LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Patrick Andersen

Galt eller genialt? Manchester United hyrer Formal 1-profil

Manchester United har hentet ekspertise uden for fodboldens verden i et forsøg på at revolutionere klubbens arbejde med data og kunstig intelligens. Klubben har ansat Mike Sansoni, tidligere senior performance engineer hos Mercedes’ Formel 1-hold, som ny dataansvarlig på Old Trafford.

Sansoni har aldrig tidligere arbejdet i fodbold, men var en del af det tekniske team bag otte verdensmesterskaber hos Mercedes i løbet af 11 sæsoner. Nu skal han stå i spidsen for Uniteds ambition om at blive en datadrevet organisation.

Ansættelsen kommer som et led i en større omstrukturering, hvor United har sagt farvel til omkring 450 medarbejdere og nu vil genopbygge centrale afdelinger med fokus på effektivitet, teknologi og innovation. Sansoni refererer direkte til CEO Omar Berrada og får ansvaret for at opbygge et nyt team omkring dataanalyse og AI.

Sansonis navn er ikke ukendt for Uniteds medejer Jim Ratcliffe, der via Ineos har en mindre ejerandel i Mercedes-holdet. Netop forbindelsen til Ratcliffe har formentlig spillet en rolle i overgangen fra motorsport til fodbold.

I en udmelding fra klubben lyder det:
"Han har fået til opgave at etablere Manchester United som en dataledet organisation, hvor forudsigelser og AI-baserede beslutningsværktøjer bliver en integreret del af både fodboldafdelingen og resten af klubben."

Samtidig har Manchester United også udnævnt Kirstin Furber som ny HR-chef. Hun har tidligere været direktør i Channel 4 og haft ledende stillinger hos BBC Worldwide og 20th Century Fox.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder