Ancelotti er klar i mælet:
Dette hold er favorit til at vinde Champions League
Af Rasmus Arvad Christensen

Historisk set har den spanske storklub, Real Madrid, været en magtfaktor i Champions League, hvor klubben har vundet turneringen hele 14 gange – og endda otte gange siden 1993, hvor turneringen fik sit nuværende navn. Derfor anser mange eksperter nærmest altid Real Madrid som én af favoritterne til at vinde turneringen.
Ifølge Real Madrids træner, Carlo Ancelotti, er den spanske hovedstadsklub dog ikke favorit til at vinde Champions League-turneringen i denne sæson. Den italienske træner peger derimod på de forsvarende vindere af turneringen fra Manchester City:
- Jeg synes, at City er favoritter. De har en trup, som gjorde det muligt for dem at vinde turneringen sidste år, og der har ikke været nogen særlig stor udskiftning i deres trup.
- Der er altid overraskelser, især i de sidste faser af turneringen, men lige nu ser jeg City som favoritter, siger Carlo Ancelotti på pressemødet forud for Real Madrids kamp mod Union Berlin på onsdag.
Real Madrid mødte i sidste sæson Manchester City i Champions League-semifinalerne, og her vandt de engelske mestre med samlet 5-1.
City endte med at vinde turneringen for første gang i klubbens historie, da klubben slog italienske Inter med 1-0 i finalen.