Det læser de besøgende på INDKAST lige nu

Daniel Zass

Real vil lægge pres på PSG: Mbappé skal melde ud, han vil væk

Real Madrid forlanger angiveligt, at Kylian Mbappé går ud i pressen og siger, han ikke længere vil spille for PSG. Det kan gøre Mbappé-forhandlingerne nemmere for Real Madrid.
Real Madrid har ifølge det spanske medie Sport taktikken klar for at gøre jagten på Kylian Mbappé mere ligetil.

Madrilenerne forlanger, at hurtigløberen går ud i pressen og siger, at han ikke længere vil spille for Paris SG.

På den måde bliver det lettere for den spanske hovedstadsklub at gafle bomberen.

Det har tidligere været nemmere for interesserede klubber og irriterede spillere at gå i retten for at få revet en kontrakt itu eller forlade et hold ved blandt andet at erklære sin utilfredshed i pressen.

Hvis en spiller ikke længere vil være i en klub og går ud og siger, han er utilfreds, står spilleren og hans bagland stærkere i en eventuel retssag. Det samme gør den klub, der vil hente ham.

Omvendt kan udtalelserne i pressen også bruges til at lægge pres på klubben, der ejer spilleren, som vil væk.

Derfor går Real Madrid efter at gøre handlen så gnidningsfri som muligt, så de ikke behøver at bruge for mange penge på en spiller, der har holdt med Real Madrid siden barndommen, og som er erklæret Cristiano Ronaldo-fan.

Det er grundlæggende den strategi, man lægger for dagen i Spanien: Siden Mbappé så gerne vil spille for Real Madrid og tilmed er utilfreds i Paris, vil man bruge alle kneb for at hente franskmanden så billigt som muligt.

Hele sommeren har der været forlydender om kold luft mellem Mbappé og PSG-ledelsen, hvorfor franskmanden træner for sig selv på PSGs træningsanlæg.

Det er ikke utænkeligt, at PSG vil fryse Mbappé ude af holdet hele den kommende sæson, hvis ikke man finder en løsning.

Det kan imidlertid vise sig at være risikabelt med det bagland, målslugeren lader til at have med sig.

For Real Madrid skulle angiveligt være klar til at hjælpe angriberen ud af PSG.

Og det kan betyde, at man vil søge erstatning på Mbappés vegne over måden, han er blevet behandlet på af PSG. Selv hvis Mbappé bliver solgt denne sommer.

Det forventes, at Real Madrid udelukkende går efter at lægge pres på PSG de næste tre uger med eventuelle presseudtalelser fra Mbappé, inden vinduet smækker i, så "Los Blancos" kan hente bomberen inden 31/8.

Fabrizio Romano har flere gange udtalt denne sommer, at PSG frygter, at Mbappé har en underhåndsaftale med Real Madrid. Det har tilsyneladende gjort dem provokerede og medført, at man har ageret i derefter.

Mbappé skulle angiveligt ikke være interesseret i at tale med PSG-ledelsen og har bedt sine forældre og agenter om at drøfte fremtiden med klubben uden hans direkte involveren.

Mbappés kontrakt med PSG udløber næste sommer.

Kylian Mbappé har lavet 212 mål og 98 assist i 260 kampe for den franske hovedstadsklub.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER