Torsten Brix

Mario Mandžukić – Super Mario takker af

Dette er historien bag en af verdens største arbejdsheste på en fodboldbane, som dog alligevel ikke kunne imponere Pep Guardiola – men som skrev fodboldhistorie med Kroatien…
"Sandro skal aflevere første gang, det gør han godt her. Her Higuaín... Mandžukić sidesparker... OG DEN LIGGER I MÅL! MANDŽUKIĆ! VI HAR SNAKKET OM, AT HAN ER EN HÅRD NYSER, MEN HAN ER SAFTSUSEME OGSÅ EN FANTASTISK AFSLUTTER!".

Det var ordene en tydeligt overvældet Carsten Werge formulerede sig med, da Mario Mandžukić nærmest saksesparkede Juventus' udligning til 1-1 ind i det 27. minut mod Real Madrid i Champions League-finale i 2017 på Principality Stadium i Cardiff.

Målet som i sidste ende kun fik kosmetisk betydning var Mandžukićs andet mål i en Champions League-finale. Det første scorede han i sin tid som Bayern München-spiller tilbage i 2013, da sydtyskerne, med Jupp Heynckes i spidsen, sikrede sig 'The Treble' med en 2-1-sejr over Borussia Dortmund på Wembley i London.

Det er mål som disse, der kendetegner den 190 centimeter høje angriber. Kroaten er ikke ligefrem kendt for at lave mål på samlebånd, men når hans hold har mest brug for det, så er han manden, der går forrest i håbet om at score et mål.


De unge dage i Kroatien og Tyskland
Den kroatiske landsholdsangriber er født i den kroatiske by Slavonski Brod, men flyttede i en ung alder med sin familie til Tyskland, da borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien udbrød. I Tyskland spillede han miniput-fodbold for en lille klub nær Stuttgart, indtil familien fire år senere rejste hjem til Kroatien. Han tilbragte størstedelen af sine ungdomsår i den lokale klub NK Marsonia, inden han som 19-årig flyttede til hovedstaden Zagreb, hvor NK Zagreb og senere hen storklubben Dinamo Zagreb blev hans arbejdsgiver.

Det var som Dinamo Zagreb-spiller, at han i 2007 fik debut på landsholdet og nogle år senere fik et skifte tilbage til Tyskland, hvor han blev en stor profil hos Wolfsburg i første omgang. Hans flotte præstationer for 'Die Wölfe' fangede Jupp Heynckes' interesse, som i sommeren 2012 valgte at hente kroaten til klubben efter en stærk sæson med Wolfsburg og et imponerende EM, hvor han blev delt topscorer.


Droppet af Guardiola
Ligesom Zlatan Ibrahimović blev det i 2010, så blev Mandžukić efter en enkelt sæson på holdkortet under Pep Guardiola også skippet videre, fordi han ikke passede ind i catalanerens spillefilosofi. Han havde sæsonen før Guardiolas ankomst spillet en vigtig rolle i Bayerns 'Treble-sejr'.

Med sine kvaliteter i luftspillet, hans gode fysik og store løbevillighed blev han kort efter VM i 2014 opsnappet af Diego Simeone og Atlético Madrid. Her fik han tildelt trøjenummer 9 efter David Villa, som havde draget videre mod nye eventyr. Den høje kroat fik hurtigt tilspillet sig en favoritrolle på Vicente Calderón med sin store arbejdsvillighed for holdet og ikke mindst sine vigtige mål mod ærkerivalerne Real Madrid.


Ny rolle under Allegri
Hans flotte sæson i den spanske hovedstad fik Massimiliano Allegri op af stolen og til at bede Juventus' sportsdirektør, Giuseppe Marotta, om at hente den kroatiske landsholdsangriber til klubben.

I sin første sæson for klubben blev han spillet i favoritrollen som spidsangriber, men efter ankomsten af Gonzalo Higuaín, spåede mange kroaten som færdig i klubben. Allegri, som tydeligvis er stor fan af Mandžukić, fandt dog en ny rolle til den løbestærke angriber. En rolle, hvor den tidligere Bayern-profil som udgangspunkt tager plads på venstrekanten dog uden at være den stærke dribler. Fra den position, får han lov til at trække ind i feltet på indlæg, hvor han udgør en farlig trussel i luftrummet. Samtidig er han tildelt flere defensive pligter end sine angrebspartnere, Dybala og Higuaín, grundet sin store arbejdsomhed i begge ender af banen. Det har ikke bare vundet Allegris hjerte, men også fansenes.

Hele fire sæsoner blev det til hos ”Den gamle Dame” inden Mandžukić havde et par mindre heldige ophold hos Al-Duhail og hos AC Milan, så karrieren sluttede på en mindre nedtur. Da støvlerne blev langt ud hylden var Juventus klar med denne hilsen til deres offensive profil igennem flere sæsoner:



Karrieren endte med 249 mål fra Mandžukić i 668 kampe samt en masse trofæer. Den største hæder kom på det kroatiske landshold i en periode, hvor de opnåede historisk gode resultater. Så ”Super Mario” kan godt takker af – med god samvittighed!


Citat(er)
- Mario er så fit, at han kan spille 180 minutter uden at stoppe, udtalte Mandžukićs tidligere træner i Wolfsburg, Felix Magath, ifølge Sky Sports, da han blev spurgt ind til kroatens skifte til Diego Simeones Atlético Madrid tilbage i 2014.


Fun fact
- Bayern München tabte i 2012 Champions League-finalen. Fem uger efter hentede de Mario Mandžukić.
- Atlético Madrid tabte i 2014 Champions League-finalen. Samme sommer oprustede de sig med den daværende kroatiske Bayern-topscorer.
- Juventus tabte i 2015 Champions League-finalen. De hentede i samme måned den dengang 29-årige angrebsprofil.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER