Montpellier HSC - omsider et mesterskab?
I den sydfranske storby, Montpellier, er fodboldholdet kendt for en kaotisk fortid uden mesterskaber. Nu står klubben med en gylden mulighed for omsider at kunne hente sin første ligatitel.
Montpellier HSC indtager lige nu førstepladsen i den franske Ligue 1 og står dermed med en fornem chance for endelig at kunne erobre det franske mesterskab efter mange års eksistens, der har budt på både godt og ondt.
Den oprindelige klub – Stade Olympique Montpelliérain – blev etableret i 1919 og var med til at grundlægge den bedste fodboldrække i Frankrig. Dette betyder, at Montpellier er et af de eneste nuværende Ligue 1-hold, der spillede med i den bedste division, da den blev grundlagt i sæsonen 1932-33. Efter 30 år med både op- og nedture gik det helt galt i løbet af 1960'erne. Klubben befandt sig i gigantiske økonomiske problemer, og måtte – som et resultat af dette – give afkald på sin status som professionel klub i 1969.
Derefter begyndte klubben at slå sig sammen med andre lokale foreninger for at komme den finansielle hovedpine til livs. Problemerne var dog ikke umiddelbart lige til at løse, hvorfor flere af holdets profiler valgte at skifte til en anden lokal klub, Formation Sportive de Nettoiement, der var ejet af den franske entreprenør, Louis Nicollin. Som følge af dette voksede Nicollins klub hurtigt, og i 1974 blev der indgået en aftale om en sammenlægning med Montpellier. Nicollin opløste derefter sin egen forening, blev indsat som præsident i Montpellier og tog sin stab af spillere og ansatte med. Langsomt begyndte genopbygningen og i sæsonen 1987-88 var den sydfranske klub igen klar til at spille i den bedste række.
I 1989 tog klubben navneforandring til den nuværende betegnelse – Montpellier Hérault Sport Club (Montpellier HSC) – efter pengemæssig støtte fra byrådet i Hérault, og det skulle vise sig at blive startskuddet til en kortvarig succesfuld periode. På det tidspunkt bestod startformationen af store profiler som fx Laurent Blanc, Eric Cantona og Carlos Valderrama, og der var store forventninger, da succestræneren fra Bordeaux, Aimé Jacquet, tiltrådte som ny manager. Jacquet fik dog aldrig den store vind i sejlene, og derfor valgte man i februar 1990 i stedet at ansætte den tidligere manager, Michel Mézy, der var manden bag oprykningen til Ligue 1 i sin tid. I en flot slutspurt endte holdet med at vinde den franske pokalturnering, men klubben formåede ikke at fortsætte stilen i årene efter, da holdet langsomt faldt fra hinanden efter Mézys afsked ovenpå pokaltitlen.
I starten af det nye årtusinde rykkede Montpellier ned, og efter at have fungeret som elevatorhold i godt og vel ti år, kunne klubben reelt først stabilisere sig i Ligue 1, da den nuværende manager – René Girard – overtog det mandskab, der rykkede op til sæsonen 2009/2010. Girard havde et ungt hold med profiler som bl.a. Tino Costa, Victor Montano og Joris Marveaux til rådighed og formåede at skabe en fin balance på holdet ved at tilføre truppen mere erfarne spillere som fx Nenad Dzodic, Cyril Jeunechamp og Romain Pitau. I sin første sæson førte Girard Montpellier til en flot femteplads i Ligue 1 og holdet kvalificerede sig dermed til Europa League.
I sæsonen efter viste Montpellier imidlertid om muligt endnu mere lovende. Klubben måtte tage afsked med profilen Victor Montano, men fik handlet ekstremt fornuftige erstatninger ind. I sommerpausen stødte bl.a. backen Garry Bocaly, den defensive styrmand Marco Estrada og – ikke mindst – bomberen Olivier Giroud, til truppen, der allerede indeholdt en ret imponerende talentmasse af unge spillere. Holdet startede som lyn og torden, tog den ene sejr efter den anden og midtvejs i februar måned lå de kun tre point bag førerholdet fra Bordeaux. I slutningen af sæsonen fik det ellers så velspillende mandskab desværre gummiben og tabte otte ud af de sidste 13 kampe. Klubben havde dog stadig finalen i den franske pokalturnering at se frem til, men det hele endte i en fiasko med et nederlag til Marseille i finalen og en placering i Ligue 1 som nummer 14.
Op til sæsonen 2011/12 dvælede man imidlertid ikke ved den dårlige sæsonafslutning, men tog i stedet de mange positive ting fra den foregående sæson med sig. I løbet af sommeren lykkedes det at holde fast i de store profiler alt imens der blev hentet nye spillere i form af bl.a. den rutinerede Marseille-forsvarer Hilton samt den camerounesiske venstre back, Henri Bedimo, der kom til fra Lens.
At finde en fornuftig balance mellem unge- og mere erfarne spillere har hele tiden været et af manager René Girards varemærker, og det må man sige er lykkedes fuldt ud med det nuværende hold, der udgør et fint mix på den front. I defensiven er den afrikansk-fødte franskmand Mapou Yanga-Mbiwa blevet installeret som anfører, og meget tyder på, at den 22-årige midterforsvarer har en lovende fremtid – og en snarlig debut på det franske landshold – foran sig. Sammen med Yanga-Mbiwa spiller 34-årige Hilton, mens Bocaly og Bedimo fuldender firemandskæden, der skal sørge for, at keeper Geoffrey Jourdren ikke får for meget se til.
Forsvaret har stået særdeles stærkt i denne sæson, hvilket afspejler sig i tabellen, hvor Montpellier står som det hold, der har lukket færrest mål ind.
Med til defensiven hører desuden den chilenske landsholdsspiller, Marco Estrada, der leverer et fornemt stykke arbejde på den defensive midtbane, typisk sammen med tuneseren Jamel Saihi eller Joris Marveaux, hvis bror, Sylvain, til daglig spiller i Newcastle.
Foran de to defensive midtbanespillere er en kæde på tre spillere – to kanter samt en spiller, der ligger i smørhullet bag angriberen. På kanterne er der flere interessante muligheder til rådighed. Klubben råder bl.a. både over to relativt unge, hurtige, driblestærke franskmænd i form af Oliver Cabella og Karim Aït-Fana, mens også de mere erfarne John Utaka og Souleymane Camara er disponible.
I positionen bag angriberen ligger holdets 10'er – den marokkanske landsholdsspiller, Younés Belhanda – der i denne sæson bl.a. har tegnet sig for 12 mål. Marokkanerens spillestil har fået manager René Girard til at sammenligne ham med en ung Robert Pires. Derudover har Belhanda modtaget stor ros fra bl.a. Zinedine Zidane og Arsène Wenger, mens Montpelliers egen ejer, Louis Nicollin, kalder ham en bedre spiller end både Eden Hazard (Lille) og Javier Pastore (PSG). Foran Belhanda i 4-2-3-1 formationen ligger klubbens anden helt store stjerne – Olivier Giroud. Den store franske landsholdsangriber er ligaens topscorer med 21 mål, og det er ikke gået ubeset hen hos Europas topklubber, der holder et vågent øje med den 25-årige skarpretter. Noget kan dog tyde på, at der skal store penge på bordet for Giroud, da Nicollin til en fransk radiostation i januar udtalte, at prisen for angriberen er i omegnen af svimlende 400 millioner kroner.
Man kan kun have respekt for de resultater, René Girard indtil videre har opnået med meget få midler. Den tidligere franske landsholdsspiller, der i sin aktive karriere – ironisk nok – optrådte for rivalerne fra Nîmes, er så tæt på Montpelliers første mesterskab nogensinde, at det bare ikke må glippe nu. Det kræver imidlertid, at truppen holder fokus i de sidste tre afgørende kampe, der på papiret ikke ser så lette ud endda. Der er således både en udekamp mod Rennes, som ligger nummer fire, en hjemmekamp mod 3'eren Lille samt allersidst en udekamp mod Auxerre, der kæmper hårdt for ikke at rykke ned. Disse tre kampe bliver vel at mærke formentlig uden Belhanda, der – efter et rødt kort i den seneste kamp mod danskerklubben Evian – sandsynligvis sidder uden for med karantæne i de resterende sæsonkampe.
Den anden store udfordrer til den franske titel er storsatsende Paris SG, der ånder Montpellier i nakken tre point efter. På papiret har hovedstadsklubben et noget lettere slutprogram end Montpellier, men sidstnævnte kan trods alt selv afgøre, om det franske mesterskab langt om længe skal ende i den sydfranske storby. Ovenpå en kaotisk fortid ser det nu lysere ud, end det har gjort længe – mesterskabet er omsider inden for rækkevidde.
