Wales og Schweiz delte i Baku
Der var vigtige point på spil i kampen om andenpladsen i gruppe A, da Wales og Schweiz i dag mødte hinanden.
Med Italiens sejr over Tyrkiet i går, kunne begge mandskaber tage et stort skridt mod andenpladsen i gruppe A, da de tog hul på deres turnering, og det var Wales, der skulle bide fra sig først.
Daniel James driblede ned ad venstresiden, og kantspilleren fik slået en rigtig god bold ind i boksen. Den kom Kieffer Moore højst til, men en pragtredning af Yann Sommer i det Schweiziske-mål fratog Wales en føring.
Schweiz ville også være med i kampen, og efter tyve minutter var det Wales-målmanden, Danny Ward, der måtte diske op med en fantastisk redning. Fabian Schär kom først på et lavt slået hjørnespark, og den store midtstopper forsøgte sig med en glimrende hælafslutning. Desværre for Schweiz var Ward på plads i målet, og fik reddet forsøget.
Efter nogle gode forsøg i kampens indledning gik gassen lidt af den offensive ballon, og begge mandskaber måtte derfor gå til pause uden mål på kontoen.
Kun fem minutter efter pausen faldt kampens første mål dog, og endnu en gang opstod chancen efter en dødbold. Ward havde lige leveret endnu en god redning, da Breel Embolo var kommet fri igennem, men på det efterfølgende hjørnespark kunne målmanden intet stille op. Xherdan Shaqiri slog bolden hårdt ind omkring det lille felt, og her vandt Embolo sin direkte duel og headede Schweiz foran med 1-0.
Det lignede længe en Schweizisk sejr, men et kvarter før tid faldt udligningen, og igen kom målet efter et hjørnespark. Wales valgte en kort variant, og efter et par afleveringer endte bolden hos Joe Morrel. Midtbanespilleren slog et glimrende indlæg, og endnu en gang kom Roofe højst. Denne gang kunne Sommer intet stille op, og han måtte se angriberens afslutning stryge ind i det lange hjørne til 1-1.
Fem minutter før tid troede Schweiz, at de havde sikret sig sejren, da indskiftede Mario Gavranovic pludselig stod fri foran mål og sikkert sparkede bolden i kassen, men efter en tur hos VAR blev målet korrekt annulleret for offside.
Dermed endte det med en pointdeling. Schweiz og Wales deler derfor andenpladsen, imens Italien topper gruppe A, og Tyrkiet ligger i bunden. Holdende skal i aktion igen på onsdag, når Wales skal møde Tyrkiet, imens Schweiz skal møde Italien.