LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
Molineux Stadium
FT
0 - 1
(0 - 0)
Wolverhampton
Liverpool
D. Origi (90)
Niels Nedergaard

Origi blev helten for Liverpool

Divock Origi blev den store helt, da Liverpool dybt inde i dommerens overtid sikrede sig en vigtig 1-0-sejr på udebane over Wolverhampton. Dermed er Liverpool i skrivende stund på førstepladsen i Premier League.
Lørdag eftermiddag fik mesterskabsaspiranterne fra Liverpool en tidlig julegave, da West Ham besejrede de direkte konkurrenter fra Chelsea med 3-2. Dermed kunne Jürgen Klopps mandskab spille sig op på førstepladsen i Premier League og dermed forbi Chelsea. Først skulle holdet dog selv på arbejde og tage en sejr over Wolverhampton, men det blev ikke så let endda.

Liverpool havde svært ved at åbne en solid Wolverhampton-defensiv op i første halvleg. Det var dog tæt på efter en halv times spil, da den tidligere Wolves-profil Diego Jota fik en stor mulighed på et hovedstød inde i hjemmeholdets felt, men Liverpool-angriberen svigtede og headede bolden forbi målet.

Kort før pausen kom Liverpool så frem til endnu en stor chance, da Andy Robertson brød godt igennem ude i venstre side og sendte bolden ind foran målet. Her lå både Sadio Mané og Mohamed Salah ganske frie, men på vidunderlig vis fik Roman Saiss afværget forsøget, da han kastede sig heroisk ned og i stedet gik bolden forbi målet. I stedet måtte Liverpool nøjes med at gå til pause med 0-0 på måltavlen, selvom de havde det meste af spillet i opgøret.

Liverpool startede anden halvleg bedst og forsøgte at få hul på bylden tidligt efter pausen. Allerede fem minutter efter pausen var Thiago tæt på at bringe gæsterne i front, men på en eller anden mærkelig vis fik José Sá i Wolves-målet reddet forsøget.

Skarpheden manglede denne lørdag for Liverpool, og bedste bevis på dette kom efter en times spil. Her fik Diego Jota en gigantisk chance for at bringe gæsterne i front. Angriberen kom fri inde i feltet, og havde både tid og plads til at sparke bolden i nettet eller aflevere til en holdkammerat, der kunne sende bolden det sidste stykke over stregen. Jota gjorde dog det eneste, han ikke skulle og sparkede bolden lige i maven på en af hjemmeholdets forsvarsspillere, som stod inde på stregen og agerede målmand, da José Sár var på skovtur.

Med fem minutter tilbage på dommerens ur kom gæsterne igen frem til en stor chance, da bolden tilfældigt dumpede ned for fødderne af Sadio Mané, men ikke senegaleseren havde heller ikke taget skarpheden med til Molineux Stadium denne lørdag.

Til sidst lykkedes det dog Liverpool at hive sejren i land - og det var hverken Mohamed Salah, Diego Jota eller Sadio Mané, der blev helten. I stedet dukkede indskiftede Divock Origi op dybt inde i dommerens overtid og sikrede Liverpool sejren. Dermed blev den belgiske angriber helten i en kamp, hvor skarpheden ellers manglede i store dele af opgøret. Med sejren er Liverpool oppe på førstepladsen i Premier League. Manchester City kan dog tage førstepladsen senere lørdag, hvis de formår at slå Watford.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder