Don’t cry for me – Argentina
Sjældent har et VM-trofæ været ønsket så meget til en person, som VM-2022 var for Lionel Messi … og for kriseramte Argentina.
Det var rørende billeder at se Lionel Messi løfte VM-pokal 2022 og det var vel næsten også det eneste positive at huske tilbage på – efter en skandaløs VM-slutrunde i Qatar. Men ikke nok med det… for udover det længe ventede VM-trofæ til Messi kom der også noget tiltrængt glæde til den hårdtprøvede argentinske befolkning.
Argentina er for tiden ramt af så vild en inflation, at befolkningen skulle være begyndt at bruge pengesedlerne som optænding og der er masser af andre problemer. Vicepræsidenten Cristina Fernandez de Kirchner er fx lige blevet idømt seks år fængsel for korruption.
Kort tid før det var der et mislykket likvideringsforsøg på Kirchner, da pistolen, der var få centimeter fra vicepræsidentens hovedet, ikke gik af. Mordforsøget var på en gigant i argentinsk politik igennem 30 år og efterfølgende var der demonstrationer i Buenos Aires, og hovedpersonen skulle efter dommeren, som dømte hende for svindel i milliard-størrelse, have sagt:
- Smid mig i fængsel. Dette er en parallelstat og en mafia.
Den næste tid vil der ikke være kaos i Buenos Aires-gader. Der vil være fest og tanker vil blive sendt til den afdøde Diego Maradona, der i 1986 vandt VM-trofæet til Argentina også efter en mørk tid for det sydamerikanske land.
Argentina er verdens ottende største land med 46 millioner indbyggere og næsten alle så sikkert VM-finalen 2022, hvor Lionel Messi blev landets største folkehelt – siden Maradona. Og landet har brug for helte for tiden, efter Pesoens devaluering har været så voldsom, at der har været anarki i landet. Taxachauffører har selv opjusteret deres taxametre og butiksejere har ikke kunne udskifte prisskiltene, før de næsten var forældet og butikkerne har generelt været tomme. Hele 37% af befolkningen lever for tiden under fattigdomsgrænsen – hvilket er 30 % mere end for fem år siden.
I marts godkendte den internationale valutafond et lån på 250 milliarder kroner til Argentina, men trods dette er pesoens værdi faldet voldsomt, og det gjorde, at økonomiministeren trådte tilbage i sommer. Så masser kaos, uro og ballade – men alt dette blev glemt, da Gonzalo Montiels straffespark trillede ind i den modsatte side af, hvad den franske målmand Hugo Lloris var sprunget til og VM-pokalen skulle til Argentina og Messi.
Dermed blev Messi den største – måske kun overgået af Maradona – og auraen omkring den stille ”10’er” blev blot endnu større. Dette var sikkert Messis sidste VM og tænk sig, at han vandt slutrunden i den sidste kamp - 17 år efter han første gang tog den legendariske landsholdstrøje på. I alle disse år er der blevet talt meget om, at Messi manglede et trofæ og det kom i turneringen i Qatar.
At Messi sluttede som VM-mester, kan vel næsten kaldes for et ”mesterstykke”- ligesom Maradona gjorde i 1986. Ligesom Messi så ”løftede” Maradona hele sit hold. Den store forskel er dog, at spillets udvikling har gjort sådan en præstation endnu sværere og at Maradona blot var 25 år dengang, mens Messi er 35 år. Messis alder gør bedriften endnu mere unik – hvis muligt.