Fodbold nyheder

Carlos Bacca - fra buschauffør til VM

Af Jonas Knudsen

Han startede karrieren som halvtids buschaufførsassistent, men nu er han på alles læber i Colombia. Kan han afløse Falcao ved VM?

Article image
Ritzau-Scanpix

Som en allerede 27-årig angriber har han fået sit europæiske gennembrud forholdsvist sent. Men det blev til et gennembrud med pomp og pragt. Således blev Carlos Bacca, af den spanske fodboldavis Marca, kåret til årets indkøb i La Liga.


Det skete foran spillere som Neymar og Gareth Bale, hvoraf sidstnævnte nok er mest bemærkelsesværdigt, da der er tale om en Madrid-baseret avis.

Buschauffør og fodboldspiller
Dette sene gennembrud fuldfører i allerhøjeste grad den traditionelle sydamerikanske, europæiske fodbolddrøm. For Carlos Bacca er langt fra kommet sovende til sit gennembrud. Således kommer Carlos Bacca fra en fattig familie i den colombianske by Puerto Colombia. Her brugte han som så mange andre fattige sydamerikanske børn sin barndom på at udvikle sit fodboldtalent, så han måske en dag kunne løfte sin familie ud af de trange kår.

Men selv da han fik sin første chance med en professionel klub, Atlético Junior 2006 skulle det ikke blive let for Bacca. I begyndelsen blev han lejet ud til forskellige klubber, og som det senere hen har været et gennemgående tema, blev det med succes på målfronten både i Barranquilla af to omgange og et enkelt ophold Minervén.

På trods af succesen som målscorer rakte pengene ikke langt for Bacca. Derfor blev han nødt til at tage et job som assistent for buschauffører sideløbende med karrieren som fodboldspiller, og derfor var det formentlig en lykkelig Bacca, der i 2009 skrev under på en professionel kontrakt med Atlético Junior. Han kvitterede da også straks ved at blive topscorer i den colombianske pokalturnering.

The european dream
Efter at have rundet 50 mål i 97 ligakampe begyndte de europæiske klubber da også at vise interesse for den 25-årige Bacca i 2012. Her var han tæt på et skifte til Lokomotiv Moskva og Chievo, men det endte i sidste ende med at blive Club Brügge, der løb af med angriberens underskrift i januar 2012 - og det har de nok ikke fortrudt siden.


Som de fleste andre sydamerikanere brugte han lidt tid på at komme i gang, men da den belgiske liga nåede playoff-stadiet var han manden bag nogle vigtige scoringer, og da han i januar 2013 stod noteret for 18 scoringer i den nye sæson, bad han Club Brügge om en transfer, da større europæiske klubber var ude efter ham.

Det skete dog ikke, for i stedet gav belgierne ham en klækkelig lønforhøjelse og en kontrakt til 2016. Igen kvitterede Bacca for tilliden ved en ny kontrakt. Han sikrede sig nemlig topscorerprisen i den belgiske liga, hvor han også blev kåret til årets spiller. Derfor var det en brandvarm Carlos Bacca, der med 28 mål i 45 ligakampe for Club Brügge kunne se sig selv være et eftertragtet navn på den europæiske sommerbørs.

Fra belgisk vaffel til tapas til Falcaos afløser
På bare halvandet år havde Bacca mere end seksdoblet sin værdi, og Sevilla måtte betale lidt over 50 millioner kroner for at hente Bacca til det sydspanske. Her kom han - meget passende set i forhold til det kommende VM til samtidig med, at Radamel Falcao forlod den spanske liga.

Og heller ikke Sevilla har fortrudt, at de stolede på evnerne hos den colombianske buschauffør. Han gik nemlig direkte ind og erstattede Álvaro Negredo i angrebet, og her har han været en altafgørende profil i en successæson. 21 mål i 52 kampe var slutresultatet, og syv af disse mål faldt i Europa League, hvor han til sidst var blandt målscorerne i den straffesparkskonkurrence, der sikrede Sevilla triumfen i finalen mod Benfica.

Med de meritter var der ikke den store tvivl om, at Bacca skulle med Colombia til VM i Brasilien. Men alle havde naturligvis regnet med, at det skulle blive som reserve for Falcao, der lignede en mand, der skulle blive klar mod alle odds. Det blev han ikke, og derfor er kampen nu helt åben om at starte som spydsids for José Pekermans tropper, som skal udkonkurrere Grækenland, Elfenbenskysten og Japan i VM's gruppe C.

Her skal Bacca tottes med med Adrian Ramos, Victor Ibarbo og Teofilo Gutierrez og Jackson Martinez om pladsen. Men mon ikke hans strålende sæson og hans åbenlyst stærke karakter placerer ham i førerfeltet blandt disse?

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik