Fodbold nyheder

Cristiano Ronaldo – ulidelig tilværelse, temperamentet og den handicappede dreng

Af Torsten Brix

Superstjernen kogte over… men måske er det ikke så mærkeligt. Her kommer den vanvittige historie om fodboldens største superstjerne.

Article image

Da Cristiano Ronaldo skulle forlade Goodison Park efter et 0-1-nederlag til bundholdet, havde Manchester United blot vundet en af de sidste syv kampe. Dette havde superstjernen svært ved at håndtere og i afmagt slog han en mobiltelefon ud af hånden på en handicappet dreng. Efterfølgende undskyldte Ronaldo hændelsen på Instagram:


Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Cristiano Ronaldo (@cristiano)



Men hændelsen er måske ikke så overraskende… for Ronaldo har et vindergen udover det sædvanlige, og for ham er det ”aldrig nemt at håndtere følelser i svære tider, som den vi står i”. Derudover og ikke mindre vigtigt så lever Ronaldo et liv, som vi andre normale mennesker slet ikke kan sætte os ind i. Tidligere har der været et vanvittigt eksempel på dette.


33 billeder og tre slurker the
Kort tid inden klubskiftet til Juventus fik mange mennesker et grotesk indblik i Ronaldos liv. For en fotograf fulgte superstjernen på et - for mange mennesker - ganske almindeligt cafe-besøg... bare ikke for superstjernen Ronaldo.

Selvom Ronaldo gjorde alt for at komme så beskedent og anonymt ind på cafeen som muligt, nåede han blot lige at bestille en kop the, inden billede-helvede brød løs. Indenfor ganske få minutter var Ronaldo blevet fotograferet 33 gange med forskellige cafegæster og -ansatte. Derudover forsøgte alle at få en lille snak med ham – eller rettere – en lille ”bid” af ham. Dette må være grotesk opslidende, men Ronaldo havde tid og overskud til alle, selvom han faktisk ikke nåede at drikke andet end tre slurker af den efterhånden kolde the.


Den video har kørt meget på de sociale medier og kom lige efter historien om Ronaldos yacht. De spanske aviser var meget overraskede over, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo holdt sommerferie tæt på hinanden, da de begge havde placeret deres lejede luksusyacht et stykke fra Ibizas pulserende strande. Men end ikke midt ude på Middelhavet kunne de to superstjerner få lov at holde lidt ferie, for da historien kom frem begyndte fans at tage svømmeturen på et par kilometer ud til skibene.

Netop de to havde udviklet en rivalisering for at blive verdens bedste fodboldspiller, og i den forbindelse var de også blevet to af verdens mest kendte ansigter, som ikke kan drikke en kop the på en cafe eller være flere kilometer ude på havet – i fred. Men hvordan startede dette hektiske liv?


Fra Funchal til forfølgelse ved Ibiza
Ronaldos liv startede også på en ø. For han blev født i byen Funchal, som er de portugisiske Madeira-øers største by. Fodboldstjernes fodboldkarriere startede i amatør-klubben Andorinha, og få år efter rejste Ronaldo videre til CD Nacional, som er et af de største hold på Madeira. Som 16-årig tegnede Sporting Lissabon kontrakt med unge Ronaldo og herfra gik turen videre til Manchester United, hvor han seks år senere brød transferrekorden med sit skifte til Real Madrid.

Cristiano Ronaldo har udviklet sig fra at være et kæmpe talent til en spiller af absolut verdensklasse – for klubhold, men i den grad også for Portugal. Til VM2014 sikrede han nærmest egenhændigt Portugals kvalifikation, da han med et hattrick mod Sverige, skaffede Portugal en plads ved VM på bekostning af vores gulblusede naboer. Kampene mod Sverige illustrerede meget godt, hvorfor Portugal aldrig skal afskrives. I Cristiano Ronaldo havde Portugal nemlig et våben, som i den grad er i stand til at afgøre en kamp på egen hånd. Han er på ingen måde typen, der tager kontrol over kampene, men han afgør dem gang på gang.

Ronaldo har længe været en profil på det portugisiske landshold, som han nåede EM-finalen med i 2004. Portugal, der også var værtsnation, tabte dog knebent til Grækenland, og en ung Cristiano Ronaldo blev med tårerne trillende ned ad kinderne et symbol på nationens skuffelse.

Skuffelsen var dog glemt til EM2016, hvor Portugal endte som vinder med talismanden - Ronaldo. I kvalifikationen lavede han fem mål og var helt kampafgørende flere gange. Blandt andet i semifinalen mod Wales, hvor han blev den første spiller nogensinde til at komme i den tredje EM-semifinale. Her blev han både målscorer og oplægger, men finalen blev ødelagt efter et sammenstød med Dimitri Payet. Portugal vandt som bekendt EM2016 efter et mål i den forlængede spilletid af Eder, og dermed kunne anfører Ronaldo løfte pokalen. Ronaldo var på Europas top, men det kunne have set helt anderledes ud. Ronaldo har tidligere fortalt denne pudsige historie:

- Jeg vil gerne takke min ven Albert Fantrau for min succes. Vi spillede sammen i en ungdomsklub, og da repræsentanterne fra Sporting Lissabon ankom, sagde de, at den, der scorede flest mål ville få en plads på deres akademi. Vi vandt kampen 3-0. Jeg scorede det første mål og Albert scorede det andet. Det tredje mål efterlod alle måbende. Albert var alene med målmanden, og jeg løb ved siden af ham. Han rundede målmanden og skulle bare sparke bolden ind i det tomme bur. Men han afleverede bolden til mig, og jeg scorede. Jeg kom ind på akademiet, og efter kampen spurgte jeg ham, hvorfor han havde afleveret bolden, hvortil han svarede: Du er bedre end mig…

Albert har senere bekræftet over for journalister, at historien er sand, og fortalte også, at hans fodboldkarriere aldrig var blevet til noget, og at han nu var arbejdsløs. Journalisterne spurgte manden, hvor det store hus og hans flotte bil kom fra, hvortil Albert smilede og svarede:

- Det er fra Cristiano…

Altså fra den femdobbelte Ballor d'Or-vinder, der skiftede for omkring 700 millioner kroner til Juventus, selvom han var blevet 33 år. Kort tid inden skiftet til Juventus lavede Ronaldo det historisk flotte mål med et saksespark i Champions League-kvartfinalen imellem netop Juventus og Real Madrid.

Udregninger har vist, at superstjernen ramte bolden hele 2,3 meter oppe i luften og hans meget veltrænede krop var 1,4 meter vandret over jorden – da han ramte bolden helt perfekt. Efterfølgende har Jyllands-Postens sportsredaktør kaldt målet for ”Ronaldos adelsmærke i Torino”, da det i fremtiden vil blive vist meget, når daværende 33-årige Ronaldo skal vurderes. Efter kampen skrev Rubén Jiménez i sportsavisen fra Barcelona - Marca:

- Nu kan Cristiano Ronaldo pensionere sig. Ligesom Maradona, Messi og brasilianerne Ronaldo og Ronaldinho oplevede Real Madrids nummer syv, at modstanderholdets tilhængere klappede af ham i en kamp. Den slags huskes, og derfor vil dette mål til eftertiden være et af de mest definerende for Cristiano Ronaldos karriere. På samme måde som ikoniske mål har været det for andre.

Og det var ikke hvem som helst, der kom til Juventus. Hele 450 mål havde han scoret inden, hvilket blot er fire mindre end alle de daværende Juventus-angribere tilsammen. Disse angribere var Gonzalo Higuaín, Mario Mandžukić, Paulo Dybala og Douglas Costa.

Indenfor de første 24 timer efter klubskiftet havde Juventus solgt 520.000 spilletrøjer med Ronaldo – på ryggen! Disse koster ca. 100 Euro pr. styk, så det første døgn blev der solgt Ronaldo-trøjer for over 400.000.000 kroner, og allerede indenfor den første uge havde Juventus omsat på trøjesalg, hvad der svarede til størstedelen af Ronaldos købssum. På samme tid havde ”Den Gamle Dame” fået over en million flere Twitter-followers. Så Juventus havde hentet en af verdens største ”Showman”, men også en af de dyreste. Ugelønnen til Ronaldo lyd på 4.500.000 kroner. I forbindelse med skiftet fik Ronaldo lavet en kropsanalyse, der viste, at han fysisk ikke er 33 år - men 22 år. Desuden satte han til VM2018 rekorden for højeste hastighed i sprint.

Ronaldo var faktisk tæt på tidligere i karrieren at få en Juventus-trøje over hovedet. I 2002 forsøgte Torino-klubben at lave en byttehandel med Sporting Lissabon. Ronaldo skulle til Juventus, men handlen gik i vasken, da Marcelo Salas ikke ønskede at tage turen til Portugal. 16 år senere kom klubskiftet for den 33-årige Ronaldo, der var formstærk op til skiftet. Fra slutningen af januar og indtil midten af maj lavede han 28 mål – blandt andet mål imod Atlético Madrid og Barcelona i Spanien, men også et hattrick imod Spanien til VM, et imod PSG og et imod netop Juventus. Derudover lavede han et unikt saksesparksmål imod Gianluigi Buffon, hvilket gav stående ovationer i Torino.

I Torino nåede han at vinde to serie A-titler, en Coppa Italia, to italienske Super Cups og to gange årets spiller i Serie A. Ganske imponerende – men alligevel ikke nok. Juventus var blevet så stor en klub i Italien, at en sæson uden et mesterskab var så stor en skuffelse, at der skulle findes syndebukke og store ting skulle laves om. Dette åbnede op for, at Ronaldo kunne vende tilbage til Old Trafford.

Sir Alex ville ikke have Ronaldo til City
Ronaldo endte med at lave en 2.0 på Old Trafford, efter Manchester City ellers var interesseret i ham. Den pensionerende Sir Alex Ferguson satte en stopper for dette, ringede til Ronaldo og fik ham overtalt til at vælge den ”røde del” af Manchester. Opholdet 2.0 bliver dog aldrig ligeså godt som hans første ophold. Ikke fordi angriberen ikke laver nok mål, men af den simple årsag at de mange mål ikke medfører de ønskede resultater.

Kritikken er nådesløs, men Ronaldo har taget det pænt – måske indtil den lille dreng med mobiltelefonen. Ikonet var tilbage i den legendariske røde trøje med 7-tallet på ryggen, men det mytiske blev aldrig magisk… dertil var holdkammeraterne simpelthen for dårlige, men det var ikke det, som kritikken handlede om. I stedet blev der diskuteret, om Ronaldos ego var for stort til United. Mere passende var det måske at spørge, om klubbens formnedgang - siden Ronaldo 1.0 - havde gjort, at angriberen nærmest var større end klubben, og det skal spilleren vel ikke straffes for.

I de første 33 United-kampe efter returen lavede Ronaldo 18 mål og var blandt andet meget afgørende i Champions League, men det var ikke nok til, at kritikken af ham ikke var hård. Næsten på grænsen til det urimelige – ikke mindst taget i betragtning, hvad han har gjort for klubben. Måske spillede det ind, da han mistede temperamentet og slog ud efter en handicappet dreng.



Mere om Cristiano Ronaldo

Mere om Manchester U

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik

Champions League - Liverpool - Real Madrid
ANNONCE