Fodbold nyheder

BEAST!

Af Torsten Brix

Indkast.dk bringer et kapitel fra bogen BEAST. Bogen om Brian Jensen – Fra Nørrebro til Premier League.

På Sky News advarer de om vindstød på op til 60 miles i timen og så meget vand fra oven, at der er risiko for oversvømmelser overalt. Nedfaldne blade stopper riste og afløb rundt om på øerne. M6, en af hovedfærdselsårerne i England og vejen, der forbinder nord med syd, passerer vest om Manchester. Det er sidst på formiddagen, og Brian sidder bag rattet på vej til en dag på jobbet, han aldrig glemmer. Et motorvejsridt på 125 kilometer – eller en lille time, om bilkøerne vil det. Burnley FC tager kl. 15.00 mod Wigan Athletic fra nabolaget i en af lørdagens seks højt profilerede Premier League-kampe. Den danske målmand har sendt Maria til Cuba på forlænget weekend med en veninde. Så han er alene med drengene, Jamie og Sebastian.

”Jeg har været vågen siden 6.30. Jeg lå og stenede indtil 8.00, mens ungerne så Scoopy-Do på dvd. Normalt får jeg lov til at ligge til klokken 10 på kampdage, så det var ikke så fedt. Heldigvis sker det ikke tit. Men det er typisk, at det sker lige i dag.”

Chaufføren deler betænksomt flasker med lokal Blue Keld kildevand rundt, da telefonen ringer. Der står 'Smukke' i displayet. Den alt andet end diskrete ringetone er omkvædet fra Daniel Merryweathers 'Red.' ‘I can't do this all by myself,' crooner den australske R&B-sanger.

”Du lyder smadret, skat.”

”Vi havde allerede fløjet i ni en halv time, da vi skulle videre i en lille flyver, der hoppede og dansede. Jeg fik det dårligt, da vi kom i luften. Jeg troede, jeg skulle brække mig. Jeg er allerede bange for flyveturen tilbage.”

”Det er sjovt, at du ikke er så god til det, når du nu er stewardesse. Se om du kan få lidt mere søvn og håb så på, at solen kommer. Jeg ringer til dig efter kampen.

Efter en forbløffende god indledning på sæsonen, hvor det blandt andet bliver til tre sejre i de første seks kampe, er oprykkerne fra Burnley på det seneste røget ind i et mindre formdyk. Den lille provinsklub rammer forsiderne, da man i anden spillerunde hjemme på et udsolgt Turf Moor besejrer mægtige Manchester United, blandt andet i kraft af Brians mindeværdige redning af Michael Carricks straffespark. Men senest røg man ind i et smerteligt nederlag på 3-2, da man var på besøg hos naboerne fra Blackburn Rovers lidt henne ad M65. Brian så kluntet ud ved et af værternes mål. Nu gælder det så Wigan, et mere rutineret og veletableret mandskab end Burnley, men dog under værterne i tabellen. Samtidig har Burnley lutter sejre på hjemmebane i denne sæson, så det ser lovende ud.


Det er okay med regnen. Men vinden passer ikke den danske målmand. Når bolden pludselig slår et slag i luften efter et vilkårligt pust, bliver det nemt for tilfældigt efter hans smag.

”Regnen overlever du. Og det regner altid i Burnley. Særligt i de her måneder. Meteorologerne har konstateret, at det er et af de steder i England, hvor det regner mest. Der er ikke noget at sige til, at Fernando Torres og andre sydeuropæere kan have det svært i Nordengland. Det er koldt og blæsende. Sidste år fik vi faktisk lidt sne. Der var to, tre uger med rimeligt knald på. Alligevel er det ikke tit, vi har fået aflyst kampe i de syv år, jeg har været her. Men engang en 1. januar mod Leicester i The Championship … jeg siger jer, det høvlede ned!”

Nogle timer senere indtager Burnley en uvant rolle som favoritter. Hvilket blot øger forventningerne og det tilhørende pres.

”Vi var alle dårlige mod Blackburn sidste lørdag. Jeg dropper vel et mål mod Liverpool midt i september, hvor vi taber med 4-0, men så har jeg til gengæld to, tre gode redninger allerede i første halvleg. Der er ikke én kamp i år, hvor jeg vil sige, jeg kostede sejren. Jeg har haft et par gode kampe og et par mindre gode. Men overordnet har jeg gjort det okay.”

Mobilen ringer igen. Det er Mor.

”Brian, hvornår skal Jamie have den skoletaske?”

”Øh, jeg ved ikke, hvornår han skal bruge den. Om det skal være en julegave eller hvad? Det ved Maria.”

”Læg lige hovedet i blød. Brisse, vi snakkes ved senere.”

Vi passerer Junction 21a. Ude mod vest er der 33 miles til Liverpool. Weekendtrafikken er os nådigt stemt.


Turf Moor med plads til 22.546 tilskuere ligger durk i hjertet af den gamle tekstilby Burnley. Stadionnavnet klinger velkendt hos dem, der i halvfjerdserne og firserne voksede op med Sportslørdag som et fast holdepunkt på linje med tegneserien Sølvpil og grøn æbleshampoo. Man ser lysmasterne og hovedtribunen, straks man svinger ind i byen ude fra M65. Kører man forbi den nye rutebilstation, det nyopførte TESCO Extra-varehus og hen ad Harry Potts Way – opkaldt efter manageren, der gjorde klubben til mester i sæsonen 1959/60 – så dukker stadion op på venstre hånd. Brian hænger akkrediteringen til VIP-parkeringen op i bakspejlet og drejer ind gennem porten. Foran Players Entrance er samlet omkring 100 supportere, der beder om autografer i bøger med billeder af spillerne, på trøjer og sågar på huden. Der er børn, fædre og bedstemødre. Alle med et eller andet i klubfarverne på kroppen. Stemningen er afslappet, og den milde efterårsluft er fyldt med stille forventning. Mange vil fotograferes med Brian. En moden kvinde tager en dyb indånding. Også hun får et venligt smil og et koloreret minde på det digitale memorycard. Ingen spørger forgæves. Fanplejen og autograferne tager den tid, det tager.
I det tætpakkede omklædningsrum, der er dimensioneret i en tid, hvor man blot opererede med en enkelt reserve og derfor ikke kan rumme nutidens voluminøse trupper, dropper han som altid tasken ved den første knage på venstre hånd. Seniormedarbejderen. Truppens yderste mandater er henvist til ekstra stole i et rum ved siden af. Brian pluklæser lidt i programmet, der sidste år blev kåret til det bedste i engelsk fodbold, og begynder langsomt at klæde om. Og så tager manageren ordet.


Spillerne ved endnu ikke, hvem der skal i kamp. Langt de fleste i truppen har naturligvis en klar fornemmelse af, om de er på holdet eller ej. Men selve opstillingen giver manageren Owen Coyle først i omklædningsrummet halvanden time før kick-off. Da Brian var yngre, gav det masser af nerver og stress. I dag er han for rutineret til det. Selv play off-finalen mod Sheffield United på Wembley i sidste sæson bragte ham ikke synderligt ud af fatning.


Først da han står side om side med Wigan-keeperen Chris Kirkland i tunnelen, fornemmer Brian lidt fugt i håndfladerne. Aftenen før fik han lidt oliven og resterne på den tallerken, Maria havde sat i køleskabet. Her til morgen lidt toast, et æble, en banan og masser af vand. Ellers intet. Trods den turbulente morgen med ungerne føler han sig frisk, let og godt tilpas.


Den kraftige vestenvind blæser de grå regnskyer mod øst i retning af Nordsøen. Så bryder solen frem, og pludselig kommer der et lunt pust med temperaturer helt op til 18 grader, selv om datoen tangerer den 1. november.


Bag The Bob Lord Stand med direktørerne og deres gæster strækker snorlige rækker af typiske toetagers arbejderboliger sig et par kilometer. Alle med skorstene på toppen. Længere ude peger en gammel fabriksskorsten fingre ad den lyseblå efterårshimmel. Dernæst de lidt finere boliger til dem med job på rådhuset eller andre i jakkesæt. Og så de grønne bakker, der rejser sig i 2-300 meters højde. På den her årstid af og til med et tidligt drys sne øverst oppe. Skaldede på toppen som en dansk hede. Kun lave stendiger og får, får og atter får bryder den grønne monotoni.

Burnley ligger som på bunden af en gryde. Derfor er der altid vind over Turf Moor. Det er ikke usædvanligt, at holdet med heldet har vinden i ryggen i begge halvlege.


Brian varmer op foran et mål på hjul, der er skubbet lidt ind fra hjørneflaget, så han ikke ødelægger græsset foran målet. Det sker foran The Jimmy McIlroy Stand, der er opkaldt efter klubbens mest berømte spiller nogensinde. Tribunen er en såkaldt 'Family Stand', hvor børnefamilierne har fortrinsret til den øverste halvdel. Nedenfor regerer nogle af Burnleys mest dedikerede supportere. Det er dem, der lægger for, når Brian ved indløb rituelt hilses med det messende 'Beeeast, Beeeast, Beeeast'.


Efter opvarmningen, som målmandstræner Phil Hughes står for ved at pumpe utallige halvflugtninger ind i bugen på Brian, går den gulklædte målmand 14 minutter før kick-off tilbage til omklædningsrummet. Undervejs giver han high fives og krammere til Hughes og andenkeeperen, den 25-årige peruvianer Diego Penny, der har fået sin trivielle motion ved at indsamle danskerens lange udspark oppe på den tætbefolkede Wigan-halvdel af banen.


Gæsterne forbereder sig med The David Fishwick Stand i ryggen. Udeholdets tilhængere er bænket på klapstole i træ – uden lak, forstås. 2500 stk. Den anden halvdel er reserveret hjemmeholdets fans, for hvem man naturligvis har kræset med ny lakering i kølvandet på Premier League-forfremmelsen.


Bag tribunen ligger Burnley Cricket Clubs gulvtæppefine græsbane. Endnu længere væk bymidten med flere skorstene og nyere bygninger i et par etager.


Stadionspeakeren beder publikum om oplysninger i forbindelse med den 83-årige Jesse Shaw, der lider af hukommelsestab og har været væk siden den 17. oktober. Det er en appel fra den bekymrede familie. Senere indbydes man til audition. Den finder sted den 14. november og gælder alle drenge og piger fra 14 år og opefter, der måske bærer en kommende BFC-cheerleader i maven.


De sidste tilskuere maser sig forbi. De, der har begge hænder fyldt med skoldhede tekrus og klistrede pies på paptallerkener, får lige en hånd. Tribunen er så stejl, at der ikke er nogen grund til at kigge ned.


Klokken nærmer sig 15.00. De to mandskaber siver ud af spillertunnellen. Brian helt i gult med nummer 12 på ryggen. En 'commanding figure', som de senere vil kalde ham i radioen. 'Beeast, Beeast, Beeast' ruller med vinden ud over bakkerne.


Som så mange andre fodboldspillere har også Brian sine rutiner. Måske er det overtro, og så er ritualer en mere dækkende betegnelse. Måske bare en livline til noget velkendt fra kamp til kamp i et spil, der konstant ændrer koreografi. En mental støttestrømpe. Brian går altid ned og hænger sit håndklæde i højre side af målet. Derefter går han langsomt ud midt i straffesparksfeltet. Stopper. Vandrer til venstre over mod The Bob Lord Stand. Vender ved kanten af feltet. Skridter determineret hele vejen modsat i feltet, hvorefter han vender og går tilbage i målet. En markering af, at det her er Jensen-territorium.


Målmanden er langtfra alene om sin lille særhed. Manageren, Owen Coyle, kører eksempelvis altid den samme vej til kamp. Han vil, at skudtræningen altid skal foregå mod det samme mål. Og han går præcis samme vej op til morgenmaden hver dag. Indtil holdet taber, forstås. Så ændrer han rute. Indtil næste nederlag. Den forrige manager, Steve Cotterill, insisterede på, at Burnley konsekvent angreb mod The Jimmy McIlroy Stand først. Han var af den overbevisning, at banen skrånede. Og kunne man nu holde 0-0 op ad bakke i første halvleg, havde man jo fordelen af at spille nedad i de afsluttende 45 minutter …


Der er forventninger til Burnley mod de mere etablerede nede fra Wigan, cirka halvvejs mod Manchester. 'Come on Burnley, come on Burnley' runger staccatoagtigt og aggressivt mellem tribunerne. Wigan-supporterne holder sig i ro. De har kun brugt 965 af de 2500 billetter, de har til rådighed. Måske et tegn på, at supporternes forventninger er mådelige.


Kampen fløjtes i gang. Værterne kommer godt fra start, og Burnley presser Wigan over alt på banen.


4. minut, 1-0: En af sidste sæsons store profiler, kantspilleren Robbie Blake, glider fri ude på venstrekanten og slår prompte et fladt indlæg ind foran Wigan-målet. Så langt fra keeper Chris Kirkland, at han bliver på stregen, og bagom forsvareren. Modsat i straffesparksfeltet læser Steven Fletcher situationen, så han timer sit løb og glider ind i bolden tæt under mål. Kirkland er chanceløs. Bolden preller af mod underkanten af overliggeren og slår ned tæt på stregen. Men læderet har momentum og fortsætter over i sidenettet. Fletcher fortsætter sit glid, rejser sig så og sprinter ud mod hjørneflaget ved hovedtribunen, The James Hargreaves Stand, hvor han kurende på begge knæ indkasserer folkets hyldest.


Den store betonkonstruktion ryster, og over 18.000 tilskuere brøler ekstatisk hånende 'Who are you? Who are you?' over mod de forstenede Wigan-supportere.


8. minut: Det er vigtigt tidligt at blive en del af kampen, og det formår Brian. Først kommer han godt ud af sit mål og parerer et fladt Hugo Rodallega-forsøg fra distancen til hjørnespark. Wigans farverige colombianer er ellers i lystigt spillehumør. På den efterfølgende dødbold kommer den tidligere Chelsea-spiller og nuværende Wigan-kaptajn Mario Melchiot flyvende og helflugter liggende. Men Brian reagerer instinktivt og afværger med en fodparade. Det er hans force: De slangehurtige reaktioner på udfordringer fra tæt hold og så paradespillet.


11. minut, 1-1: Mario Melchiot er presset i højresiden lidt inde på Burnleys banehalvdel. Så han hamrer bolden i en høj bue ind foran Burnleys mål. Brian bevæger sig ud ad i feltet, mens højrebacken, Tyrone Mears, holder op med at løbe i den tro, at Brian plukker bolden. I en blind vinkel bag backen dukker Rodallega op. Han scanner øjeblikket og ser potentialet først. Brian tøver – som vil han ændre retning – og falder. Hvorefter den sydamerikanske forward scorer et af sin karrieres nemmeste mål, mens den danske keeper med ansigtet i græsset minder om en strandet hval på en øde kyst.


I bestræbelserne på at nå ud til tværbolden forvrider Brian sin venstre ankel så alvorligt, at han først hjælpeløst falder til jorden. Siden må han seks minutter senere lade sig skifte ud til fordel for reserven Diego Penny.


Bortset fra et par meniskskader som 18-årig – en i hvert knæ – og en fod, der brækkede fire gange i løbet af ingen tid i West Bromwich Albion, har Brian stort set været forskånet for uheld gennem nu 12 sæsoner i udlandet. En håndfuld spark i ansigtet, to sting over næsen og to gange seks sting under højre øje er trods alt billigt sluppet for en fyr, der weekend efter weekend tilbyder sin krop som skjold, rambuk og boksebold. Arret under øjet sidder heldigvis i en af de fine rynker, der er dukket op efter de tredive.


Fem uger tidligere er der dog alvorligt bud efter manden. I en Carling Cup-kamp mod Championship-klubben Barnsley tirsdag den 22. september går Brian ud for at bokse bolden væk, hvorefter hjemmeholdets angriber et splitsekund senere smasker direkte ind i kroppen på ham.


”Jeg fik et gigantisk trælår og kunne ikke støtte på venstre ben. Det blev helt blåt lige med det samme. Jeg blev båret fra banen. Det mærkelige var, at det blå var helt væk, da jeg kom ned i omklædningsrummet. De andre grinede og kaldte mig en softie.”


Fire dage senere gælder det Tottenham Hotspur på udebane i Premier League. Brian træner nogenlunde med om fredagen. Men det kniber med at sparke.


”Da jeg sidder i omklædningsrummet, kan jeg godt mærke, at der er noget. Manageren siger det ikke direkte, men du ved godt, hvornår du skal spille. Jeg glemmer at tage mine smertestillende piller før kampen, så jeg sender reservekeeperen ind efter dem, mens vi varmer op. De når aldrig at virke. Efter pausen spiller benet virkelig op. Jeg prøver at lade være med at halte, for jeg gider ikke afsløre over for 40.000 mennesker, at jeg ikke har det særlig godt. Jeg forsøger at skjule det, men ved Tottenhams femte mål rammer bolden bare mit ben og går ind. Jeg har ingen koordination i det. Men jeg var nødt til at spille den kamp. For min egen skyld, og for holdet. Andre har været ude med skader og har ventet meget længe på at få deres plads igen, når erstatningerne har spillet godt. Sådan er manageren, og det er okay. Så jeg turde ikke lade være. Men pointen er, at jeg aldrig skulle have spillet. Jeg hørte nu ikke noget fra manageren bagefter. Han bakker os altid 100 procent op, det skal han have. Vi holdt bare helt lav profil.”


Den smertelige erfaring i det nordlige London for nylig gør Brian sikker i sin sag: Han går aldrig mere på banen uden at være 100 procent klar.
Før kampen på White Hart Lane i slutningen af september beder Brian om at få en smertestillende indsprøjtning i det lammede lår. Den slags quickfix har han erfaringer med fra tidligere.


”I min første sæson i Burnley taber vi med 5-3 i Preston. Det var en helt vild kamp, hvor jeg vrider om på højre ankel. Der var ikke nogen reservekeeper, så jeg fik en sprøjte. Jeg var slet ikke mig selv. Men nogle gange bider man bare i det sure æble og ofrer sig. Jeg turde ikke andet. Mod Tottenham dur sprøjten ikke, fordi der er tale om en stor muskel. Så skulle de have givet mig så meget, at jeg højst sandsynligt ikke kunne flytte benet.”


Tirsdagen efter det klare 5-0-nederlag til Tottenham ligger Brian og Maria i sengen ovenpå. Drengene er puttet. Brian læner sig frem for at sætte en dvd på, da Maria gør ham opmærksom på, at hans venstre ben er blåsort fra knæhasen og op til ballen.


”Det kom præcis en uge efter, jeg fik trælåret mod Barnsley. Jeg havde egentlig set det og prøvede at vaske det af, fordi jeg troede, det var snavs efter træning. Jeg tog et billede af det og sendte det til dem, der havde været efter mig for at være blød. Det røg bare lige i hovedet på dem.”


Tribunerne på Turf Moor genlyder af et vantro suk. Tilskuerne har set, hvad de har set. Men fatter endnu ikke, hvad de var vidner til. Wigan-spillernes overraskede jubelbrøl efter scoringen til 1-1 når pinagtigt tydeligt bageste række.
På pressepladserne højt oppe under taget på The James Hargreaves Stand masseres tasterne på de bærbare computere flittigt. Ian Parks fra Press Association skruer rutineret sit referat sammen, mens kampen spilles, og konstaterer, at ‘Jensens error, which ultimately forced him off as he was injured, allowed Hugo Rodallega to tap home and score his fourth goal of the season. There was arguably a degree of wounded pride etched on the face of Jensen, along with the pain he was clearly in.'


At blive karakteriseret som havende 'såret stolthed ætset ind på ansigtet' er i sig selv en bitter pille at sluge for en pertentlig og forfængelig professionel. Tæt på Parks sidder en af engelsk sportsjournalistiks hårde hunde, Chris Bascombe, fra boulevardavisen The Suns søndagsversion News of the World, og er i gang med sin analyse af kampen. Chris Bascombe, der tidligere arbejdede på Liverpool Echo, dækker normalt Liverpool og Everton. Han er god ven med Liverpool FC kogt ind til en Maggi-terning, superstjernen Steven Gerrard, hvilket forklarer en del af heltekvadene om midtbanefænomenet.


Eftersom Liverpool først møder Manchester United på Anfield dagen efter, og Everton ligeledes søndag skal til Bolton, er Bascombe kommanderet en tur til provinsen. Hvor andre journalister vælger at vinkle på Wigans tomålsskytte Hugo Rodallega, fokuserer Bascombe knivskarpt på Brian. Der er tale om en kombineret anmeldelse og dom, forfattet i nuet med deadline som guillotine lurende over nakken.


Chris Bascombes dagsværk skal 18 timer senere gøre en såret Brian ude af sig selv af raseri som aldrig tidligere i en 12 år lang udlandskarriere.


14. minut: Brian humper fra banen og trækker handskerne af, før han når sidelinjen. Som en anden Jesus med korset humper han sin ensomme gang. Dommer Lee Mason forlænger første halvleg med seks minutter.


I pausen bringer højttaleren mindeord over en 23-årig Burnley-fan, der døede uventet i ugens løb. En flok lokale U12 drenge skal på tid sparke så mange fodbolde som muligt gennem et hul i en gummibådsstor oppustelig plastikpie fra sponsoren Holland's, der masseproducerer den klæge specialitet. Den første af utallige fødselsdagshilsner er til den 80-årige Richard Clarke. De to returnerende mandskaber forhindrer yderligere provinsiel pauseunderholdning.


51. minut, 1-2: Wigan angriber op mod egne tilhængere. Den arbejdsomme forward, Jason Scotland, jager en løs bold omgivet af fire Burnley-forsvarere. Han lægger den perfekt tilbage til Hugo Rodallega, som fra 20 meter hamrer den fladt forbi indskiftede Diego Penny, der dejser nølende som en træstamme. Den sydamerikanske målmand kom ind til sin blot anden ligakamp for Burnley. En i The Championship for over et år siden og nu debut i Premier League. Han er tynd og ranglet og vækker følelser om en fugleunge uden for reden. Det utrygge kræ skal skærmes og varmes. Nu hører man tydeligt de knap 1000 trofaste fra Wigan.


76. minut, 1-3: Et Rodallega-hjørnespark fanger Penny på mellemhånd. Ved bageste stolpe slipper Burnleys camerounske midtbanemand, Bikey, sin markering, og indskiftede Emmerson Boyce tramper fra tæt hold Wigan på sejrskurs.


Burnley lider sit første hjemmebanenederlag i Premier League og sit første nederlag på eget græs siden den 28. februar, hvor de tabte 1-0 til Sheffield Wednesday i The Championship.


Efter kampen konstaterer hjemmeholdets manager Owen Coyle i et tætpakket presserum, hvor duften fra den tidlige eftermiddags kød- og kartoffelpie med ærter og sovs stadig hænger, at hans hold mister grebet om kampen efter Wigans 'bizarre udligning', som han efter et kvart sekunds betænkningstid kalder situationen med sin målmand i en uhørt uheldig hovedrolle. At han ikke ved, hvor galt det er fat med Brian, men at han forhåbentlig har en god undskyldning for udligningen. At der heldigvis er mange positive ting at tage med til næste lørdags vigtige hjemmekamp mod Hull. Og at tilhængerne igen var fantastiske.


Journalisterne er tavse og venter på Coyles fortsatte analyse, da en mobiltelefon vågner i en dansk inderlomme. Den indiskrete ringetone er BBC-kommentatoren Mike Ingham, der ekstatisk speaker Manchester Uniteds sejrsmål i den episke Chamions League-finale mod Bayern München i 1999. ‘It's a clear header, and it's into the net, Solskjær has won the European cup for Manchester United.'


Rummet stivner. Coyle mister fokus og hæver et misbilligende øjenbryn. Media & PR-manageren Darren Bentley, der henslængt på et bord ved døren aner fred og ingen fare, retter sig, som fik han elektrisk stød, og stirrer vredt på den formastelige gæst.


I modsætning til den danske SAS Liga, hvor cheftrænerne er almindeligt dødelige og tilgængelige på en uformel og afvæbnende facon, er managerens status i England ophøjet til et sted lige under Vorherre. Owen Coyle har endda papir på det. I løbet af Burnleys succesrige ridt mod Premier League i foråret 2009 dukker der blandt tilskuerne til et amerikansk Wrestlemania-show et skilt op med ”Owen Coyle is God.”

Idemanden er en eksileret Burnley-fan i det amerikanske, og historien rammer forsiderne i England. Manageren er klubbens ubestridte omdrejningspunkt i hverdagen og har hands-on i stort og småt. Han står for alt fra kontraktforhandlinger til den daglige træning. Det betyder, at mange er afhængige af ham. Hans ord er lov og respekten tilsvarende stor hos samtlige i klubben fra bestyrelsesformanden til fyren, der trimmer græsset med håndskubber. Journalisterne lytter andægtigt under Owen Coyles udlægning af dagens tekst. Spørgsmålene er afvæbnende og konkluderende mere end kritiske. Døren forbliver låst, indtil manageren er færdig. Han er pr. tradition den første, der forlader rummet, og det er ham, der dikterer, hvornår seancen er slut.


Men denne lørdag punkteres Coyles autoritet af et akut telefonisk nødråb fra en landsmand til to andre.


”Hvor er I?”
”I presserummet,” hviskes der rødmende med ryggen til 25 misbilligende blikke.
”I skal komme nu, begge to. Jeg har brug for hjælp.”


Brian tårner sig op i den trange passage over for omklædningsrummet ved nedgangen til spillertunnellen. Han forsøger at lancere et smil, men de normalt så varme, brune øjne signalerer forvirring og tristesse. Han bærer træningsdragt i Burnley-farver og læner sig tungt forover på et par krykker med venstre fod nøgen i en avanceret støttestøvle.


Vi tager hans sportstaske og en stor køletaske med is, hvorefter en humpende Brian begiver sig forbi Players Lounge. Bag døren nyder holdkammeraterne efter badet den traditionelle drink i hyggeligt samvær med familie og venner. Spillerne betaler selv for herlighederne. I Burnley er overskuddet øremærket den årlige julefest, der helst indbefatter et par hotelovernatninger i en tillokkende party-town et isolerende stykke vej fra de hjemlige græsgange.


Udenfor i aftenkulden modtager et halvt hundrede vedholdende fans Brian med et kollektivt 'Ohhhh'. Den sårede målmand forklarer med tålmod et par knægte, at han altså ikke skriver flere autografer den dag. For slipper han krykken, ryger han på snuden. Derefter gør en tavs og medfølende forsamling andægtigt plads for den store mand, der vingeskudt humper mod VIP-parkeringen. Brian sætter sig ind på førersædet, og vi kører.


Den ledende fysioterapeut Andy Mitchell ringer. Han hænger fast i trafikken omkring Turf Moor.


”Undskyld, trafikken er kaotisk her omkring.”
“Okay, vi er oppe ved Sainsbury's. Vi venter.”

Roveren holder ind. Ny opringning. Mor. Igen.

”Hej mor. Jeg er på vej til hospitalet for at få taget et røntgenbillede.”

”Brian, lad mig høre mere lidt senere.”

Andy Mitchell når endelig frem til os, og vi fortsætter nordpå. Tankerne raser rundt i hovedet på Brian, mens han styrer vognen ud af byen med retning mod privathospitalet Abbey Gisburne Park Hospital 20 kilometer ude i dalene op mod Yorkshire.

Det skulle have været en hjemmesejr over et hold, som Burnley ganske enkelt skal besejre, hvis kontrakten med Premier League skal forlænges. Nu bliver næste lørdags hjemmekamp mod Hull om muligt endnu vigtigere.

Han kom godt i gang og havde et par fine redninger inden for de første minutter. Indtil katastrofen. Han mener nu ikke, målet er hans skyld. Han kommer jo galt af sted med foden, før han når at gøre noget ved ham Rodellega-fyren. Han ville have kastet sin krop mellem colombianeren og målet og dermed gjort det, han måske er allerbedst til: At være shotstopperen Jensen. Men det får han ikke mulighed for på grund af den forbandede ankel, der nu svigter ham igen. Og derfor kan scoringen ikke være hans skyld. Det er ham magtpåliggende at understrege. Brian angler efter opbakning og fokuserer igen og igen på de to redninger, han indledte med. Det er dem, han husker.

Mens Range Roveren klistrer sig til Andy Mitchells sølvgrå BMW på de smalle, snoede og nattemørke biveje, veksler Brian mellem selvpineri og optimisme.

”Jeg tror ikke, jeg bliver klar. Jeg kan jo dårligt støtte på benet.”

To køresygefremkaldende sving senere er tonen anderledes lys.

”Det er ikke noget alvorligt. Jeg er nok bare ved at være for gammel.”

Et dansk telefonnummer blinker i instrumentbrættets grønne display. Det er reporteren Mads Korsager Nielsen fra Berlingske Tidende. Historien om Brians mildest talt uheldige optræden spredes lynhurtigt hjemme i Danmark. Nyhedsjægeren fra det store, københavnske dagblad er hurtig på aftrækkeren op mod deadline på søndagsudgaven.

”Hej Brian, forstyrrer jeg?”

”Ja, jeg er ikke rigtig i humør til det, hvis jeg skal være ærlig.”

”Okay. Jeg så det jo godt på internettet. Jeg tænkte, om du måske var i humør til at fortælle, hvad der skete?”

”Jeg glider og vrikker rundt på anklen samtidig. Jeg kan ikke huske, hvad der kommer først. Jeg har min ankel i en støvle på vej på hospitalet for at få tjekket, om den er brækket, og … øh … har du ikke fået nok, så?”

”Jeg har fået så rigeligt. Hør her: Vi krydser fingre og håber det bedste. Hej, du.”

Scenen er kort, men bemærkelsesværdig. Der er intet usædvanligt i, at en dansk reporter fanger en udlandsprofessionel umiddelbart efter en kamp et sted i Europa. Trods den helt igennem negative anledning er der en uudtalt overenskomst om, at det er okay, at reporteren ringer. Og at Brian leverer. Ultrakort. Men dog venligt og tilstrækkeligt til, at journalisten får sin solohistorie med citater til næste dag. I den aktuelle situation har den unge reporter fingerspitzengefühl nok til lynhurtigt at afslutte.

I England er det højst usædvanligt, hvis en journalist ligger inde med mobilnummeret på en Premier League-spiller, med mindre der er tale om en personlig relation. Al kontakt mellem spiller og presse sker via klubben og kun efter særlig aftale eller på kampdage. Det er ikke unormalt, at stjernespillere tager sig godt betalt for solointerviews i aviserne. Et hidtil ukendt fænomen i Danmark. Konsekvensen af de engelske professionelles afsondrethed fra omverdenen er langt hårdere vinklede historier og ikke sjældent artikler, der befinder sig et pænt stykke fra virkeligheden.

Efter fire år i Burnley FC har Media & PR-manager Darren Bentley et mere nuanceret syn på tingene end mange af kollegerne i Premier League. Han har tidligere arbejdet 'på den anden side' som fodboldreporter på den regionale avis Lancashire Telegraph og ved derfor, hvor vigtig en vis grad af tilgængelighed til spillerne er. Han respekterer og anerkender dem som voksne mennesker, der trives med råderum, og han stoler på, at de håndterer tilliden og friheden under ansvar.

Men selv om Bentley måske er progressiv målt efter engelsk standard, er det lysår fra rutinerne efter kampene i Danmark, hvor først rettighedshaverne har adgang til en række interviews med både trænere og nøglespillere, hvorefter samtlige aktører skal forlade omklædningsrummene gennem en mixed zone, hvor den skrevne presse så har frit valg på alle hylder.
Et helt igennem utænkeligt arrangement i England, hvor afstanden mellem stjernerne og de tilhængere, der i den sidste ende betaler deres løn, bliver stedse større.


”Hej Louise, det er Brian. Jeg skal have taget et røntgenbillede. Når jeg er færdig, kommer jeg hjem så hurtigt som muligt.”

”Så du kommer tilbage i aften?”

”Jeg kommer helt sikkert hjem,” forsikrer Brian barnepigen nede i Congleton.

”Hvornår skal jeg sende drengene i seng?”

”Du kan sætte en dvd på, fordi det er lørdag. Men ved 19.30-tiden falder de selv i søvn. Har de opført sig okay?”

”Ja da …”

”Du er en stjerne. Jeg sætter pris på det. Og du er klar, hvis vi får brug for dig en anden gang?”

”Yes, sure.”

På de snævre veje op mod hospitalet får Brian hold på situationen i hjemmet. Så gennemlever han eftermiddagens mareridt på ny. Bolden sejler højt ind fra venstre. En forsvarsspiller råber 'keeper' efter ham. Som om han bare kan gå ud og plukke bolden ned. Men den ligger for langt ude i feltet. Det er så nemt for dem at smide ansvaret fra sig og overlade det til ham at redde kastanjerne ud af ilden. Nogle spillere flagrer rundt og har gjort det til en dårlig vane bare at råbe efter målmanden, og det irriterer Brian grænseløst.

Sindsstemningen ændrer sig fra minut til minut. Lige nu – små tre timer efter kampen – er han overbevist om, at han ikke spiller mod Hull om bare syv dage. Foden er formentlig ikke brækket. Men den har i den grad fået et vrid.

På den tunge vandring op forbi The Bob Lord Stand og ud af stadion brænder samtlige tilråb sig fast på den indre harddisk. Syv års tro tjeneste betyder, at hans hovedstol hos tilhængerne er betragtelig. Men der hæves heftigt denne eftermiddag. Som et mantra gentager han for sig selv: ”Bare de ikke scorer, bare vi ikke taber. Bare de ikke scorer, bare vi ikke taber.”

Da han når spillertunnellen, rejser tilhængerne på The Dave Fishwick Stand sig og klapper. 'Come on, Brian, come on, Brian.' Det er den support, han i bilens mørke finder trøst i, mens pulsen dunker stadigt hårdere i foden, hvor blødningen breder sig.

Resten af første halvleg tilbringer Brian i omklædningsrummet med is på foden, som han holder højt hævet. Det trøster, at Luke Bussey, den assisterende fysioterapeut, giver udtryk for, at det ser rimeligt fornuftigt ud. I begyndelsen af anden halvleg humper Brian ud under bruseren. Den resterende del af opgøret ser han på et tv i materialerummet. Han når lige Wigans tredje scoring, der definitivt lukker kampen og tilføjer hjemmeholdet det første nederlag på eget græs i otte måneder.


Der er hul igennem til et hotel langt ude i den cubanske provins.

”Hej skat. Jeg er på vej på hospitalet, måske med en brækket fod. Men jeg tror nu mere, det er ledbåndene. Jeg begyndte ellers godt. Så kommer der en bold ind over. Jeg glider og vrikker over på min ankel, og så scorer de kraftedeme på den.”

”Åh nej!”

”Åh jo …”

”Er du okay?”

”Jeg skal have den røntgenfotograferet. Så ved du det. Ikke fordi jeg vil ødelægge noget for dig, men jeg har lidt af et problem med drengene de næste par dage. Jeg må se, hvordan jeg får det løst.”

”Sebastian kan stadig være i børnehaven.”

”Det er han nødt til, indtil du kommer hjem. Jeg kan ikke styre begge to til træning.”

”Nu vil jeg bare gerne hjem …”

”Det skal du ikke tænke på. Jeg elsker dig. Bliv brun …”


Brian ryger direkte på briksen på det øde betalingssygehus, der med sine mørke sten, store vinduer og talrige tårne bringer mindelser om Harry Potters troldmandsskole Hogwarts. Alternativet var at sætte sig i skadestuen på det offentlige Burnley General Hospital inde på Casterton Avenue. Men udsigten til timers ventetid retfærdiggør så rigeligt køreturen og udgifterne til at banke beredskabet på det slumrende privathospital op.

Der går kun få minutter, så dukker krykhusaren, fysioterapeuten i sweatshirt og korte bukser samt den slipseprydede klublæge Dr. M. McDevitt op igen. Brian smiler. For første gang siden klokken 15.11 er det ikke decideret anstrengt.

“Der er ikke noget brud. Vi kan kun se skader på det bløde væv. Vi ved ikke, hvor alvorligt det er. Det afgør det næste døgn.”

'Mitch', som Andy Mitchell kaldes i daglig tale, er kort og faktuel og indbyder ikke til smalltalk. Men bag alvoren anes lettelse. Den unge fysioterapeut har været i tvivl. Nu er han roligere.

Brian fæstner stor lid til Mitch. En ung, kortklippet no-nonsens fyr, der udfordrer sig selv med maratonløb og alt hvad der ellers opbygger og vedligeholder en sund krop i et sundt legeme. Han har tidligere været til stor nytte for danskeren, og så finder man sig gerne i, at han er hård som granit, kompromisløs og elsker at jage albuen ind, hvor det er allermest ømt. På positivlisten tæller tillige, at han efter sigende har eskorteret hele 14 korsbåndsopererede tilbage til aktiv tjeneste. Det giver respekt i en branche, hvor netop den skade er mere frygtet end nogen anden.

”Brian, du skal tage to af disse piller her hver sjette time,” befaler Dr. M. McDevitt, der får sin lørdag aften spoleret af episoden. Han sad hellere hjemme foran kaminen med konen efter en lang dag på stadion. Men den mærkværdige akutudrykning annullerer naturligvis hyggen.

De to eksperter forlader hall'en og går ud på parkeringspladsen. I lyset fra de høje vinduer skimtes en håndfuld biler. Vinden hyler ned gennem dalen og driver regndråberne vandret.
Brian humper efter og stiller forsigtigt krykkerne op ad Range Roveren, så de ikke glider og ridser lakken. Igen afslår han høfligt hjælp til at føre vognen. For det er venstre fod, det er galt med, og den højrestyrede bil har jo automatgear. Han låser op. Roveren har stadig så få kilometer på tælleren, at hans ømhed for køretøjet trods den sårede og smertende fod er større end lysten til at overdrage nøglerne til landsmænd, der er ukendte med venstrekørsel.

Den store målmand lader krykker være krykker og hopper på et ben over i hækken, hvor han i ly af mørket lader vandet.

Det er to timer efter sidste fløjt på Turf Moor. Adrenalinen, smerterne, angsten, skuffelsen og nederlaget har efterhånden pillet pynten af ham.
Der er stadig halvanden times kørsel hjem til drengene.


Samme dag hjemme i Danmark følger Brians mor, Inge Lise, Premier League-kampen mellem Tottenham Hotspur og Stoke City på Canal+ sammen med Brians bror, Markus. I et break er der dramatiske billeder igennem fra Burnley-Wigan-kampen. Hun er totalt uforberedt, da hun ser sin søn ligge livløs på græsset.

”Hej mor.”

På vejen hjem til Congleton ringer Brian hjem til sin bekymrede mor og giver en status.

”Jeg skal have amputeret benet – begge ben, faktisk – de skal af nu. Helt oppe.”

”Du går lige til stålet, hva' Brian?”

”Der er ikke andet for. Men jeg spiller stadig, til jeg bliver 50. Nej, du, det er ledbåndet. I det mindste er foden ikke brækket. Hvis den ikke hæver, er det gode nyheder.”

”Jeg så det på tv. Jeg råbte til Markus ude i køkkenet, at den var helt gal med dig.”

”Det er bare typisk. Jeg har ikke lige heldet med mig.”

”Brian, vi tales ved i morgen.”

Det er helt bevidst, at Brian vælger galgenhumoren i forhold til moderen. Han er trist og ramt. Men han har gode erfaringer med, at vittighederne tager toppen af frustrationerne. Og så beroliger de også mor hjemme på Nørrebro.

”Nogle gange er jeg bare en helt igennem miserabel stodder,” konstaterer Brian med et skævt smil, efter han har afsluttet samtalen med Inge Lise.

Trafikken sydgående på M6 er let. Folk er nået frem til deres middagsaftaler. Regnen væder den firesporede motorvej. De kraftige dæk sikrer en pæn rejsehastighed. Manageren på mobilen.

”Hvordan har du det, Brian?”

”Mitch tror ikke, det er så slemt. Men den må ikke hæve.”

”Det satser vi på. Du har to gode redninger. Målet er, hvad der sker. Du har reddet os så mange gange, og det kommer du til igen. Vær ikke flov, men få et smil på. Jeg har brug for dig næste weekend.”

Opringningen fra manageren Owen Coyle er et overraskende og velkomment skulderklap til Brian. Det er sjældent, at manageren slår på tråden umiddelbart efter en kamp. Så kontakten er tegn på, at ankelskaden hos førstekeeperen bekymrer. For Brian er henvendelsen tvedelt som både kærkommen og den første indikation af det pres, han kommer under i de kommende dage. Set gennem Coyles optik er danskerens position som førstekeeper uantastet. Coyle bringer tilsyneladende kun i yderste nødstilfælde den 25-årige andenkeeper Diego Penny i spil. Til trods for, at han endda selv har hentet den sydamerikansk landsholdsmålmand til klubben.

”Det er fedt at have opbakning fra manageren. Jeg er ærligt talt skide glad for, at han ringer. Det giver selvtillid. Jeg føler mig bedre tilpas nu. Der kan man bare se, hvad et telefonopkald flytter.”


Langt senere på aftenen konstaterer den tidligere Liverpool-forsvarer Mark Lawrenson på det legendariske BBC-program Match of The Day over for ikonværten, den mangeårige engelske landsholdsangriber og VM-topscorer i 1986, Gary Lineker, at ”… havde Tyrone Mears bare fortsat sit løb, var der aldrig blevet scoret.” Ekspertkollegaen, den anden tidligere Liverpool-forsvarer Alan Hansen, læner sig frem og nikker billigende.

Brian hører aldrig det trøstende celebrity-statement. Efter at have puttet drengene er han for længst tumlet omkuld i soveværelset på førstesalen, hvor han iført støttestøvle tager hul på nogle få timers amputeret nattesøvn.

I en af lørdagens øvrige Premier League-kampe er Hull City snydeheldige med hjemme at klare 0-0 mod bundskraberne Portsmouth nede fra sydkysten efter en helt igennem forfærdelig fodboldkamp. Mens Burnleys første hjemmebanenederlag i mange måneder ikke får de store konsekvenser her og nu, cementerer Hulls skuffende pointtab på egen bane blot klubbens position i bunden af ligaen.

Har Brian al mulig grund til bekymring, er situationen ikke mindre presserende for Hull-manager Phil Brown, der går en rædselsuge i møde med udekampen mod Burnley som kulmination.


Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik