Vink med en vognstang? Madrid-spiller udeladt af truppen
Brasilianeren har i løbet af sommeren været sat i forbindelse med både Arsenal og Liverpool, og spekulationerne tog yderligere fart, da Rodrygo i denne uge lagde en kryptisk, ordløs besked op på Instagram. Et sort-hvidt billede uden tekst, men ifølge spanske medier læses det som et vink med en vognstang: Han er klar til at komme videre.
24-årige Rodrygo har trods sin unge alder allerede vundet Champions League og flere spanske mesterskaber med Real Madrid, men står nu i skyggen af de nyankomne Kylian Mbappé og Endrick. Samtidig skulle den nye cheftræner, Xabi Alonso, ikke se Rodrygo som en del af sine fremtidige planer.
Det giver muligheder for Arsenal, som fortsat mangler en venstrekant i truppen – særligt en, der kan matche niveauet i Champions League. Og hvor Rodrygo tidligere er blevet prissat til op mod 100 millioner pund, lyder meldingerne nu på, at Real Madrid kan være klar til at lade ham gå for omkring 70 millioner pund.
Arsenal har angiveligt haft kontakt med Rodrygos lejr, men får konkurrence fra Liverpool, der også følger situationen tæt. I Madrid er Rodrygo blevet reduceret til en marginalrolle og fik blot 92 minutter fordelt på tre kampe under sommerens Club World Cup – et klart signal om, at hans tid i den spanske hovedstad lakker mod enden.
Hvis Arsenal vil hente ham, er chancen der nu – og det til en pris, som pludselig ser realistisk ud.