Arsenal laver kæmpe comeback på Emirates
Efter at have været nede med 2-0 til gæsterne fra Bournemouth, leverede Arsenal et kæmpe comeback og tog sejren i allersidste øjeblik.
Der var blot spillet ni sekunder, så lå bolden inde bag Aaron Ramsdale i Arsenal-målet. Direkte fra dommerens startfløjt blev bolden spillet ud på højrekanten, hvor et umiddelbart ufarligt indlæg havnede for fødderne af Phillip Billing på kanten af det lille felt, der uden problemer lagde bolden i nettet. 1-0 til gæsterne, og en chokstart for hjemmeholdet, der stod og tog sig en ordentlig blunder.
Derefter blev kampbilledet som forventet, med Arsenal i den dominerende rolle. Boldbesiddelsen lå det meste af halvlegen på over 80 procent for ”The Gunners”, men kæmpestore chancer formåede de ikke at skabe. De største chancer tilfaldt derimod Bournemouth, der flere gange var farlige på kontraen. Faktisk måtte Aaron Ramsdale hive en vanvidsredning op af hatten, for at forhindre ”The Cherries” i at udbygge føringen.
Arsenal pressede i flere omgange voldsomt på, men fik ikke for alvor testet Neto i Bournemouth-målet. Holdene gik dermed til pause med en højst overraskende føring til gæsterne.
Kampbilledet fortsatte efter pausen, men kort tid inde i anden halvleg slog gæsterne til igen. Et hjørnespark fra Joe Rothwell ramte Marcos Senesi, der let headede bolden ind bag en chanceløs Arsenal-målmand. 2-0 til gæsterne, og Arsenals skrækkelige lørdag så ud til at fortsætte.
Men så var det som om, at hjemmeholdet vågnede. Blot et par minutter efter Senesis scoring, endte et hovedstød fra Emile Smith-Rowe for fødderne af Thomas Partey, der satte bolden i kassen. Bournemouths føring var nu nede på en enkelt scoring, og Arsenal lugtede blod.
Små ti minutter senere slog den nyligt indskiftede Reiss Nelson et indlæg på tværs af Bournemouths felt, og indlægget landede hos Ben White på bagerste stolpe, der med flot teknik fik scoret sit første mål for Arsenal.
Så var scenen sat, 20 minutter tilbage, og Arsenal skulle jagte den forløsende scoring til 3-2. Men minutterne gik, og frustrationen blev større og større hos Premier Leagues førerhold. Bolden ville simpelthen ikke ind, og Arsenal følte sig i flere situationer også snydt for straffespark, da Bournemouth-spillere flere gange havde armen på bolden.
Tiden gik, og da der var spillet fem af dommerens seks tillægsminutter, så det håbløst ud for ”The Gunners”, og det lignede, at gæsterne fra det sydlige England ville hente et kæmpestort resultat på Emirates. Men med et af kampens sidste spark, kanonerede Reiss Nelson bolden i kassen efter en nedfaldsbold fra et hjørnespark, og Arsenal-spillerne, trænerbænken og resten af Emirates gik amok.
Kampen blev fløjtet af umiddelbart efter, og Arsenal kunne ånde lettet ud efter at have gennemført et mirakuløst comeback.
Med sejren beholder Arsenal sit fempointsforspring ned til Manchester City på andenpladsen. Bournemouth ligger fortsat under nedrykningsstregen.