Luis Enrique: Jeg vil vente på Busquets
Sergio Busquets blev for nylig testet positiv for COVID-19, men Spaniens landstræner Luis Enrique har nu udtalt, at han beholder midtbanespilleren i truppen.
Man ved allerede nu, at Busquets kommer til at misse åbningskampen mod Sverige d. 14. juni, og det er endnu uvist, om han når at blive klar til kampen mod Polen d. 19. juni. Luis Enrique lader dog til at tage det stille og roligt, og han har nu udelukket, at han kommer til at erstatte Barcelona-veteranen i truppen.
- Jeg vil vente på ham, sagde Enrique på et pressemøde, da han blev spurgt ind omkring Busquets i tirsdags.
- Vi kommer alle til at vente på ham. Han har en fordel, fordi han var den første (til at blive testet positiv, red), og der er tid. Han kommer helt sikkert til at være på truplisten.
- Han er perfekt, uden symptomer og kan træne. Han har en træningsplan og er i kontakt med personalet. Vi håber, at det hele blot er en forskrækkelse.
Da Busquets blev testet positiv, blev Diego Llorente ligeså testet positiv få dage efter, men de håber i Spanien-truppen, at det blot er en falsk-positiv i forsvarsspillerens tilfælde.