Fodbold nyheder

Fodb@ldliv - et mesterværk

Af Klaus Almind

Findes der interessante fodboldbøger – nu gør der!

Sjældent er jeg blevet så positivt overrasket over en bog. Peter Sørensen og Hans Lauge, tidligere sportschef i Vejle, har begået en lille genistreg af en bog til fodboldelskere over det ganske land. Jeg var fyldt med skepsis, men jeg ved Indkast.dk har mange læsere, som sluger fodboldbøger i sommerferien, og de fortjente min hudløse ærlige mening om bogen. Kunne dette være årets sommerferie bog til Sunny Beach eller Mallorca.

Indrømmet jeg er ikke helt neutral i min vurdering af bogen, i min ungdom i Silkeborg var Peter Sørensen en udmærket bekendt af undertegnede. Vi har drukket adskillige øl sammen på China Grill i Nygade efter skoletid om fredagen. Peter var fodboldkongen af Silkeborg (efter Peters egen overbevisning), da SIF hjemførte det danske mesterskab i 1994. Hvorfor jeg, som moderat Silkeborg supporter, har fulgt hans karriere relativ tæt, men på afstand.

Læsningen af en bog, som forholder sig til, hvordan fodboldens væsen påvirker eksistensen hos de mennesker, som arbejder i denne verden, har været meget berigende. Lauge og Sørensens løfter dagligdags hændelser på fodboldbanen vha. henvisninger til Kirkegaard, Sartre og Nietzsche, så dette bliver vedkommende for alle. På intet tidspunkt bliver dette påklistret, og alt fra for langhåret. De to går til hinanden, tackler, ”løber om kap”, puster sig op og reflekterer, men hele tiden med en dyb gensidig respekt, som sjælendt set i dansk fodbold. Sådan som venner skal udfordre hinanden. Eller som Hans Lauge udtrykker det ”…nu skriver vi jo ikke til hinanden – du og jeg – for at opnå enighed, men snarere klarhed…”.

Naturligvis kredser bogen om den fælles periode de to havde i Vejle. Deres refleksioner over hvilke muligheder og begrænsninger, som ligger i netop disse roller i en fodboldklub er lige til DBU's lærebøger. Sørensens følelse, af at være en handlingslammet kegleflytter uden indflydelse på vigtige beslutninger, er vist velkendt blandt assistenttrænere med ambitioner. Og Lauges forsvar for indkøb af udtjente superligaspillere, som havde fokus rettet mod ”fodboldefterlønnen”, ligger vist også i jobbeskrivelsen for sportschefer i nedrykningstruede superligaklubber.

Trænere, spillere, supportere og fodboldinteresserede vil alle have stor udbytte af at læse denne bog. Bogen til sommerferien er fundet...

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik