Fodbold nyheder

Danmark: Superligaen
FT
4 - 1
(3 - 1)
FC København
Brøndby
R. Falk (13), P. Mas (33), P. Mas (45), P. Mas (64)
C. Cappis (19)

Biel blev hattrick-helt i sikker Derby-sejr til FCK

Af Niklas Gerster

Der var klasseforskel i Parken, hvor FCK kunne glæde sig over flot spil og tilbagevendte helte. Omvendt begynder krisen at ulme i Brøndby.
Article image
Det københavnske derby nummer 100 skulle spilles søndag eftermiddag. En kamp som normalt også betyder kamp om tabellens topplaceringer. Det var dog ikke tilfældet i dagens derby, da både FCK og Brøndby har fået en sløj sæsonstart. Blot tre point er det blevet til for begge mandskaber i løbet af de første tre spillerunder.


Det var altså to mandskaber som tørstede efter sejr, og på lægterne blev der som sædvanligt også gjort en stor indsats for at få spillerne til at levere. FCK-fansene havde bl.a. disket op med en flot tifo, der forestillede Olsen Banden, som stod i København med DM-pokalen i favnen.

Den hjemvendte FCK-darling Mohammed Daramy var med fra start for hjemmeholdet, og han var allerede på spil i det 2. minut, hvor han satte Haraldsson op til en stor chance, som Hermansen dog flot reddede. Brøndby åbnede overraskende kampen med dominans på bolden, og det kunne ligne, at de ville sætte sig på begivenhederne.

Det vendte dog brat, da ”Løverne” pludselig bragte sig foran i det 13. minut. Falk tog sig af en returbold på et hjørnespark, og da hans skud tog en afretning, blev chanceløse Mads Hermansen passeret i buret. Brøndby svarede dog hurtigt igen, da Christian Cappis sparkede udligningen ind fra feltkanten i 19. minut. Kalle Johnsson så dog lidt tung ud i situationen.

FCK vågnede herefter op igen, og tog mere initiativ på kampen. De fik valuta for spilovertaget, da Kevin Diks flot rykkede fri i højresiden. Han fandt Haraldsson i feltet, og Hermansen kunne kun halvklare islændingens afslutning, som faldt ud til Pep Biel, der headede 2-1-målet ind. Det blev endnu bedre for FCK, da Biel atter kom på tavlen lige før pausetid. Denis Vavro var listet med frem, og knaldede et hårdt indlæg ind i skoen på spanieren, der virkelig viste målnæsen i det lille felt i dag. Komfortabel 3-1-føring til FCK efter 1. halvleg.

FCK-dominansen fortsatte i 2. halvleg, og i det 68. minut kunne Biel så fuldende et flot hattrick. Daramys afslutning blev pareret af Hermansen, hvorefter Biel nærmest trampede returen ind foran Kevin Tshiembe, som var mere tungbenet end den vævre spanier.


Det var generelt en positiv dag for FCK-fansene. I det 68. minut blev Daramy taget af banen, og hans erstatning var rutinerede Carlos Zeca, som vendte tilbage efter en lang skadespause. Grækeren som i den grad er en af publikumsfavoritterne i Parken, snuppede anførerbindet, og hans ankomst blev da også tiljublet af fansene.

4-1-scoringen punkterede på mange måder spændingen i opgøret. FCK trillede lige så stille kuglen rundt, og det virkede til at Brøndby erkendte nederlaget, og de jagtede ikke rigtig comebacket. De blågule har da også en afgørende europæisk kamp på torsdag, hvor de skal en tur til Basel, som de besejrede 1-0 på Brøndby Stadion, så mon ikke de ønskede at spare kræfterne lidt.

4-1 blev slutstillingen i en ensidig affære. FCK kravler nu mere op i tabellen, og med sejren ligger de på en foreløbig 4. plads inden de sidste to Superliga-kampe, der mangler i 4. spillerunde. Brøndby er omvendt på en bekymrende 9. plads, og trænger snart til pointmæssig optur.

Mere om kampen

Mere om holdene

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik