Europa: EM
FT
0 - 1
(0 - 1)
Finland
Rusland
A. Miranchuk (45)
Philip Dar

Rusland sejrer snævert over Finland

Rusland og Finland mødtes her til eftermiddag i Sankt Petersborg i de to nationers anden kamp ved EM-slutrunden.
Gårsdagens brag mellem Frankrig og Tyskland afrundede første spillerunde i gruppespillet og onsdag eftermiddag blev der så taget hul på anden spillerunde, da Rusland og Finland stødte sammen i gruppe B.

De to hold kom til dagens kamp med to vidt forskellige resultater i bagagen. Rusland med et 0-3 nederlag mod Belgien hvorimod Finland sensationelt nappede alle tre point i Parken mod Danmark. Dog kom Rusland til dagens kamp som store favoritter, da kampen blev spillet i Sankt Petersborg foran det russiske hjemmebanepublikum. Rusland var samtidig tvunget til sejr hvis de stadig skulle gøre sig forhåbninger om videre avancement ved turneringen, omvendt ville Finland sikre sig en højst overraskende 1/8-finaleplads med en sejr.

Kampen forløb da også med russerne på bolden og finnerne stående dybt på egen banehalvdel størstedelen af tiden. Dog var Finland ikke helt ufarlige i deres kontrafase, hvilket udmøntede sig i en scoring i det fjerde minut hvor Joel Pohjanpalo headede et flot indlæg i kassen og bragte finnerne i front, troede de … for målet blev tjekket igennem af VAR og efterfølgende annulleret for offside.

Rusland kom tilbage på bolden, men manglede den sidste skarphed foran mål. Dog formåede de ikke at holde Finland fra de store chancer i den anden ende, hvor både Pohjanpalo og Pukki flere gange var tæt på, men både russiske forsvarsspillere og keeper Matvey Safonov stod i vejen.

Efter en halv times spil, faldt den russiske højreback Mario Fernandes forkert ned på den øvre del af ryggen og måtte efterfølgende bæres på en båre iført en nakkekrave. Den russiske nedtur skulle dog vende i dommerens tillægstid, da Aleksey Miranchuk kunne bringe Rusland foran med 0-1 efter flot forarbejde af Artem Dzyuba og ikke mindst små vævre driblinger af Miranchuk selv. Bolden blev sendt ind bag en spjættende Hradecky i målet som havde flere store redninger i løbet af kampen, men alligevel måtte se bolden sejle ind bag ham i slutningen af første halvleg.

I anden halvleg var kampbilledet det samme som i første halvleg. Rusland havde dog bedre styr på Finland og de store finske chancer udeblev derfor. I stedet var det Rusland som havde flere store muligheder for at score kampens andet mål bl.a., Rifat Zhemaletdinov som skulle have scoret efter at han stod fri i det lille målfelt, men endte alligevel med at sende bolden forbi højre målstolpe. Daler Kuzyayev skulle også have scoret fem minutter senere, da han sendte en flot afslutning afsted mod det ene målhjørne, men måtte se bolden blive viftet forbi stolpen af Hradecky med en fremragende redning.

Til slut skulle Rusland endnu engang have lukket kampen, da Rifat Zhemaletdinov igen brændte en stor chance da han sendte bolden snævert over overliggeren.

Den russiske sejr er gunstig for de danske chancer for avancement, da Danmark nu stadig har chancen for at tage gruppens andenplads som det var forventet på forhånd at man ville gøre.

Rusland møder Danmark i Parken i gruppespillets sidste kamp, mens Finland møder Belgien i Sankt Petersborg. Begge kampe spilles mandag aften kl 21:00.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER