ITALIEN – Det handler ikke om forsvaret
Italien har fået en helt anden spillestil, end hvad man forbinder dem med, siden Cesare Prandelli kom til i 2010. Hvor langt kan Prandelli føre ”Azzurri”-spillerne til VM?
Det italienske landshold kom til VM i Brasilien, efter man besejrede Tjekkiet i sin første kamp nogensinde på Juventus Stadium den 10. september med 2-1 sidste år. Forinden havde man blandt andet besejret Danmark med 3-1 på San Siro, og så spillede man en mærkværdig kamp mod tjekkerne kort før Confederations Cup i et opgør, hvor det lignede, at ”Azzurri” tænkte mere på at flyve til Brasilien, end man fokuserede på kampen i Prag. Prandelli udtalte da også efter kampen, at man var kommet til Prag for at få et point, men det er ellers ikke længere et gennemgående tema hos det italienske landshold.
Italien spiller nemlig ikke længere defensiv fodbold. Faktisk har man skrevet i Gazzetta dello Sport, efter ”Azzurri” spillede 2-2 mod Nigeria på Craven Cottage i november, at det eneste italienerne manglede var, at man var gode i defensiven. Støvlelandet spillede en formidabel kamp mod det afrikanske mandskab, men man formåede ikke at lukke af bagved, og så måtte man nøjes med 2-2, selvom de firedobbelte verdensmestre spillede en meget fin kamp. Kigger man på statistikkerne, er der i den grad også noget, der taler for, at Italien ikke er så gode defensivt, som de var engang. For det sydeuropæiske land har nemlig kun holdt nullet i 3 af deres seneste 15 kampe, hvilket står i stor kontrast til det, man normalt forbinder det italienske landshold med.
Og det er netop defensiven, som landets største sportsavis også påpegede i november, der er den helt store akilleshæl. For selvom Chiellini, Barzagli og Bonucci er gode forsvarsspillere, så mangler de fart, og de har af og til lavet bizarre fejl, som har kostet. Til sidste års Confederations Cup lavede alle tre spillere kæmpemæssige blundere, og de var alle skyld i, at Japan, Mexico og Brasilien scorede mod det italienske forsvar. Problemet er netop, at Prandelli insisterer på at spille offensivt og stå med en høj forsvarskæde, og det gavner ikke de tre forsvarsspillere fra Juve, som er fantastiske til at tackle igennem, men når det kommer til fart, er de ikke på det niveau, mange andre moderne forsvarsspillere besidder. Generelt er specielt en spiller som Chiellini en klassisk midterforsvarer, som ikke er specielt god med bolden, men som kan tackle igennem, er nådesløs i sine tacklinger og er stærk i luftspillet. Hvis Italien møder et engelsk landshold, som bruger alle sine hurtige spillere i form af Sterling, Sturridge, Chamberlain, Walker etc., får italienerne det svært, medmindre de er så velorganiserede, som de er kendt for at være.
Kigger man på det italienske landsholds backer, ser det ikke meget bedre ud. Her kan man vælge mellem Federico Balzaretti, Luca Antonelli, Manuel Pasqual, Domenico Criscito, Mattia De Sciglio, Ignazio Abate og Lorenzo De Silvestri. Hvis man ser på, hvem der har spillet flest kampe på landsholdet, er det Christian Maggio og Domenico Criscito, der bliver valgt. Det er to spillere, der er ganske stabile, men ikke skiller sig ud fra mængden med fantastiske tacklinger og blændende spil offensivt. De Sciglio blev prøvet et par gange under Confederations Cup, men det lignede ikke, at den unge italiener var moden nok til opgaven, for han lavede en del underlige fejl, som han ikke plejer at lave i AC Milan. Abate har haft en middelmådig sæson hos ”Rossoneri”, mens Prandelli ikke ofte gør brug af Antonelli, De Silvestri eller Pasqual. Balzaretti har været med en del gange, men heller ikke Roma-spilleren er altid garant for storartet spil på backen.
Selvom Italiens forsvar på papiret ikke er verdens stærkeste, skal man ikke tage fejl af, at det er en del af italienernes fodboldopdragelse at lære, hvordan man organiserer sig på banen. Kan Prandelli finde det frem i sine spillere, er der ingen tvivl om, at forsvaret kan holde de fleste hold ned, for Bonucci, Barzagli og Chiellini bedst, når de kan afvente modstanderen, inden de tackler. Bliver de fanget på en kontra, står de oftest i en meget slem situation, som tit ender galt. Prandellis helt store opgave til VM bliver at finde den gyldne balance mellem at spille flot og sprudlende, men samtidig også at have styr på defensiven. Eller også kan han håbe, at genpresset fungerer, og at løbevilligheden er intakt. Når man nævner ordet ”løbevillighed”, er det værd at komme ind på, at Italiens landstræner tidligere på sæsonen sagde, at han fandt spillernes kondition ”pinlig”. Det skete, efter landsholdet spillede en kamp mod Spanien i marts i år, som man fuldt fortjent tabte med 0-1. Konditionen var netop også en af hovedårsagerne til, at ”Azzurri” tabte til Spanien i EM-finalen i 2012 – det var simpelthen, fordi man var løbet tør for kræfter. I starten af selvsamme turnering havde man nemlig spillet 1-1 mod spanierne i en kamp, hvor ”Azzurri” sagtens kunne følge med.
Den tidligere Fiorentina-træner har udtalt, at han vil gøre alt for at arbejde spillerne op imod en mere acceptabel kondition. Kuriøst nok kan det nævnes, at Englands landstræner Roy Hodgson, som Prandelli som bekendt står over for i første gruppespils-kamp i Manaus, kører en helt anden stil. Den tidligere FC København-træner har fortalt, at han vil spare på spillernes kræfter, fordi de har haft en lang sæson. Prandelli vil derimod gøre det modsatte – han vil sørge for, at konditionen er, som den skal være.
Når man vender blikket mod Italiens midtbane, kigger man på den del af banen, hvor ”Azzurri” muligvis er stærkest besat. For med en midtbane med Marchisio, De Rossi, Pirlo, Verratti og spillere, der næsten er på samme niveau som Aquilani, Montolivo og Thiago Motta, har man en midtbane, der både rummer kreativitet, teknik, løbevillighed og tacklinger, der gør ondt. Thiago Motta og Daniele De Rossi er de spillere, der løber solen sort, og som også kan tackle hårdt, mens Marchisio er god teknisk, er ganske kreativ, og så er han en midtbanespiller, der kan begge veje. Pirlo behøver ingen længere forklaring, og Verratti er blevet udråbt som ”den nye Pirlo”. Aquilani og Montolivo er ganske kreative og har begge en fin teknik. Normalt plejer Prandelli at bruge Marchisio, Pirlo og De Rossi på midtbanen, og det er en midtbane, der, når den spiller op til sit ypperste, kan matche de flestes midtbaner – det er også, fordi den har en blanding af forskellige styrker og svagheder fra hver spiller. Daniele De Rossi skal med sine tacklinger og høje arbejdsmoral sørge for, at Pirlo får den plads, han skal bruge for at lægge sine fremragende afleveringer.
På fløjene har Italien flere interessante navne som Candreva, Cerci, Giaccherini og Insigne. Alle spillere kan noget på egen hånd, og de to førstnævnte er blevet rygtet til et væld af store engelske klubber. Cerci er i gang med en fabelagtig sæson hos Torino, og han er kendt for sin fart og sine træk ind i banen med venstrebenet fra højre side, mens Candreva også er en hurtig herre, som både kan sparke og slå gode indlæg. Lazio-spilleren spiller oftest i højre side, hvor han løber op ad linjen og smækker indlæg i hovedet på medspillere. Insigne og Giaccherini er højrebenede spillere, som godt kan lide at trække ind i banen fra venstre. Uanset hvad, er der rigeligt med muligheder på fløjene.
I angrebet er det heller ikke, fordi det ser uinteressant ud. Mario Balotelli er kendt hos de fleste, men en spiller som Giuseppe Rossi er også ualmindeligt dygtig. Den tidligere Villareal-topscorer scorede nemlig i 18 kampe 14 mål, og det gjorde ham til topscorer i Serie A på daværende tidspunkt, inden han i en kamp mod Livorno i januar løb ind i en langtidsskade. Den amerikanskfødte italiener scorede blandt andet hattrick mod Juventus, og ”Pepito" var i de fleste italieneres øjne et sikkert bud på en ”Capocannoniere”, som er topscorertitlen i Serie A. Foruden de 14 mål i 18 kampe, lavede Rossi også fire assists i de 18 kampe. Mario Balotelli og Rossi prøvede at spille sammen i angrebet i venskabskampen mod Nigeria, og det så ganske lovende ud, selvom der var misforståelser de to spillere imellem, men andet ville nok også være underligt, når det var første gang, de spillede sammen. Det er to forskellige typer, der supplerer hinanden godt, og Mario Balotelli har da også udtalt, at “han ikke ville deltage i VM-slutrunder, hvis ikke Pepito kom med”. Og selvom joken var ment i sjov, skal man ikke tage fejl af, at Milan-angriberen meget gerne vil have sin angrebskollega med i flyveren til Brasilien. Foruden de to store stjerner, der begge har spillet på den europæiske scene, og som har været med i slutrunder før, er der også de to dygtige spillere ved navn Ciro Immobile og Mattia Destro. Torino-spilleren er topscorer i Serie A, Destro har det bedste målsnit pr. minut i Serie A.
Som nævnt er Italien et landshold, der har flere flere strenge at spille på. Italien har prøvet at stille op i 4-3-3, 3-5-2, 4-2-3-1, 4-3-1-2 og 3-4-3 i Prandellis tid som landstræner. Det er noget, der kan blive ekstremt brugbart i en slutrunde, hvor man spiller syv kampe, inden man potentielt har vundet VM-pokalen. Den der uforudsigelighed er vigtig, og det kommer Italien til at leve højt på. For selvom “Azzurri” har et gennemgående spilkoncept med hurtige afleveringer, en masse løb og villigheden til både at spille boldbesiddende og kontra-fodbold, er det ikke ensbetydende med, at modstanderen ved, hvem man skal spille mod, og hvordan formationen ser ud. Der er også forskel på at møde et italiensk mandskab, der spiller med et tremandsforsvar, eller som spiller med en firebackkæde. Man kan aldrig vide sig sikker på, hvad Prandelli gør, og det kan kun blive en fordel for italienerne.
Italien deltog sidste år i Confederations Cup, og det var en positiv og lærerig oplevelse, har Prandelli fortalt. Den italienske landstræner sagde nemlig, at spillerne lærte det barske brasilianske klima at kende, og så fik den tidligere Fiorentina-træner også afprøvet en masse ting, som han ville teste forud for VM. Daniele De Rossi udtalte om klimaet efter kampen mod Japan, at da der var spillet en time, føltes det, som om der var spillet 200 minutter, fordi der var så varmt og fugtigt. Den italienske ”CT” påpegede under Confederations Cup, at man selvfølgelig gerne ville vinde turneringen, men at det i bund og grund var en turnering, hvor man kunne tage ved lære og prøve ting af.
Træneren
Cesare Prandelli har blandt andet været træner i Parma, Roma og Fiorentina. Hans største bedrift har været at føre ”Viola” til Champions League to gange, og en af gangene besejrede Firenze-mandskabet blandt andet Liverpool på Anfield i sæsonen 2009/2010, hvor Fiorentina også toppede gruppen og gik videre til ottendedelsfinalen. Værd at nævne er det også, at Prandelli og Fiorentina i sæsonen 2007/2008 sluttede på fjerdepladsen i Serie A, samtidig med at man nåede til semifinalen i UEFA Cuppen, som den hed dengang. Det gjorde ikke bedriften mindre imponerende, at Prandellis kone i den sæson døde.
Cesare Prandelli har indført en masse moralske regler på det italienske landshold. Landstræneren undlod blandt andet at udtage Daniele De Rossi mod Spanien i marts, fordi han i en kamp mod Inter slog Mauro Icardi i maven. Foruden det moralske har Prandelli også indført en spillestil, der lægger vægt på noget helt andet, end det Italien er vant til, men det har fungeret ganske godt med kvalifikationer til EM og VM, en finaleplads ved EM i 2012 og bronze til Confederations Cup sidste år.
Prandelli udtalte efter VM-lodtrækningen i december, at han var sikker på, at Italien ville gå videre, fordi de plejer at avancere, når de møder svære hold, mens de godt kan skuffe, når de er havnet i puljer, der på papiret ser nemme ud. Det billede så man tydeligt, da Italien til VM i 2010 røg ud af en gruppe, der rummede New Zealand, Slovakiet og Paraguay. Prandelli fortalte, at han frygtede Costa Rica mere, end han var bange for England og Uruguay, fordi hans kendskab til costaricanerne ikke var specielt stort.
Profilerne:
Buffon, Barzagli, Pirlo, De Rossi og Balotelli.
Gianluigi Buffon har rutine, og så ved han, hvordan det er at spille et VM. Juventus-målmanden er dygtig på stregen og er en rolig lederskikkelse, men der har været udfald på det sidste, og noget kunne tyde på, at pilen peger den forkerte retning for ”Gigi” rent niveaumæssigt. Ikke desto mindre er han en keeper, Prandelli altid stoler på, og det skal blive spændende at se, hvordan Italiens sidste skanse klarer sig til slutrunden. Det er keeperens sidste chance for at vinde VM for anden gang.
Andrea Barzagli er en forsvarsspiller, der er ufattelig dygtig, og som har været Juves bedste de seneste par år. Altid stabil, bomstærk, laver sjældent fejl og stiller sig ofte rigtigt på banen. En situation, der tydeligt viser italienerens fysiske styrke, var da han i CL-gruppespillet i oktober skubbede Cristiano Ronaldo så hårdt med sin skulder, at Real-spilleren næsten faldt over banden. Portugiseren ville ikke tage imod midterforsvarerens undskyldning, men frispark var der ikke, og det blev heller ikke dømt. Barzagli lavede et par store fejl mod Mexico ved Confederations Cup sidste år, men er ellers ikke en, der laver mange bommerter.
Andrea Pirlo er kreatøren, og han har beskrevet i sin bog, hvor stolt han er, når han tager ”Azzurri”-trøjen på. ”Mozart” har en fremragende sparketeknik, og så kan han finde en hvilken som helst medspiller med bind for øjnene. Er Pirlo i hopla, er Italien i hopla. Den tidligere Milan-spiller har vundet VM, Champions League og Serie A, men det betyder ikke, at han er mæt – han vil meget gerne slutte sin landsholdskarriere af og vinde VM. Pirlo er en af de spillere, modstanderholdet vil gøre alt for ikke får plads, men grundet Marchisio og De Rossis hårde arbejde, er det ikke altid muligt at neutralisere den fodboldkloge spiller.
Daniele De Rossi er Andrea Pirlos gode ven, og de har begge planer om at hjælpe hinanden så meget som muligt både på og uden for banen til VM-slutrunden i Brasilien. I AS Roma er han god til at gå ned i forsvaret, når romerne har bolden højt oppe på modstanderens banehalvdel, således at han lukker ned for kontramuligheder for det andet hold. Han har flere gange spillet midterforsvarer for både Roma og Italien, hvor han har gjort det godt. ”DDR” er en hårdfør midtbanespiller, som ikke skåner sin modstander i duellerne, og det bliver vigtigt, at han kan stoppe den engelske og uruguayanske midtbane, så Pirlo kan udfolde sig.
Skal Italien fungere til perfektion, skal Mario Balotelli spille op til sit bedste. Angriberen viser altid sine følelser på landsholdet – blandt andet efter EM-nederlaget mod Spanien i 2012, hvor han græd, og da han scorede to mål mod Tyskland i semifinalen. Balotelli har ikke haft en fremragende sæson i AC Milan i år, men givet hans store engagement på det italienske landshold, skal man ikke betvivle angriberens store lyst til at spille et godt VM. Tidligere på sæsonen udtalte ”Balo”, at han ville gøre alt for at være i topform, når slutrunden i Brasilien startede. Det virker, som om Cesare Prandelli har styr på Milan-angriberen, og den tidligere Fiorentina-træner håndterer den 23-årige angriber ved at give ham en masse kærlighed og altid at forsvare ham offentligt. Det er ikke ofte, man hører, at angriberen har haft kontroverser på landsholdet – tværtimod. Kan han bevare fokus og spille op til sit bedste, kan han sagtens blive VM-topscorer.
Ideal-opstilling (4-3-3)
Gianluigi Buffon (Juventus)
Mattia De Sciglio (AC Milan) – Andrea Barzagli (Juventus) – Giorgio Chiellini (Juventus) – Domenico Criscito (Zenit Sankt Petersborg)
Daniele De Rossi (AS Roma) – Andrea Pirlo (Juventus) – Claudio Marchisio (Juventus)
Antonio Candreva (SS Lazio) – Mario Balotelli (AC Milan) – Emanuele Giaccherini (Sunderland)
Italien spiller deres første kamp den 15. juni klokken 00:00 mod England på Arena Amazonia i regnskoven i Manaus, hvor der er plads til 42.374 mennesker.
Italiens VM-trup
Gianluigi Buffon (Juventus)
Mattia Perin (Genoa)
Salvatore Sirigu (Paris Saint Germain)
Ignazio Abate (Milan)
Andrea Barzagli (Juventus)
Leonardo Bonucci (Juventus)
Giorgio Chiellini (Juventus)
Matteo Darmian (Torino)
Gabriel Paletta (Parma)
Mattia De Sciglio (Milan)
Alberto Aquilani (Fiorentina)
Antonio Candreva (Lazio)
Daniele De Rossi (Roma)
Claudio Marchisio (Juventus)
Marco Parolo (Parma)
Thiago Motta (Paris Saint Germain
Andrea Pirlo (Juventus)
Marco Verratti (Paris Saint Germain)
Mario Balotelli (Milan)
Antonio Cassano (Parma)
Alessio Cerci (Torino)
Ciro Immobile (Torino)
Lorenzo Insigne (Napoli)