Kane som Lewandowski-afløser? Nagelsmann afviser intet
Tottenham-angriberen kandiderer som Lewandowskis afløser i Bayern München.
De tyske mestre fra Bayern München skal på markedet efter en afløser for polske Robert Lewandowski, som har forladt München til fordel for en tilværelse i FC Barcelona. Et mulig bud på en afløser kan være en af europas øvrige formstærke angribere, nemlig Tottenhams engelske landsholdsangriber Harry Kane.
Bayern München-cheftræner Julian Nagelsmann afviser da også at udelukke en interesse for Kane.
- Han er meget dyr. Det er problemet, men en fantastisk spiller, en af to eller tre, som kan spille både spidsangriber og 10´er-positionen. Han er meget stærk med både hovedet og begge fødder, siger Nagelsmann på et pressemøde ved Bayerns træningslejr forud for sæsonen.
Nagelsmann har også allerede gjort sig tanker om Kanes potentiale i Bundesligaen.
- Han kunne score en masse mål i Bundesligaen. Jeg kender ikke prisen, men det bliver en svær kamp for Bayern München. Vi må se hvad der sker i fremtiden, siger Nagelsmann.