Paolo Di Canio - “The Mad Italian”
Sunderlands ansættelse af Paolo Di Canio, sendte chokbølger gennem fodbold-England. Men det kontroversielle fænomen er meget mere end medieguf for journalisterne – en dedikeret fodboldelsker, som er elsket for sin indlevelse og passion for fodbold.
Di Canio er kendt for sine rabiate politiske holdninger og kontroversielle citater. Man må dog ikke glemme, at den nuværende manager har en stor fortid som spiller med masser af kolorit.
De elsker ham stadig i West Ham, de synger fortsat sange om ham i Celtic, på Hillsborough mindes fansene fra Sheffield Wedensday ham endnu og på Stadio Olympico er han en legende blandt Lazios ultras – det er sikkert at sige, at Paolo Di Canio er en type man ikke glemmer.
Den tidligere angriber begyndte sin karriere i Lazio, og kom senere på græs hos Juventus, Napoli og Milan før Di Canio tog turen nordpå til Storbritannien. Her startede han i Celtic, hvor han var en stor succes. Men det blev kun til en enkelt sæson, fordi Di Canio rodede sig ud i problemer med ledelsen. Derfor gik turen længere sydpå til Sheffield Wedensday i Premier League i 1997. Her tog Paolo Di Canio ligaen med storm, og det fik de øje på i Londonklubben West Ham, der hentede italieneren til klubben i 1998. Her nød ”The Mad Italian” sine vel nok bedste år som fodboldspiller. Hans fremragende teknik, som blev krydret med det italienske temperament og et hav af uforglemmelige mål gjorde angriberen til en legende blandt ”The Hammers”. Fem sæsoner blev det til hos ”Irons”, før han efter et kort ophold i Charlton tog tilbage til støvlelandet og hans hjerteklub Lazio.
Den karakteristiske italiener vandt FIFA's fair play-pris i 2001, da han stoppede en kamp mod Everton i Premier League, hvor Everton-målmanden var skadet og Di Canio ellers kunne have scoret et let mål. I stedet valgte han at tage bolden op og stoppe spillet.
Den 11. maj 2011 vendte han tilbage til det britiske – denne gang i rollen som manager. Swindon Town i den 4. bedste engelske række hyrede italieneren. Men på trods af en stor succes, så valgte Di Canio ikke at sige fredeligt op. Overvågningskameraer afslørede Di Canio i at begå hærværk mod klubbens lokaler i nattens mørke, efter at have sagt op.
Han skulle dog kun gå arbejdsløs i lidt over en måneds tid, før Sunderland-ejer Ellies Short gav ham managerjobbet i det nordøstlige England. 2½ år lyder kontrakten på, hvor fixpunktet som start, var at sikre ”The Black Cats” overlevelse i sidste års Premier League, hvilket lykkedes.
I de første to dage efter Paolo Di Canios ansættelse i Sunderland var der skrevet 85 artikler i den engelske presse omhandlende ordenen ”Paolo Di Canio” og ”fascist”.
Det var ikke alle, der var tilfredse med ansættelsen af den farverige manager. ”The Black Cats” har en fortid som minearbejdernes klub, og Stadium Of Light er bygget ovenpå en gammel kulmine. Og ansættelsen fandt heller ikke sympati på de historiske områder. Minearbejdernes fagforbund har nemlig bedt om, at få et banner, som de har doneret til Stadium Of Light, leveret tilbage. Dertil valgte næstformanden i Sunderlands bestyrelsen David Miliband at forlade sin stilling omgående efter ansættelsen af Di Canio, hvilket skyldte Di Canios politiske udmeldinger. Derefter fandt grupper imod Di Canios ansættelse stor sympati på de sociale medier.
Det er bestemt heller ikke anonyme holdninger den kontroversielle manager har udtrykt sig med. Di Canio beskrev i sin egen biografi, hvordan han var fascineret af den tidligere fascistiske leder Benito Mussolini, og hvordan han fandt den fascistiske leder misforstået af befolkningen. Og dertil har han endvidere en tatovering på sin venstre overarm, som tilegner Mussolini. Den tidligere angriber har flere gange lavet fascistiske hilsner til fansene i sin tid i Lazio, og i 2005 bekræftede han sin fascistiske overbevisning.
Allerede på det første pressemøde som Sunderland-manager endte det ud i mundhuggeri mellem Di Canio og en journalist, da Di Canio nægtede at svare på et ja/nej-spørgsmål, der omhandlede hvorvidt han var fascist eller ej.
- Jeg behøver ikke svare på mere, var Di Canios første svar på spørgsmålet, inden det endte i en regulær diskussion, hvor Di Canio beskrev spørgsmålet som tåbeligt og patetisk.
Det fik Sunderland til kort efter at udsende en pressemeddelelse, hvori det fremgik at Di Canio ikke var tilhænger af den fascistiske ideologi:
- Jeg er ikke politisk, jeg hører ikke til nogen organisation, jeg er ikke racist og jeg støtter ikke den fascistiske ideologi. Jeg respekterer alle. Jeg er et fodbold-menneske, og det og min familie er mine fokusområder. Fra nu af vil jeg kun tale om fodbold. Sådan lød sidste del af meddelelsen, hvor han desuden gjorde det klart, at han ikke brød sig om, at pressen og befolkningen havde et politisk indtryk af ham, som ikke passer.
Fakta er, at Di Canio har givet fascistiske hilsner til fansene i sin tid i Lazio, samt beskrevet sin holdning således i 2005, hvor han forsvarede sin sympati af Mussolini:
- Jeg er fascist – ikke racist.
Ligesom andre efter ham – deriblandt Berlusconi – indså Mussolini, at fodbolden kunne forbedre hans forbindelser og tiltro fra befolkningen. Derfor så han fodbold, og sport i det hele taget, som en vigtig del i bestræbelserne på, at skabe en national identitet. Dette kom blandt andet til kende, da de italienske landsholdsspillere ved VM 1938 gave en fascistisk hilsen under den italienske nationalsang.
Den fascistiske ideologi er stadig en stor del af fanscenen i Italien - hovedsagelig Lazio, hvor klubbens ultras til tider hylder den tidligere fascistiske leder med bannere og slagsange.
Helt sikkert er det i hvert fald, at det bliver interessant at følge Paolo Di Canios ledelse i Sunderland. En ledelse, som tidligere Sunderland-direktør Nick Watkins forudser som ”forvaltning med håndgranat”.
Dertil bør man til hver en tid ikke glemme Paolo Di Canios fremragende og inspirerende tid som fodboldspiller.