den 5. februar 2010, med en melding, der viser, hvor tæt handlen vurderes at være på en afslutning:
Vi vil forberede et muligt pressemøde vedrørende købstilbuddet til aktionærerne i Parken Sport & Entertainment.
Tiden er nemlig nu så fremskreden, at der er behov for at få lagt en plan for, hvordan det forventede køb konkret skal gennemføres. Advokatfirmaet Danders & More er godt i gang med samarbejdet med Jan Larsen – og de sender nu et engagement letter – et dokument, der aftaler en opgave mellem en advokat og en klient – til Jan Larsen, som de efter helt normal procedure beder Nova Capital om at returnere. Aftalen bliver efter lidt tid returneret – men nu begynder Anders M. Hansen at blive en anelse utryg.
”Der var noget usædvanligt over Jan Larsen, tænkte jeg. Han brugte utroligt meget tid på at namedroppe om alle de forskellige kontakter, han havde gang i – i Danmark for eksempel Lego og Danfoss. Mange af møderne kom hele tiden til at handle om alt muligt andet, mens jeg ønskede at komme til sagen,” fortæller han.
De danske advokater går imidlertid i gang med at udarbejde alle de nødvendige dokumenter: Alt vedrørende regler for overtagelse af en dansk børsnoteret virksomhed; en præcis redegørelse for, hvem der ejer hvilke andele af Parken; i hvilken rækkefølge et køb skal foretages, først LD's aktier og videre; og de laver et udkast til en endelig købsaftale.
”Der begynder at komme nogle mislyde – for når jeg spørger Larsen om noget, så får jeg en nagende fornemmelse af, at det, han siger, minder om noget, han lige har googlet. Er det noget, han har fundet på, tænker jeg sommetider,” fortæller Anders M. Hansen.
Salgsforløbet fortsætter imidlertid, så der skal også styr på det kommunikationsmæssige. Flemming Østergaard har foreslået Jan Larsen, at han på vegne af de saudiarabiske købere hyrer Jess Myrthu til opgaven.
Han er en af landets mest erfarne kommunikationsrådgivere, som frem til tv-monopolets brud i slutningen af 1980'erne var politisk reporter på TV Avisen. I 1989 stiftede han sammen med to andre partnere kommunikationsfirmaet Jøp, Ove og Myrthu, som blev et af branchens stærkeste – især i rådgivning af virksomheder, når der er meget på spil. Firmaet har tidligere arbejdet sammen med Parken og FCK, så Jess Myrthu glæder sig, da Flemming Østergaard er i telefo- nen op til julen 2009:
”Flemming går normalt altid lige til sagen, så det undrer mig lidt, da han ikke vil ud med, hvad det præcist går ud på: 'Det er en stor opgave,' siger han hemmelighedsfuldt – og beder mig om at møde op på et advokatkontor, hvor advokaten vil indvie mig mere i sagen,” fortæller han.
Til mødet, som foregår tirsdag den 15. december 2009, fortsætter Flemming Østergaard og Anders M. Hansen med at tale i meget runde vendinger.
”Det er noget med en pengestærk mand, der vil investere i eller måske endda købe FCK. Jeg spørger mere ind til det: Hvem er det? Hvad skal jeg lægge i en 'stor investering', spørger jeg. Hvad handler det her egentlig om? Til sidste fisker advokaten en erklæring om fortrolighed frem, som jeg skal underskrive, før jeg kan få detaljerede svar. Det gør jeg selvfølgelig.”
Perspektivet er stort – for det drejer sig om, får Myrthu nu at vide, at en repræsentant for en pengestærk saudiarabisk prins, som agter at købe Parken og FCK, har rettet henvendelse. Myrthu kan ikke få at vide, hvem det præcist er, der er tale om.
”Jeg går hjem for at researche, hvem det mon kan være, men det er en håbløs opgave – for der er tusindvis af prinser og sheiker i Saudi-Arabien. Mange af dem er ovenikøbet sports- eller endda specifikt fodboldinteresserede.”
Allerede næste dag – onsdag den 16. december 2009 – er der igen møde på advokatkontoret Danders & More. Denne gang er Jan Larsen selv til stede – foruden Anders M. Hansen, Flemming Østergaard og Jess Myrthu, der nu møder hovedpersonen for første gang:
”Mit første indtryk er, at denne Jan Larsen er en underlig repræsentant for en rig saudisk sheik. Jeg har forestillet mig en businessperson, som er fremme i skoene, men i stedet oplever jeg manden som forsigtig, tilbageholdende, ja, ligefrem nervøs over, at jeg er der. Han understreger mange gange, hvor vigtigt det er, at absolut intet slipper ud. Den slags er jeg vant til, så det siger jeg bare o.k. til.”
Herefter går Jan Larsen i gang med at forklare projektet – igen i et afdæmpet tonefald.
”Han indleder med at fortælle, at der er 'meget, meget store penge' bag – som om han vil imponere mig. Jeg har været med til store fusionsforhandlinger tidligere, så store penge ryster mig ikke – jeg tager det derimod for givet, at der er tale om en person med mange penge, hvis han agter at købe FCK.
Larsen udtrykker også en næsegrus beundring for den saudiske prins. 'Vi må passe på. Vi skal behandle ham med stor respekt,' siger han flere gange.”
Jan Larsen understreger, at han forhandler på vegne af en investeringsbank i New York – og han uddeler sit visitkort fra den pågældende bank. Myrthu kender New York vældigt godt, genkender den fine adresse og Danders & More, der repræsenterer køberne.
Forhandlingerne går i gang. Jan Larsen medbringer en slags letter of intent – et første skridt under et opkøb, der skal dokumentere, at der er alvor bag. Flemming Østergaard beder om, at der kommer noget mere konkret på bordet, fortæller Myrthu.
”Jan Larsen siger, at han vil ringe til sin klient. Går ind i et andet mødelokale og kommer tilbage: 'Jeg har talt med ham,' siger han, men han er lige nu i Langtbortistan, forstår vi, så han kan ikke lige fremsende et mere konkret købstilbud. Anders M. Hansen beder om at få bekræftet fra en bank, at sheiken virkelig har de penge, som Larsen hævder. 'Bare rolig,' siger han, inden mødet er ved at slutte, 'det skal nok komme,' siger han.”
Flemming Østergaard ønsker på et tidspunkt at tale direkte med prinsens talsmand i Saudi-Arabien.
”Jeg var utålmodig og sagde til Larsen, at nu måtte jeg selv tale med talsmanden. Det sagde han uden tøven ja til. Jeg fik ham i røret – og han bekræftede, at alt var, som Larsen havde fremlagt det. 'Alt er o.k.,' sagde han i telefonen. Bagefter var jeg helt flov over, at jeg havde betvivlet hans udlægning, når nu talsmanden var så klar i mælet. Sådan var der flere eksempler, hvor jeg talte direkte med forbindelserne i London og Saudi-Arabien,” fortæller Flemming Østergaard.
Klokken er over ti om aftenen, da mødet slutter, så Myrthu fore-
slår, at han kører Jan Larsen hjem.
”Men han er afvisende. 'Jeg finder en taxa,' udbryder han, men jeg siger nej, nej, jeg skal nok køre dig, jeg skal alligevel den vej. Hvilket hotel bor du på, spørger jeg – og tænker, at det nok var D'Angleterre eller noget i den prisklasse. Pludselig siger han, at han ikke bor på hotel, men hjemme hos en god ven på Frederiksberg. Jeg får ham ind i bilen og spørger, hvad adressen er? Det kan han ikke rigtig huske, så han beder bare om at komme af på et bestemt hjørne – så vil han gå derfra.”
Myrthu begynder at blive mistænksom.
”Mens vi sidder i bilen, bliver situationen endnu mere underlig. Manden beklager sig over, hvor svært det er at være ham. 'Jeg er helt alene med det her projekt,' siger han. Men du har vel backup et sted, spørger jeg. 'Næh, klienten vil helst ikke engagere sig med så mange.' Det er meget mærkeligt – nærmest som om jeg skal have ondt af ham.” Næste morgen, da Myrthu mødes på advokatkontoret med Flemming Østergaard og Anders M. Hansen, fortæller han med det samme om sin mistanke.
”Jeg har mine tvivl om det her projekt, siger jeg, og Flemming udbryder: 'Det forstår jeg godt.' Da Jan Larsen kommer, går Flemming derfor lige til sagen: 'Nu skal vi have verificeret det her, Jan,' siger han og manden går igen ud for at ringe. Mens han er ude, foreslår jeg, at vi tager ned til Saudi-Arabien for at få manden direkte i tale, men det fejer Flemming af banen: 'Hvis jeg skal flytte min røv til Saudi, så skal jeg fandme se nogle papirer,' siger han bramfrit. Larsen kommer tilbage til mødelokalet. 'Bekræftelsen kommer om et øjeblik - bare vent til i morgen,' siger han.”
Advokaterne arbejder parallelt med at indhente alle de nødven- dige papirer – herunder den officielle registreringsattest for det saudiarabiske selskab, som skal stå for købet. Der udarbejdes også en tidsplan, som afsluttes med planen om at udsende fondsbørsmeddelelsen mandag den 8. februar 2010 og pressemøde i Parken samme formiddag.
Planen er udarbejdet af Jøp, Ove og Myrthu, godkendt af Jan Larsen og Flemming Østergaard – og parat til udsendelse:
Saudi-arabisk fond vil overtage Falcon7 og tilbyder at betale X kroner kontant per aktie og vil samtidig indfri milliard-gæld.
Der er en del sidste øjebliks-forvirring om en stribe nødvendige oplysninger om køberne, der skal bruges i de juridiske aftaler, herunder fødselsdage og øjenfarve, men det hele kommer i næsten-sidste øjeblik, så alle ånder lettet op.
Dagen efter – lørdag den 6. februar 2010 – begynder det igen at se vanskeligt ud.
Jan Larsen fremsender – ud af det blå – en mail med en liste på 15 punkter, som han ønsker svar på. Det er meget simple spørgsmål, som imidlertid for længst burde have været afklaret: 'Hvor profitabelt er firmaet egentligt?', 'strømmer kontanter ind eller ud af firmaet?', 'når man ligger alting sammen, hvad er så virksomhedens reelle værdi?'
Flemming Østergaard svarer omgående tilbage:
Netop kommet hjem har jeg læst din mail, og må indrømme jeg er mere end overrasket, ja, snarere chokeret. Du har arbejdet ifølge dig selv i 3,5 år på opgaven PARKEN, du har siden december kunnet stille alle de spørgsmål om PARKEN til mig, som jeg inden for de regler, der gælder vedrørende børsnoterede selskaber, har besvaret. Du har været 100 % tilfreds, og du har ikke på noget tidspunkt givet udtryk for, at der var nogle oplysninger du savnede. Du har haft møde med PARKENs hovedaktionær LD, og ligeledes fået deres synspunkter omkring det tilbud, som du på F 16's vegne ville tilbyde PARKENs aktionærer. Et tilbud, som du overfor alle har sagt 100 % var accepteret af F 16's ejere, hvorfor kun de praktiske/tekniske ting omkring opfyldelsen af reglerne om tilbud til børsnoterede selskaber manglede. Du har gentagne gange i de seneste dage bekræftet, at de manglende oplysninger ville komme. Hvad tror du dine advokater tænker???
Flemming Østergaards lange mail fortsætter i samme toneleje. Han fortæller, at han er ”meget vred” – og at han håber, at ”der virkelig er tale om en misforståelse mellem dig [Jan Larsen, red.] og F6-ejerne, så vi positivt kan få fremsendt det aftalte tilbud”, og at han ”vil være indstillet på om nødvendigt at tage til Jeddah eller et andet sted og møde F6-ejerne”.
Advokaterne fra Danders & More tager nu – for en sikkerheds skyld – kontakt til deres kolleger i London og New York for at få bekræftet, at Jan Larsen arbejder for Nova Capital. En solid kilde – en amerikansk advokat – svarer, at jo, Larsen er en slags ekstern konsulent, men bestemt ikke en del af staben; og, nej, ifølge hans kontakter har Nova Capital ikke p.t. nogle igangværende aftaler i København.
Da parterne igen mødes – lørdag den 6. februar 2010 – er stemningen endog meget anspændt. Flemming Østergaard, Anders M. Hansen og Jess Myrthu har alle meget på spil – både prestige og penge. LD, som også har mødtes med Jan Larsen, begynder også at se, at tingene smuldrer. Flemming Østergaard sætter hårdt mod hårdt over for Jan Larsen:
”Jeg beder om et klokkeklart svar nu og her. Larsen indleder i alles påhør et telefonmøde med sin kontakt i Saudi-Arabien. Vi kan alle høre, at der er nogen i den anden ende. Under en kort pause henvender Larsen sig til os alle: 'Nu er prinsen ved at give sit endelige tilsagn, men det var vigtigt, at vi ikke rykker ham for hårdt – for han er kongelig.'”
Jan Larsen fortsætter telefonmødet. De andre venter utålmodigt
– men på et tidspunkt, da opkaldet endelig slutter, siger Larsen, at vi vil blive kontaktet i løbet af kort tid. Nu er stemningen virkelig lav, virkelig anspændt på advokatkontoret i København. Anders B. Hansen, der som advokat repræsenterer Larsen og saudiaraberne, og Flemming Østergaard er begge ved at koge over.
”Vi kan ikke vente længere, råber vi nærmest i munden på hin- anden. 'Ring op og sig, at vi skal have besked inden en time, ellers er handlen off,'” husker Flemming Østergaard.
Jan Larsen ringer igen og taler med X og Y – og siger, at prinsen snart er færdig med sit møde, så vi kan få endelig besked. Advokaten og Flemming Østergaard er stadig mere utålmodige og vrede. Anders M. Hansen beder derfor Jan Larsen om at komme med et såkaldt proof of funds – altså en dokumentation for, at der faktisk er den slags midler bag købstilbuddet, som er nødvendige. Det er normal procedure i London, hvor Hansen er advokat det meste af året, men ikke standard i Danmark eller USA. Det trækker ud med at få et svar, så på et tidspunkt siger Anders M. Hansen til Flemming Østergaard, at han er i tvivl om, hvorvidt hans klient vitterligt har interesse i og evne til at gennemføre handlen.
”Jeg skruer bissen på over for Jan Larsen: 'Jeg skal have den proof of funds nu,' siger jeg til ham, 'for ellers kan vi ikke gå videre.' Larsen kan ikke levere, så jeg er nødt til at meddele Østergaard, at jeg ikke kan få bekræftelsen. Derfor trækker vi stikket – for vi kan jo ikke holde pressemøde og alting, hvis det skulle vise sig, at min klient ikke magter opgaven. Det ville være pinligt – og det vil jeg selvfølgelig ikke være med til,” fortæller Anders M. Hansen.
På det tidspunkt, hvor det står klart, at handlen ikke bliver til noget, er der en sølle time til, at fondsbørsmeddelelsen efter planen skulle have været sendt ud. 60 minutter fra at hele omverdenen skulle have hørt om det sensationelle saudiarabiske opkøb af Parken Sport & Entertainment.
Umiddelbart efter, at advokaten har sagt, at det ikke går, fastholder Jan Larsen alligevel, at pengene er der. Han skal bare have lidt mere tid.
Anders M. Hansen skælder Jan Larsen ud for at være til grin. På et tidspunkt, mens Larsen igen taler i telefon, siger han pludselig til de andre, at prinsen først kan kontakte dem dagen efter.
”Vi ryster på hovedet – og meddeler, at nok er nok. Larsen kan henvende sig til advokaterne igen – men kun hvis der er noget relevant og troværdigt at tale om.
I de følgende dage er der masser af korrespondance, telefonopkald og lignende. Advokatfirmaet kontakter Saudi-Arabiens ambassade i København for at høre, om de kan hjælpe, men de svarer, at det kan de ikke. Den sikre handel ser pludselig aldeles usikker ud. Danders & More skriver den 7. februar et skarpt brev til Jan Larsen:
I forlængelse af vore drøftelser tidligere i dag skal jeg herved for god ordens skyld understrege vigtigheden af, at de angivne investorer giver sig til kende, direkte over for os og over for Flemming.
Projektet har været nogen tid undervejs og vi har brugt betydelig tid i de knap 14 dage, vi har været engageret af Nova Capital Partners; hvert et tiltag og tidslinjerne m.v. er nøje afstemt med dig. De sidste dages udvikling har ikke gavnet projektet eller mulige andre projekter i Danmark for de angivne investorer. Mange personer er sat i stor forlegenhed, og det skal afhjælpes hurtigst muligt af hensyn til alles anseelse, der er meget at miste for Nova Capital Partners og dig – også omkostningsmæssige – hvis det rette og realistiske spor ikke findes lynhurtigt.
Advokaten slutter af med at understrege, at han fortsat ser frem til de kommende aftalte møder. Vurderingen er imidlertid, at der er noget helt galt. Flemming Østergaard bliver eksempelvis ringet op af Danfoss, der fortæller, at deres møde med saudiaraberne pludseligt er aflyst.
Alle henvendelser løber ud i sandet. Jan Larsen forsvinder. Og ingen finder nogensinde frem til ham igen.
Jess Myrthu kontakter den bank i New York, som Larsen har hævdet at repræsentere, i håb om at få udbetalt sit honorar. Banken svarer tilbage, at den har fuld forståelse for hans situation, men at de ikke vil kendes ved Jan Larsen.
”I dag fremstår vi alle tre, der deltog i møderne, naturligvis som naive – men helt ærligt var det ikke nemt at se, mens det skete. Manden havde visitkort og breve fra en anerkendt newyorker bank, Anders M. Hansen sagde god for det meste, og mellemøstlige rigmænd var begyndt at købe fodboldklubber i Europa. Set i bakspejlet er det klart, at jeg ville have handlet anderledes. Allermest bebrejder jeg mig selv, at jeg ikke tog direkte kontakt til banken i New York med det samme. Jeg er aldrig før eller siden blevet snydt på den måde. Nu er jeg den erfaring rigere.”
Nova Capital hævder efterfølgende over for både Danders & More og Myrthu, at Jan Larsen er gået længere, end han havde fået besked på, selv om han har repræsenteret deres firma, og selv om den e-mail- konto, han har kommunikeret igennem, er deres. Hvad der har været sandheden, ved kun Nova Capital.
Advokat Anders M. Hansen har aldrig i de godt 25 år, han har været advokat, oplevet noget, der var så mærkeligt:
”Jan Larsen er måske bare en uforbederlig løgner. Eller også er han måske en psykopat i medicinsk forstand. Jeg ved det virkelig ikke.”Men hvorfor gjorde Larsen det? Hvad kunne han få ud af det? ”Det er jo det, der er umuligt at svare på. Måske gjorde han det bare for spændingens skyld. For at være interessant. For at være vigtig – i hvert fald i en tid,” siger Anders M. Hansen.
I dag ærgrer Flemming Østergaard sig over forløbet:
”Fra dag ét var jeg i tvivl om projektet, men jeg må indrømme, at jeg også på et tidspunkt følte mig rimeligt sikker på, at handelen ville lykkes – nemlig da det officielle papir på registreringen af det saudi-arabiske investeringsselskab 'F 16' blev fremsendt fra myndighederne i London. Da det skete, mente alle – også advokat Anders M. Hansen og kommunikationsdirektør Jess Myrthu – at den 'er god nok'. Det var den så ikke.”
Hvordan i alverden kunne det gå til, at en mand, der skabte så meget tvivl om hele processen, alligevel formåede at drive erfarne danske erhvervsledere – Parken, internationale erhvervsadvokater, velrenommerede kommunikationsfolk, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Danfoss og andre – så langt?
”Alle var i tvivl under hele processen, men Jan Larsen var fantastisk overbevisende, hver gang vi mødtes med ham eller talte med ham i telefonen. Ikke mindst de møder i København, hvor han i alles påhør angiveligt talte med sine kontakter i London, New York og Saudi-Arabien, var med til at få os til at stole på, at projektet var o.k. Larsen holdt jo også møder – lange og detaljerede møder – med eksempelvis LD, den største aktionær i Parken. I dag – set i bagklogskabens ulideligt klare lys – er det selvfølgeligt nemt at sige, at jeg og de øvrige aktører virkede naive og godtroende,” konstaterer Flemming Østergaard.
Det er ikke lykkedes at finde frem til Jan Larsen i forbindelse med arbejdet med denne bog. Derfor kender vi ikke hans svar på, om hans kontakt til saudiaraberne overhovedet var reel.
Flemming Østergaard, advokatfirmaet Danders & More og kommunikationseksperten Jess Myrthu er ikke de eneste, der bliver ført bag lyset. De møder, som Danfoss, en af landets største virksomheder, havde arrangeret, og købet af og det storstilede samarbejde med Liverpool, løb også ud i sandet.
De var imidlertid ikke de eneste – for nogenlunde samtidig viser Jan Larsen, mens han fortsat er i Danmark, også interesse for at købe en mere end 400 kvadratmeter stor strandvejsvilla, som er tegnet af Arne Jacobsen og færdigbygget i 1951 til direktøren for B & W.
Ejeren, Frank Johansen, har sat den til salg for omkring 60 millioner kroner – og det er dermed en af landets to-tre dyreste. Johansen, der har tjent sin formue på en yderst succesrig konsulentvirksomhed, bliver en dag kontaktet af Jan Larsen.
”Den liebhaverejendomsmægler, som vi brugte, advarede om, at det ville tage noget tid at sælge, fordi markedet stod ret stille, så det var vi indstillet på – men allerede efter en uge meldte der sig en køber. En veltalende, sød fyr. Han gik kort rundt og kiggede; fortalte at han havde set på otte-ti andre huse, men at vores lige var det, han gerne ville have. 'Det her vil jeg gerne købe,' sagde han. Vi var glade. Havde aldrig troet, det skulle gå så nemt,” forklarer Frank Johansen i dag.
Da ejendomsmægleren går, bliver Jan Larsen for at kigge. Han fortæller om sit liv: At han lever af at købe og sælge virksomheder – blandt andet i et tæt samarbejde med oliesheiker i Mellemøsten. At han har en lejlighed i London til 11 millioner pund. At han også ejer en bolig i Dubai.
”Jeg blev ærligt talt imponeret over ham. Han fortalte, at han uafbrudt var på rejse – og at min hustru og jeg bare kunne låne stedet i Dubai, så tit vi ville. Det lød dejligt, tænkte jeg,” fortæller Johansen.
Familien er så sikker på, at salget er på plads, at de flytter til Luxembourg. Men handlen begynder at trække ud. Larsen og hans engelske advokat beder om alt muligt. I begyndelsen synes Johansen, at det er naturligt nok, men i takt med at dage bliver til uger, sniger nervøsiteten sig ind.
”Jan Larsen fortalte os, at han havde et hæsblæsende forretningsprogram. Han skulle være i London, Saudi-Arabien, Brasilien, alle mulige steder. Hele tiden sagde han, at handlen var på plads, men der var hele tiden nye men'er. Efter tre måneder tror vi ikke rigtig på ham længere – og pludselig var Jan Larsen, ja, helt væk.”
Den advokat, der hævdede at repræsentere Larsen, kan heller ikke opspores. Familien Johansen er blevet holdt for nar.
”Jan Larsen kostede os mange penge og frem for alt skuffelser. Vi troede, huset var solgt, og vi skyndte os derfor at komme videre med vores nye liv i Luxembourg. Vi snakker stadig ofte om, hvorfor han gjorde det? Han må jo have vidst, at han ikke havde de penge, han påstod at have. Jeg tror, han er psykopat – og at han i nogle uger og måneder fik et kick ud af at blive opfattet som en vigtig person.”