Alonsos revolution: Fem udfordringer i Real Madrid
Marca har analyseret situationen i den spanske storklub og peger på disse fem punkter, som bliver afgørende for Alonsos succes i Madrid:
1. Skabe en tydelig spillestil:
Xabi Alonso skal implementere en klar identitet, baseret på boldbesiddelse, hurtige omstillinger og taktisk disciplin i forsvaret. Spillerne får frihed i offensiven – men med klare retningslinjer.
2. Nyt krav til angriberne:
Klubbens angribere skal være mere end målfarlige; de skal også være de første til at iværksætte presspillet og tage ansvar defensivt. Holdet skal presse højt, aggressivt og koordineret.
3. Genfinde defensiv stabilitet:
Real Madrid lukkede hele 76 mål ind i 62 kampe i den forgangne sæson. Alonso skal genopbygge en defensiv struktur med klart definerede opgaver, hvor spillerne arbejder tæt og disciplineret sammen.
4. Overblik over skader og spillernes tilstand:
Alonso starter sit arbejde med en trup præget af mange skader. En vigtig første opgave bliver derfor at evaluere skadesituationen og tilpasse træningen nøje, så truppen bliver klar til VM for klubhold.
5. Satse mere på klubbens egne talenter:
Xabi Alonso vil integrere flere spillere fra klubbens talentakademi, »La Fábrica«, og han har allerede bedt om rapporter på de største talenter. Målet er at skabe en stærkere forbindelse mellem førsteholdet og akademiet.