Tamme AGF ramte nyt lavpunkt
Kampen om 7-pladsen blev en tam affære, og tunge mørke skyer driver ind over AGF.
Starten af opgøret mellem AGF og Viborg var uden intensitet og præget af en masse fejl, og begge hold lignede to hold, som hørte hjemme i nedrykningsspillet. Men retfærdigvis skal det siges, at begge hold så småt efter det første kvarter begyndte at sætte tingene bedre sammen.
Det var dog fortsat småt med de store chancer, og der kunne blot noteres en afslutning indenfor målrammen, som Viborg kunne tilskrives, og det var vel og mærke efter en halv times fodbold. Spillet mellem de to felter var fornuftigt, men i og omkring felterne i begge ender var der for lidt kvalitet.
Hjemmeholdet virkede en anelse passive og uden aggressivitet i deres presspil, mens Viborg virkede egentlig meget tilfredse med at lure på omstillingsmuligheder, og på at holde AGF fra fadet. Det var derfor også meget logisk, at første halvleg ebbede ud i en 0-0.
Fem minutter inde i anden halvleg indtraf kampens største chance, da Jay-Roy Grot blev sendt alene afsted med Jesper Hansen, men den store Viborg-angriber misbrugte chancen, da han sendte sin afslutning på stolpen. Kort efter var hjemmeholdet så tæt på, da Mikael Andersson forsøgte at dirigere et indlæg i mål, men den sneg sig et stykke forbi.
Anden halvleg var noget bedre end første og et mål lå og lurede. Det blev Viborg der først bød ind, da Jay-Roy Grot efter lidt fumleri i feltet til sidst fik lagt bolden til rette for sig selv og udplacerede Jesper Hansen. Det sendte Viborg på vej mod sikkerhed i forhold til nedrykningen, og samtidig kunne det sende ”De Hvie” ned i alvorlig nedrykningsfare.
Det var nu ikke til at se, at AGF nu skulle jagte en udligning. De løb efter Viborg og bolden hele tiden, og de havde mere end svært ved at komme i pres på bolden. Med små 20 minutter igen var gæsterne tæt på at lukke kampen, da Jatta helt inde under mål måtte se sit hovedstød tage overliggeren og gå over.
Jatta fik dog endnu en chance ned fem minutter igen. Et højt indlæg fra Christian Sørensen til bagerste stolpe dirigerede den store angriber i kassen, og afgjorde dermed opgøret og panderynkerne hos David Nielsen blev ekstra brede.
AGF skal efterhånden hænge deres hat på, at Vejle og Sønderjyske er endnu dårligere, for det ser ikke ud til at det århusianske flagskib selv er i stand til at spille de nødvendige sejre ind. Dagens kamp gav i hvert fald ikke løfter om, at der er bedre tider på vej i Århus.