Manchester United dropper jagten på målmand
Allerede da sidste sæson var spillet færdig, begyndte rygterne at køre om, at Manchester United meget gerne ville skifte ud på målmandsposten, så Andre Onana ikke længere skulle være deres førstevalg.
Gennem sommeren har den engelske storklub været sat i forbindelse med flere forskellige målmænd, men de har endnu ikke formået at hente en ny af slagsen til klubben.
En af dem de er blevet sat i forbindelse med, er den argentinske stjernemålmand Emiliano Martinez, der spiller for Aston Villa, men i dag skriver The Athletic, at United har droppet deres jagt på ham.
Det skyldes, at United har forsøgt at leje ham, men det har Aston Villa afvist alle muligheder for. Aston Villa er kun interesseret i et salg, og United er ikke klar til at indfri deres krav om prisen.