Mulighed for frit skifte vækker dansk interesse for Dreyer
Ovenpå FIFAs udmelding om at udenlandske spillere frit kan forlade deres russiske klubber, melder dansk klub sig nu på banen for at få fingre i danske Anders Dreyer.
Den 23-årige kantspiller, Anders Dreyer, kan ligesom alle andre spillere i den russiske Premier League forlade sin klub, selvom transfervinduet er lukket. Det melder FIFA mandag. Dreyers gamle klub FC Midtjylland var ikke sene til at melde sig på banen. Sportschef Svend Graversen udtaler i dag til TV2 Sport:
- Muligheden med Anders Dreyer er interessant. Det er en unik situation, men vi er ikke sikre på, der sker noget. Det hele er nyt, og vi har ikke afdækket, hvilke følger situationen har i sin helhed.
Den venstrebenede spiller blev sidste sommer solgt fra “Ulvene fra Midtjylland” for omkring 60 millioner kroner til den russiske klub Rubin Kazan.
Dreyer nåede i sin Midtjylland-tid at score 18 kasser og producere 22 assists i sine 70 kampe for klubben. I Rubin Kazan har han også været en succes med otte mål i løbet af sæsonen senest med sin overtidsscoring i mandagens 2-1-sejr over Akhmat Grozny.