Dette er Hålands foretrukne destinationsklub til sommer
Den norske bomber har øjnene fæstnet mod de spanske vicemestre i sommeren 2022.
Norske Erling Håland er i skrivende stund hofteskadet, hvilket holder angriberen ude indtil tidligst jul i år. Men selvom 21-årige Håland ikke spiller mange minutter for Dortmund lige nu, går snakken dog stadig livligt omkring nordmandens transfer-situation, hvilket kan ende med et kæmpe skifte til sommer.
Det engelske fodbold-medie GOAL kan fredag bekræfte, at Dortmund-angriberen ha udset sig de spanske vicemestre fra Real Madrid som sin foretrukne destination til sommer. Håland har ifølge GOAL fortalt sit hold af rådgivere, et skifte til Los Blancos er hans førsteprioritet.
Mino Raiola, Hålands agent, afslørede for nyligt, at den unge nordmand ejer et hus i Spanien, men skiftet afhænger også meget af, om Real Madrid henter Kylian Mbappe på en fri transfer til sommer.
Håland selv er klar over, at han dermed vil skulle dele rampelyset med den franske verdensmester i den spanske kongeklub. Real Madrid er også usikre på Håland, da deres bud på nordmanden blev slået noget så hårdt i jorden i sommerens transfervindue.
Siden sit skifte til Dortmund fra RB Salzburg i vinteren 2019 har Håland banket utrolige 70 mål ind i 69 kampe for den tyske storklub.