FCM smed sejren mod Lyngby i højintens forestilling
Det var to kontrastfyldte halvlege i Lyngby. FCM var på sikker sejrskurs, men Lyngby leverede et sensationelt comeback, og gjorde 0-3 til 3-3.
Lyngby skulle i aftenens sene Superliga-opgør jagte deres første sejr. På trods af fine spillemæssige takter fra oprykkerne har de kun fået et point på kontoen i de tre første kampe. Der ventede dem en på papiret svær opgave, da modstanderen var guldaspiranterne fra FC Midtjylland. ”Ulvene” har dog heller ikke været flyvende, og stod noteret for blot fire point inden opgøret.
Gæsterne skulle desuden rejse sig ovenpå den fodboldlektion, de fik af Benfica i tirsdags, hvor de tabte 4-1. De kunne derfor ikke drømme om en bedre start på kampen, end den de fik. Henrik Dalsgaard sendte en dyb stikning afsted til Joel Andersson i højre side. Svenskeren slog et fladt indlæg ind i skoen på Sory Kaba, og angriberen svigtede ikke. Det blev endnu bedre for gæsterne, som virkelig fandt plads i Lyngbys bagrum i kampens indledende fase. Nikolas Dyhr foretog et krydsløb, og Dalsgaard fandt ham i dybden, hvorefter han kunne fordoble føringen med det kolde højre i 15. minut.
Lyngby spillede fint med, men blev tit overrumplet af midtjydernes presspil. Indimellem gav pasningsspillet pote, og de kom fint op på FCM’s banehalvdel uden for alvor at blive farlige. I det 32. minut var den så gal igen, da Anders Dreyer på feltkanten lavede en flabet tunnel på sin oppasser, hvorefter han sendte sin signaturafslutning hårdt op i det korte hjørne. Lyngby-forsvaret havde svært ved at følge med den sprudlende FCM-offensiv, men defensiven fra ”Ulvene” var også til at tale med, og de virkede heller ikke alt for afstemte i 1. halvleg. Kort før pausen straffede Lyngby den usikre defensiv. Emil Nielsen headede reduceringen ind efter et flot indlæg fra Marcel Rømer, og dermed fik hjemmeholdet noget at varme sig på. 1-3 og comebacket lurede.
Det dramatiske opgør fortsatte i 2. halvleg, da Isaksen sparkede på stolpen i indledningen. Lyngby lagde sig dog på ingen måder ned, og tog mere og mere initiativ på bolden. Pludselig opstod en situation, hvor det lignede, at Dyhr begik straffe på indskiftede Sævar Magnusson. I første omgang var fløjten tavs, men efter et VAR-gennemsyn omstødte dommeren kendelsen til straffe. Mathias Kristensen eksekverede sikkert fra pletten i 61. minut. Gæsterne kom herefter længere ned at stå, og Lyngby fik mere greb på bolden. FCM formåede dog at få nogenlunde ro på kampen igen. De fik kampen ned i tempo, beskyttede bolden, og trak tid på klokken.
Trætheden ovenpå det tætte kampprogram for FCM begyndte dog at melde sin ankomst i kampens slutfase. FCM mislykkes med at cleare et højt indkast, og Lyngby fik ud af det blå skaffet den sensationelle udligning, da Magnusson sparkede den løse bold i nettet. Kort efter var Lyngby endda ved at stjæle det hele, da Magnus Kaastrup bragede et skud på overliggeren. Det dramatiske opgør sluttede til sidst 3-3.
FC Midtjylland smed således det, der lignede en sikker sejr på gulvet, og krisen synes ikke afblæst på Heden. Oprykkerne fra Lyngby demonstrerede omvendt vanvittig flot moral, og på trods af at de ikke løb med sejren, må det give dem et voldsomt rygstød til de kommende kampe.